Chiro: Tunnel

Det kræver ikke tunnelsyn at konstatere, at danske Chiro har fat i den lange ende på deres debut album “Tunnel”. Skiven har en fuldendt tung sound og er fyldt med originale melodiske elementer. De har været aktive både sammen og hver for sig siden 1989. Hvorfor tog det så lang tid?

Der er sikkert en del der kan huske det esbjergensisk metal-band Sinister, som huserede den danske metalscene op gennem 90’erne med en rimelig succes. Gendannet som Chiro har de imidlertid fundet fælles fodslag som berettiger til, at de denne gang får mere vind i sejlene.

Det store overblik

Chiro viser stort overblik og samler undergenrerne op med hård hånd, Doom bliver pakket ind i ondt, Numetal får gennem Chiros vridemaskine den rette nålespidse skarphed og sludge lyder røvtungt og drøjt, som om man trasker rundt i kviksand med gummistøvler fyldt med partisansøm, i nattens mulm og mørke. Trommerne er ekstremt potent produceret, og der er kælet for den helt rette tørre og skarpe guitar lyd. Derudover viser P.O., at han måske ikke er Dio, men dog har en god sans for dramatik og variation af fraseringer, toneleje og det udtryk, han vil have frem. Man hører inspiration fra mange kanter og på åbneren “Supreme” er det tydeligt at de må have hørt “Monotheist” af Celtic Frost. P.O. udspyder endda Tom G. Warriors bizarre “hydrrr!!!”. Derudover bruger de meget thrash punch og fremdrift med iørefaldende tunge riffs som eksempelvis Metallica.

Stærke numre

“Womb” åbner med en herligt brummende og knitrende bas intro lidt a la Geezer Butlers… snorken. Meget fuzz på guitaren, nummeret har en virkelig gemen lyd, harmonikken og det melodiske er trængt i baggrunden for en bizar, kvalm og klaustrofobisk fornemmelse, som i en womb, og, puha, P.O. synger ikke, han snerrer snarere mens han kløjs i gammel opkast. Nummeret er meget eksperimenterende og halter rundt som noget der er ved at dratte omkuld for aldrig at rejse sig op.

Et nummer, hvor alt flyder perfekt sammen i ultimativ doom, død og metal er “Flow” som er tungere end ind i helvede, fyldt med kvasende Geezer Butler agtigt bas, god thrash vokal, råbekor, lejlighedsvis semi clean vokalfraser med sygelig klang, gode djævleblues guitarfigurer og riffs med elegant brug af tritonus og som kronen på værket en oplagt parafrasering af Black Sabbaths tempo skift i nummeret “Black Sabbath”. Det nummer har jeg haft på repeat mange gange nu.

Jeg kan godt lide deres små nedtonede numre som leder op til det næste metal tons, her tænke jeg på “Storm” som et tørt forvarsel til “Burning” og “Costeau” der kommer lige inden det suveræne “Bender”. “Costeau” fungerer eminent som en perfid påmindelse på sølle 45 sekunder, om at ingen er udødelige – som jeg hører det: “Time consumes even the mighties men, turns their bones into dust again, Time is a foe, that cannot be slain, days shall come when nothing remains” snarere end et reelt nummer er det vel en skadefro lydkollage.

Afslutningsvis får vi “Bender” som starter med en enerverende skærebrænder lyd der forsvinder ind i de tungeste sludge/stoner/doom riff og rigtig god brølen fra P.O. Som et hjerte der slår tungt og langsomt og en smerte i brystkassen af ren indlevelse rammer undertegnede. Feel bad når der er fedest og på en gang hører jeg Black Sabbath, Mastodon, At The Traves og Candlemass. Og dejligt let klirrende bækkener.

Den gode skive

Det her er altså en rigtig god skive, den er lige akkurat så ond at alle stadig kan være med. Der mangler intet, numrene er gennemførte og komplette hver for sig. Endvidere er det en meget vellykket produktion hvor der er saft, dybde og kant hele vejen igennem. Ingen numre er for lange, de er tværtimod alt, alt for kort! Mere fra den kant tak!