Carcass på Copenhell, fredag den 20. juni

Britiske Carcass gik på Hades scenen kort efter Dream Theater havde kørt deres prog metal på Helvití. Carcass er universer fra prog, men det var sgu meget fedt alligevel da de åbnede op for deres old school melodiske dødsmetal.

Med en lilletromme der lød som hårdt spændt krokodilleskind krænget ud over en jerntønde, med dertil usandsynlig høj volumen, smældede i alt omkring 50.000 lilletrommeslag igennem luften i løbet af de 55 minutter og prøvede at tage livet af alle der stod på pladsen. 

Man kunne ikke klage over at der ikke var hårdt nok metal fra scenen, for der var ikke andet. Variation var ikke det begreb der var i højsædet i Carcass’ musik. Bill Steer, havde en god og hidsig growl, men det var også dét. Jeg savnede i den grad noget klangvariation i hans stemme, for når musikken kørte i samme type riffs og rytmer, blev det noget monotont, når frontmanden lavede front angreb i næsten indentisk toneleje i alle numrene (men end ikke han, kunne overdøve lilletrommelyden fra helvede).

Det var musik som konstant var ved at synke i dybet med banaliteter, men så lige nøjagtigt blev reddet på målstregen af noget særlig energi som egentlig var godt spillet i denne genre. Jeg ved ikke om det var…lilletrommelydens skyld…men det var svært at høre om de hurtige rytmer fra trommerne var i sync med guitarer og bas. Det lød lidt rodet, eller også var det fordi mine ører var ødelagte. Ellers var det ret tight synes jeg, og der var en del gode udtryk i genren, som virkelig rykkede. 

Der var meget som talte for og imod i gigget, og…hmmm, nævnte jeg…ja, det haaar jeg vist gjort…det med lilletrommen…Holy shit, hvis jeg ikke skulle anmelde, var jeg nok gået efter et kvarters tid.

Men jeg ender da på 3 stjerner til Carcass for et gedigent metalshow på Hades.