Clawfinger opererede i deres helt eget vrede univers. De var helt deres egne i stil og performance, og de prøvede ikke at ligne nogen andre. Det gav folk noget af en anderledes oplevelse, da bandet gik bersærk på Helveti-scenen lørdag.
Pessimistisk, nihilistisk, oppositionistisk rebelsk, og fucked up ligeglade med det hele, tordnede Clawfinger der ud, og koncerten gik fra intens til absurd og frygtindgydende. Med eksplicitte holdninger i næsten alle deres sange, var de heller ikke blege for at spille klassikeren ”Nigger” og råbe ordet ud over Refshaleøen, i en tid hvor man bliver slået over fingrene bare man tænker på at sige dette ord.
Forsangeren Zak Tell havde leopard suit på, og han agerede som et individ der var helt ved siden af samfundet, og ikke kendte til pli, empati og normer overhovedet, og den syge form for attitude var mere foruroligende end det ondeste dødsmetal, og man var ikke helt sikker på hvad der skete på scenen det næste sekund. Det kunne være hvad som helst.…
Zak Tell smed sig ”selvfølgelig” ud fra scenen og ned blandt publikum, og fik dem til at føre ham rundt mens han sang videre som om intet var sket, og der gik ikke en linje tabt trods det farlige stage diving stunt.
Lyden var skarp og fyldig, og selv de mest banale riffs havde styrke og retning. Zak var hyperaktiv på scenen, og han holdt sindene i kog hos publikum, og i høj grad også for sig selv. De blændende fede instrumentalister i bandet, lagde en god bund der var intens og stabil hele vejen igennem koncerten.
En god blanding anderledes numre
I nummeret ”Two Sides” fik vi orientalsk rap metal a la Faith No More, og det var ét af de numre som stak mest ud som anderledes i musikalsk stil, og det var alligevel usædvanlig, da alle Clawfingers numrene generelt er meget anderledes.
Det var en lang koncert, og det var utroligt at Clawfinger kunne få det hele til at vokse og vokse og det hele blev federe og mere absurd som tiden gik. Der var mange fede numre, som ”Better than the rest” og the ”The Price we Pay”.
Mod slutningen af koncerten fik vi klassikeren ”Tell me Truth”, og man kunne se på skaren, at der var en del publikum der kendte dette nummer. Zak Tell sang ikke omkvædet så vredt som på studieindspilningen, men der havde været så meget vrede i løbet af koncerten, at det ikke gjorde så meget at man lige kunne få pusten, og høre frasen med ordene som et, næsten, normalt omkvæd.
Koncerten sluttede med ”Do what I say” hvor man hører en psykotisk barnestemme synge en nervøs og gyselig melodi…og så gik det i gang. Den foruroligende melodi kom vendte frygteligt tilbage, og det var så den sidste lyd vi hørte fra Clawfinger for denne gang.
Hold kæft et forskruet musikteater. Det udløser 4,5 stjerner!
Skriv et svar