Clutch besejrede Copenhells Hadesscene endnu engang

Clutch gjorde det sgu nok en gang! De bøvede, brutale, men elskelige farmerbluesrockere satte strøm til høtyvene, slagtede os som bæredygtige grise og høstede klapsalver, skrig og skrål, som stadig kan høres fra Store Magleby til Annapolis.

Den amerikanske professionalisme

Clutch har i mange år været heftigt omrejsende i effektivitet, arbejdsomhed og en kantslibers præcision i forhold til at skære en koncerts længde og indhold med nærrig akkuratesse, således at biksen kan pakkes sammen, ud i bussen, afsted og stå klar aftenen efter i et andet land, uden at det har krævet for meget blod, sved og tårer. I disse streamingtider er det vilkårerne, når der stadig skal tjenes penge og derfor også for fansene, der, dels troligt stiller op, velvidende at heltene spiller det, de spillede “forleden” og dels måske står med et snert af længsel efter bare at længes efter at høre idolerne. Man kan jo se Clutch en eller to gange i Danmark pr. år og måske aftager gensynets glæde gensidigt med så korte intervaller.

Der har da også været præstationer de seneste år, hvor noget af gejsten var blevet hjemme i Maryland. Bandets professionalisme, overfede sange, og Neil Fallons delirøse traktorcharme hiver alligevel altid som minimum en bestået karakter hjem, og derfor var de da også et must for undertegnede i går, da de vendte tilbage til Hades efter fem års fravær.

Den dansk-amerikanske forbindelse

Man kan så godt forstå, at Clutch er så glade for Danmark, for de har efterhånden samlet en ekstrem trofast klan, som på en god dag gør det halve arbejde. Igår var en af de rigtig gode dage, hvor gnisten satte ild til laden fra første gustne bluesrock tone. Og vi, pøblen, gik da også helt amok, da Fallon introducerede “The Mob Goes Wild” med den klassiske frase “Please allow me to adjust my plans!” Ingen tvivl om, at bandet har en evne udover normalen til at sammensætte knastørre blues riff med en rytmisk uregerlig sparkedragt og en god portion humor, som gør den fortærskede genre spillevende. Der er så meget gang i numrene, at man slet ikke kan stå stille, ligegyldig, hvor mange gange man har hørt det hele før. Fallons maniske cabin feber moves og de få, men virksomme kammeratlige kommentarer til publikum var olien der igår – som altid – fik hardrockens førende mejetærsker til at buldre derudad helt gnidningsfrit.

Lamb Of Clutch

Jeg tror, at timingen var perfekt for Clutch, for folk havde stadig den overjordiske præstation fra Lamb Of God kort forinden siddende i mellemgulvet og man havde ligesom slet ikke lyst til at geare ned, tværtimod, det gjaldt om at holde det vanvittige momentum kørende så længe som muligt. Belejligt nok kunne Lamb Of Gods Randy Blythe så lige spadsere fra Helvitis backstage område over til Hades scenen og smadre igennem sammen med Clutch og os, the mob. De amerikanere har hinandens rygge, må man sige, han var tydeligvis den helt rigtige legekammerat for Fallon, og jeg skal lige love for at den amerikansk-danske forelskelse fik et nyk op, hold op hvor Hades groovede, gyngede og svingede, så man frygtede det hele ville styrte sammen.

Clutcher than life

Der var noget overlegent over den amerikanske selvsikkerhed, ikke arrogance,  men bare en ekstrem bevidsthed om egne kvaliteter. Det kan være vildt inspirerende at se på, når bandet samtidig syder af beruselse over at nogen gider høre på dem, og igår mærkede man i særlig høj grad, at Clutch er taknemmelige for den succes, de har. Og de leverede på den hårde måde.

Et nummer som “The Face” var tungt og imposant med den bredeste brede guitarvæg, der modsvarede Fallons rungende vokal:

“One thousand Les Pauls
Burning in a field
What rabid religion
Poisons their minds?

One thousand Jazzmasters
Thrown into the sea
What measure of madness
Governs their time? Alright

Teksten er en bøllepoetisk kommentar til religiøse kræfters evindelige og uvindelige kamp mod den forkætrede rytmiske musik. Tekstmæssigt er Fallon altid i stand til at ramme noget spot on, humoristisk og medrivende, hvadenten han er seriøs eller bare vil have os til hoppe op og ned meget hurtigt. Så skal Clutch bare spille “Electric  worries” og skråle,

“Bang, bang, bang, bang
Vamanos, vamanos
Bang, bang, bang
Vamanos, vamanos, come on!”

Så står vi og hopper. Ligeledes med en forrygende “Noble Savage”, som jeg ikke før har hørt bedre live. Faktisk hoppede vi sammen med Fallon lige indtil han trods bedende blikke fik et utvetydigt nej fra scenepedellen, til at spille et sidste nummer.

Koncerten virkede som et løbsk lokomotiv der kom susende og pludselig var væk igen. Holy crap, det var en af de helt gode oplevelser.

Man kan måske ikke sige, at der går en lige linje fra Clutch, Pretty Maids, Terror og Tool, højst er par fedtede tynde tråde, men man kan så til gengæld netop glæde sig over, at Copenhells volumen berettiger til – og muliggør – en sådan vanvittig bredde. Tingene hænger sammen, bandene har styr på deres shit og festivalen sparker med denne variation bagud mod kritikerne og fundamentalisterne, der kun vil høre snæver metal.

Clutch er et af de bands der bare skal være på sådan en festival.

Og så må de godt lige lave en ny plade, inden de står her igen!