Charlie Barnes – More Stately Mansions

Charlie kan det meste selv

Charlie Barnes er bestemt ikke ked af det; han kan rigtig mange ting på en gang, og har altid kunnet det.

Før i tiden stod Charlie Barnes alene på scenen, når han var ude og optræde. Det hele foregik ved hjælp af keyboards, samples og looppedaler, men med debut LP’en More Stately Mansions er alt dette skiftet ud med musikere af kød og blod, og med deres egne ideer og meninger.

Albummet er produceret af Steve Durose, som blandt andet er kendt for sit arbejde med bands som Oceansize  og Aplifier. Sidstnævnte har Charlie Barnes også arbejdet sammen med både live og i studiet.

Det meste af pladen er indspillet i Chapel studios i Lincolnshire, mens vokalen er indspillet i en lille hytte i midten af ingenting i Wales. Charlie Barnes musik og tekster udspringer af hans eget liv og følelser. Moderens død, da Charlie Barnes var 15 år, sætter da også sit præg på stemningen i musikken og forklarer lidelsen i udtrykket.

Skizofren sound

Charles Barnes mestrer alt fra det pompøse Queen/Freddie Mercucy og deres camp og storladne stadioncabaret – især deres intime klaverbaserede cabaret’esque numre i perioden 1974-1977 – forfinet og moderniseret gennem Muse, overdramatiseret gennem Rufus Wainright og Broadwaydrengen Peter Cincotti. Faktisk virker det som om, Charlie Barnes har haft øvelokale ved siden af ovennævnte meganavne og kopieret brudstykker af det, de har spillet. Charlie Barnes har samtidig et konstant introvert melankolsk element af Thom Yorke og Radiohead, ligeså konstant og flabet afbrudt af legesyghed a la Mika. Endvidere har han en overraskende troværdig trang til lejlighedsvis at indlejre progressive elementer a la noget så bizart som svensk progressiv metal a la Opeth, når det lige passer ind. Det er altså svært det her, det er en særdeles paradoksfyldt mission at jonglere med så ekstroverte elite navne, med den indfølt introverte stemme, som han har. Eller også er det lige omvendt. Og måske kan følelsen af skizofreni til en vis grad forklares i, at han som nævnt har indspillet stemmen i en hytte og indspillet resten i et klassisk rockstudie. Men, ok, han får det gjort rimeligt overbevisende, faktisk.

Camp/Prog

Med numre som titelnummeret ”More Stately Mansion” og ”Sing to God” viser han præcis hans tæft for skift i dynamik og stilarter, hvor Queen og Muse er i forgrunden. På ”Ghost” kan man høre, hvor fascineret han som dreng var af Freddie Mercury; det er som om numre som ”Good Old-Fashioned Loverboy”, ”You Take My Breat Away” og ”Millionaire Wailtz” har kørt i baggrunden/hovedet.  Og et nummer som ”Macbeth, Macbeth, Macbeth” kunne til en vis grad havde været skrevet af førnævnte Opeth, dog spillet lidt blødere, ikke mindst det imponerende og voldsomme intro som glider over i den fremmedartede frase som første gang høres efter 22 sekunder, og gentages i løbet af nummeret. Meget bizart.

Blidt

I den helt anden grøft – der hvor man kan høre sne falde – folder han et helt andet register ud. Vi kan sagtens fornemme den walisiske bjerghytte, og man kan se for sig, hvordan der kommer ånde ud af munden, når Charlie Barnes forkynder sit smerteevangelie. Klaverets smukke enkle akkorder falder som ny sne og virker ganske meditativt, her midt i Charlie Barnes drømmeland. Gode eksempler er ”Film”, ”Easy, Kid”, ”Balloons” og ”Dresden”, sidstnævnte går dog rimelig agurk til sidst. Det er faktisk smuk musik, og jeg kan ikke undgå at tænke på Bon Iver eller sågar gode gamle Mark Hollis i de stille passager. Det gode er, at Charlie Barnes ofte formår at tage pomp og pragt tyngden helt ud af numrene og i en stund benytter sig af fuldstændig lydpauser. Han bygger numrene op og skifter mellem ro og over the top power.

Pladen vokser

Det er ikke en statisk plade, det er faktisk slet ikke nogen dårlig plade, den overrumpler som noget der unægtelig virker faretruende kedeligt i starten, på en forudsigeligt camp og skabet måde, men den får arbejdet sig op, og afvekslingen mellem alt fra de høje nagler med elementer af hård progressiv rock via dandy-tantet broadway suppe til den mere inderlige sorgfyldte kammerstemning, viser sig at være en god investering. Man skal lige høre pladen igen – og så én gang til. Og så måske heller ikke mere lige med det samme.

Slap Af

Charlie Barnes står på skuldrene af giganter, for det meste uden at miste balancen. For han hviler nemlig i sig selv – hold op, hvor han hviler i sig selv. Jeg vil ikke kunne svinge mig op til at mene, at vi har med noget episk at gøre. Men det er klart bedre end en standardvare, manden har noget på hjertet, han kan som sagt mange ting med sin stemme, sin musikalitet og sit klangunivers og formår at skifte dynamik og stemninger mellem numrene, som andre kunne lære noget af. Det ER en god plade. Han vil bare så pokkers meget og har måske lidt svært ved at slappe af og slippe bare nogle af følelserne, primært fordi han så godt kan lide – at lide. Det bliver lidt forkrampet, lidt skizofrent til tider, men også forfriskende modigt.

Jeg skrev i starten, at Charlie Barnes ikke er ked af det; det passer ikke, han er faktisk utrolig ret-så-meget ked af det. Hans klageri bliver bare lidt for meget for mig i løbet af ti numre, og derfor kommer jeg nok til at høre ham lidt mindre end nogen, sikkert med rette, mener han fortjener. Og sådan er det.

Charlie Banes – More Stately Mansions

1. More Stately Mansions
2. Sing To God
3. Easy, Kid
4. Balloons
5. Ghosts
6. Macbeth, Macbeth, Macbeth
7. House
8. Dresden
9. Hammers
10. Film

Line-Up

• Ste Anderson – Trommer
• Sean Balcombe – Bas, Vokal
• Charlie Barnes – Guitar, Piano, Vokal
• Josh Hughes – Guitar

Pladeselskab

SuperBall Music