Chris Isaak og band charmede i Amager Bio

Semiprofessionel optræden! Forvent ikke Taylor Swift niveau! Ikke perfekte, nærmest bare et hold bondeknolde der kan lide at spille musik. Vi ville ikke holde en meter på en stadionscene. Således introducerede singer/songwriter Chris Isaak sig selv og bandet  for Amager Bio’s publikum tirsdag aften, hvor også RockZeit var iblandt. En koncert der var tæt på udsolgt.

De havde styr på deres shit

Chris Isaak, mest kendt for hans signatur melodi “Wicket Game”, præsenterede sig selv og sit band The Silvertones. Men otte og tredive år sammen i det band, må da have givet noget rutine og noget professionalisme! Ja, derfor undrede Chris’ bemærkning mig også noget, da han kom ind til en sejt swingende American Boy.

Der kunne da ikke være tvivl om, at Chris og Silvertones  alene bedømt på deres alder, virkelig sad godt og sikkert i “Rock and Billy” stolen.

De havde styr på deres shit. Bandet, bestående af Kenney Dale Johnson på trommer, Rowland Salley bas, Hershel Yatovitz på adskillige guitars, og Brett Truggle keys. Alle klædt i sorte habitter og blanke sko, vidste lige nøjagtig hvad Chris forventede, og de afleverede.

Ud blandt publikum

Chris selv bar sort jakkesæt med glimtende similisten ned langs begge sider af buksebenene, og havde en hvid Gibson i Gretsch 6120, model i hænderne.

Den blev skiftet rundt med forskellige versioner af andre akustiske og elektriske guitarer.

Guitaren blev dog efterladt da Chris i tredje nummer steppede ned fra scenen, og med trådløs mic syngende Dont Leave Me On My Own bevægede sig ud blandt publikum, og faktisk hele vejen op på balkonen, hvor han sang direkte til et par piger, samtidig med han kiggede smilende ud til os på gulvet. Yes… det var pro showmanship og kontakt med sit publikum.

Okay, det var nok ikke i et Taylor Swift band, disse folk skulle være.

Simpelt, enkelt og helt nede på jorden, afviklede Chris og Silvertones en maxi pakke af musik fra hele Chris Isaak ́s karriere. “They can dance! Really, they can dance, take a look” smilede Isac imens han pegede rundt på bandmedlemmerne. Med den bemærkning linede Rolly og Hershel op bag Chris, i et rockabilly nummer, hvor vi øjeblikkelig blev ført tilbage til halvtredserne og start tresserne, hvor det var totalt imponerende, at se for eksempel The Shadows i total sync, bevæge ben, guitarer og hoveder i en koreografi der absolut ikke matchede dansere fra Taylor Swift, eller andre store pop kunstneres showdance, (som man i øvrigt kan få alt for meget af), men det plantede alligevel store smil på alles læber. Det var charmerende.

I det hele taget var hele koncerten rigtig charmerende.

Chris Isaak havde fuldstændig styr på publikum. Med smil og venlighed introducerede han hvert enkelt nummer.

Af og til drejede han sig rundt mod bandet ”Hey Kenney… should we do that tune where you sing the high notes…?” Hvor skulle Chris dog også vide fra at fotograf Hanni og jeg havde set sætlisten… men det virkede ærligt impulsivt. Kenney kom frem med en tamburin og jokede med, at han da kun sang de dybe toner, hvilket selvfølgelig ikke passede. At se Kenney, den dér lidt kraftige lidt arrede mand med Elvis hår, hårdt tilbagestrøget, bag trommerne. Desværre placeret bag en plexiglas skærm der skabte noget irriterende genskær fra scenelyset, fuldstændig sikker og afslappet styre groow’et var en fornøjelse.

Jeg har kæmpe respekt for de nye unge musikere. De er vold dygtige. Men den simple puls, den ro og erfaring Kenney Johnson, med sit mafia stoneface udtryk, måden han pushede både Chris og resten af bandet var stærkt beroligende. Jeg tror ikke jeg hørte et eneste drum fill der havde mere end to eller aller højest tre slag i sig. Men steady, det var det fandme.

Således lå også Rollys bas, på sin plads i sync med Kenney. Jeg havde dog af og til besvær med at skille hans toner ud, trods at house mix var okay. Især Chris’ vokal sound. Den stod klart, tydeligt og direkte. Selvfølgelig krydret med det berømte rock a ́ billy slap delay, som Sam Philllps og hans Sun studie, introducerede til Elvis i midt halvtredserne. Det kunne ikke være anderledes. Og da slet ikke når man tænkte på hvilken musikalsk opdragelse Chris har fået.

Han har oplevet hele den spirende rock and roll fødsel, med Elvis, Chuck Berry, Eddie Cochran og Roy Orbinson.

Roy Orbinson

Og Chris huskede hvordan det var at være support act for nogle af de store stjerner, dengang han var upcomming. De kunne være nogle lede kolde bastarder. Men ikke Roy Orbinson. Den søde, rareste og fine musiker, man kunne møde, fortalte Chris. Og så fik vi selvfølgelig monster hittet Orbinson’s ”Pretty Woman”. Så var Chris Isaak’s inspirationskilde sat på plads!

Men lige så meget monster hit, kunne det begejstrede publikum også genkende i Isaaks signatur hit “Wicked Game”, spillet i samme rolige tempo som originalen. Ingen stress.

Derimod var det lige før man blev forpustet når den lidt store korpulente guitarist Hershel Yatovitz fik frie hænder. Men heavy rock guitarist, det skal han ikke være trods sin kampvægt. Bedst var han i country stilen, med den klare skarpe tone, som desværre blev leveret af endnu en digital amp simulator, trods der stod en dejlig Fender twin reverb på scenen, slukket og uden kabel i.

Jeg havde hellere hørt den.

Killing the Blues

Chris fik overrakt Rollys bas og tog imod den med bemærkningen: ”Now this it what you all have been waiting for….A bass solo”.  Stor jubel fra publikum. ”Well I can hold it, but damn if I dare to play it” jokede Chris. I bytte fik Rolly, Chris ́ guitar, fordi nu skulle vi simpelthen høre hvordan det lød når en komponist selv synger sit nummer. Det nummer var nemlig “Killing the Blues”, skrevet af Rolly og bl.a. de to stjerner Robert Plant (Led Zeppelin) og Allison Krauss har indspillet det i deres meget fine version. Men ak, ak…Hvor sympatisk det end var at Rolly skulle synge sin nu kendte komposition, så holdt det ikke. Rolly kunne ikke ramme de høje toner, og hans vokalpræstation slingrede noget rundt. Det var synd. Til gengæld var han på hjemmebane med kor stemmerne sammen med Hershel, Kenney og Brett Truggle.

Ægte amerikaner musik

Men det var stort set også det eneste der smuttede. Hele koncerten var præget af ægte amerikaner musik fra Rock and Roll ́s fødsel, med sandstøv, hede og sved på panden, men alligevel bragt frem til en nutidig sound, og afleveret troværdigt og ærligt, med en pragtfuld kommunikation med publikum. En koncert hvor der ikke var andre der havde travlt end Hershells og Chris’ guitar techs der kom ind med den ene guitar efter den anden, og behændigt snoede remmen op over hovedet på musikerne, mens han samtidig opererede den nye rem og guitar på plads i en karruseltur rundt om Hershel og Chris. Alene det var et show i sig selv.
Chris Isaaks koncert var en pænt stor positiv overraskelse, og mere levende og rocket end jeg havde forventet.
Go rocker Chris go…