CHILDRENN International Exit

CHILDRENN viser på deres andet album “International Exit”, at deres stemningsfulde og håndfaste eksekvering af betagende og besynderlige rockhybrider aldrig var et lucky punch. 

I forbindelse med CHILDRENNS optræden på Nordic Noise 2016 betegnede vores anmelder deres sound som ”minimalistisk avantgarde synth rock”, og noterede sig, at “De er meget sikre på det de laver, og de er et skridt foran publikum, som lige skal forstå de nyskabelser der bliver kastet ud i koncertsalen.”

Enig. De kan meget, og de vil meget – på samme tid. Og de viser det allerede fra første nummer “Cool Ache” som er en rigtig underspillet luskefis, der med ganske få virkemidler og gode skæve western agtige guitarfigurer, skaber en sær ildevarslende krøllet Depeche Mode-møder-David Lynch-stemning; forstået på den måde, at der allerede fra start serveres numre, hvor vi skal dykke lidt dybere i vores referencekartotek end lige Scorpions, D:A:D, Purple eller Dream Theater. Vi skal vide lidt mere, investere lidt mere og ikke bare tage for os af de lavthængende frugter.

Svære revolvertricks

Andet nummer  “Royal Fever” fortsætter med en stødende march agtig puls, med flotte vokalarrangementer, som både lyder lette, afslappede og nervøse og pågående på en gang. Stemningen rækker tilbage til noget udknaldet britisk popkunst fra firserne, og de på overfladen komiske motiver og melodier, bliver altså lidt psykotiske og skizoide… det virker meget personligt for CHILDRENN; vi skal helt ind i sindet(!), og det er fedt at CHILDRENN tør gennemføre deres offentlige renselsesritual. Jeg tænker på en blanding af Rufus Wainright, Bowie, Brian Ferry, og Adam Ant. Jeg vil ikke sige, at jeg aldrig har hørt denne kombi, men jeg vil sige, at det er sjældent, at et dansk relativt nyt band formår at gøre sådanne autenticitetsmarkører til deres typiske revolvertricks, det er altså ikke sååå let. I know, CHILDRENN er ikke grønskollinger, bandet er sammensat af nogen af dansk rocks helt store koryfæer fra de forgående årtiers store indie/alternative rockbands, men det er en fortærsket historie, som jeg ikke vil bruge så forfærdelig meget tid på her, andet end at understrege, at deres musikalske sammensatte bandkonstellation virkelig betaler sig.

“Where’s The Door” starter pænt, hvor der synges noget i stil med,

“If I´m already dead to you now, no need to contemplate, cause in already dead and there is no remorse anyhow” 

Men der går ikke lang tid, før buzzet og hidsig støjrock vælter ud af højttaleren og bidrager med et vanvidstouch, som bestemt klæder nummeret og understøtter den videre tekst,

“I´m going down down down… but where’s the [road](?), where´s the door?”

Denne skiften fra rolig til voldsom mellem vers og omkvæd, gentages og markerer en fortabt sjæls splittelse og frustration. Nummeret fungerer rigtig godt som et behersket og underspillet Mike Patton/Mr.Bungle udspil.

Kunstnerisk bredde

Trods et stilvirvar af avantgarde, alternative og post-rockede stier og omveje, finder CHILDRENN stort set i hvert nummer – og dermed også lytteren – sikkert hen til populærmusikkens alfarvej. Dermed bevarer de den letgenkendelige melodi, mens de sikrer, at det aldrig bliver kedeligt, eksempelvis “The Signal Is Clear”, som på overfladen er en banalt britisk punkslasker. Men CHILDRENN har villet lidt mere, så nummeret har fået ekstra knas på guitaren, som lyder som et stort lettende passagerfly. Den oprindelige sang ryger undervejs i baggrunden og støjen transformerer nummeret til et tranceagtigt støjtapet. Tapetet er forholdsvist langt, over 6 minutter. Hvis der havde været mange af den slags numre, så ville man kede sig, men på dette tidspunkt i albummet lander det som en appelsin i turbanen.

Ligeledes “11th Hour Lullaby / Cloud#22”, som har en langsommelighed og ro, der tilfører albummet kunstnerisk bredde og diversitet. Vintage synthflader breder sig og introducerer en underlig og nervøs drømmende midnatsatmosfære, hvor der skiftes mellem dur/mol over samme grundakkord. Senere udvikler det hele sig til et nogenlunde standard rocktrack, der dog i sidste del korrumperes af undersøiske dyrelyde (synth-skabt), som små dybhavsorganismer der vimser rundt. Eller er vi helt ude i rummet? Hampen? Det er op til lytteren, men stemning er der i kassevis af.

Weltsmerz

Og det er virklig CHILDRENNs styrke; at de varierer fra sang til sang, i tempo udtryk, vokale stiltræk (dog mest britisk) og numrene får derfor utroligt mange funktioner. Det bliver meget narrativt og dragende. De er ekstremt ambitiøse og kræver at lytteren også er det. Og tektsligt er de dybt ramt af verdens triste tilstand, som sanger Jakob Brixen fortæller det:

“When we wrote the songs for International Exit, Manoj and I were both filled with a mood of demise, which I think emanated from some tendencies and scaremongering in the current zeitgeist that has affected us a lot.
A feeling that everything could fall apart around us. A feeling of anxiety on a personal level and on a political and global level. This is also reflected in the lyrics that revolve around an underlying theme of collapse with elements of decadence, profane madness, self-destruction, denial, anger, deep darkness and longing for deliverance.”

Vurdering

Jeg opfatter dem som en gang vellykket musikalsk kluddermor, hvor alle numrene trods variation af sværhedsgrad alle er ligestillede; jeg kan ikke rigtigt tage et nummer ud og fremhæve dette eller negligere det fremfor de andre – måske lige det lidt svage “I am the Antenna”, der virker som lidt fyld. Men man bør ikke tage et nummer ud af albummet. Det er et hele, som det er, og det synes jeg egentlig er mærkeligt; hvordan kunne de lige vide, at de 10 udvalgte skæve numre tilsammen havde den helt rette balance, når de nu er så indbyrdes forskellige?

For at være et mesterværk, tror jeg, at albummet skal ramme os endnu skarpere i sit udtryk og måske manifestere sig som et forvarsel til et rocknybrud. Det gør CHILDRENN ikke helt; der er intet paradigmeskift, de har ikke skabt et afgørende album, de har ikke leget med konceptalbum tanker, eller tydeligt inkorporeret inspiration fra andre kunstarter eller helt tænkt så høje tanker som eksempelvis Pink Floyd, The Beatles, eller danske Kliche. Men de giver os en klar besked om, at de nuværende genrer og blandingen af dem, kan udforskes langt mere, end de fleste bands orker at give sig i kast med. Og så måske med tiden kommer albummet. De har potentialet og tiden med sig.

Jeg er ofte blevet drillet – af især en af mine kollega fra redaktionen – med at jeg generelt giver mange stjerner; det skal så ikke gå ud over CHILDRENN.