Clutch – Psychic Warfare

Det uregerlige og mangesidede rockband fra Maryland, Clutch, er klar med deres ellevte album ”Psychic Warfare”, og i følge dem selv, er de denne gang mere in tune med hinanden som musikere og føler sig hjemme i deres egen iboende sound. Således søger de denne gang ikke per impuls efter en ny måde at definere dem selv, men hviler mere i sig selv.

Det kan så betyde at der er gået morfar i den, eller at man tværtimod besidder så mange facetter, at kunsten snarere er at dosere de erfarede færdigheder, hvilket tit kan være mere langtidsholdbart end en enerverende, ungdommelig og konstant grænsesøgende adfærd.

Nogle gange er det så bare en søforklaring, der skal dække over, at man ikke har mere at sige. De fleste større, men ældre bands lander et sted mellem de nævnte poler, så hvad med Clutch?

Rock ’n’ Rhino

Clutch har eksisteret i over 20 år, bestået af stort set de sammen medlemmer siden start, på nær midlertidigt medlem, keyboardspilleren Mick Schauer. De må da være trætte af hinanden, skulle man tro, men tværtimod. Egentlig lyder de utrolig sultne efter at nappe minimum et årti mere. Der er en frådende sult over det her album, Clutch er dejligt bramfrie, lidt klodsede i deres musikalske bevægelser, der er noget Rock ’N’ Rhino over det her, og det giver lige det los i gonaderne, man kan have brug for, når livets rytmer bliver for meget a la 9-2-5-24-7. Med Clutch er det mere 7-9-13.

Så altså intet tegn på metaltræthed her eller cabin fever, de dyrker endda et instrumentalband ved siden af, med dem selv som medlemmer.

Does Neil Fallon Dream Of Electric Sheep?

Neil Fallon skal efter eget udsagn være fascineret af kultforfatteren Philip K. Dick’s sci-fi-dystopiske og paranoide tekstunivers, han tager sit tekstarbejde ret alvorligt, men har det sjovt samtidig og ser det som en glimrende mulighed for at lyve så det driver. Det gør han ved at kreere små bizarre historier, som tager udgangspunkt i et forvredet realplan, en virkelighed der ligner, men slet ikke er. Temaerne genkender den ikke nødvendigvis skarpe lytter fra bærende kultursøjler som Hustler, Marvel og Tarantino. Underholdende er det i hvert fald.

Første rigtige nummer, ”X-ray Visions”(efter et halvt minuts introcollage) er ude af starthullerne, før man kan lave en sherifstjerne på sin sidekammerat. Det her er ikke højpandet musik, det er lige på og skråt op, og Fallons poetiske og hyperaktive kunstnersjæl kan mønstre følgende skizoide historie:

First thing that I did, was buy a pack of smokes, check in to a motel and consult my horoscope. Sitting on the bed, with a briefcase in my hands, patiently awaiting any word from my command

Telekinetic, dynamite Psychic warfare is real You better believe me brother X-ray vision Telekinetic prophetic dynamite Psychic warfare is real I know what you’re thinking sister X-ray vision

Next thing that I did, was tap out Morse code, with a wooden nickel on the receiver on the phone. Before I could complete it, I was quickly overtaken by the angry spirits of Ronald and Nancy Reagan

Telekinetic, dynamite…

 Og sådan kører paranoia vrangforestillingerne på smukkeste vis:

Last thing I remember, I was covered by the ruins, I don’t know who’s to blame for that, but I know who didn’t do it. With every day that passes, it keeps on getting stranger, but that really doesn’t bother me, cause I get off on the danger.

Bum. Fallons banale budskab er, at hovedpersonen i sangen faktisk godt kan lide, at det hele er farligt, uforudsigeligt og kaotisk.

Clutcher Than Life

Hvor Volbeat er et velsmurt lokomotiv fra helvede, er Clutch snarere en rusten løbsk dræsine fra Maryland.

Albummet ”Psychic Warfare” fortsætter derudaf, nummeret ”Firebirds” drøner lige ud af route 66 i et tempo som efterlader Lightning McQueen i rabatten. Clutch former albummet som var det en liveperformance og man fornemmer, at de er blevet seriøst varme. På ”A Quick Death In Texas” sættes tempoet lidt ned, hvilket er velvalgt, men intensiteten er hele tiden den samme. Nummeret svinger, groover og funker derudaf og rytmesektionen,  følger Fallons uhæmmede og kreative vokal. Et virkelig fedt stykke støjende, men melodisk og funky råberock hvor Red Hot Chili Pepper står og tager notater. Det bør de i hvert fald.

Ved første gennemlytning får man naturligvis de åbenlyse stilistiske genretræk og virkemidler lige i skærmen – småkage! – men der sker generelt rigtig meget i lydbilledet og ax-man Tim Sult, hiver sgu nogle gode idiomatiske stonerriff ud af fløjlsposen, mens Fallon rapper, vrøvler, råber og synger hektisk, synkoperet.

”Noble Savage” må være fætteren til Volbeats medrivende og effektive countrymetalslasker ”Sad Mans Tongue”, som klart hylder et fordærvet maskulint helteunivers for fuld kanalje. Det er stort set samme tempo, men Clutch formår at komme i mål uden at have søbet sig ind i samme mængde pyntelyd, som Volbetas velproducerede sound (desværre) ofte er garant for. Hvor Volbeat er et velsmurt lokomotiv fra helvede, er Clutch snarere en rusten løbsk dræsine fra Maryland.

Ro på

Jeg har ikke nogen anke på nogen af numrene, andet end at Clutch trods deres påstand om at de hviler i sig selv, desværre glemmer at g i v e s i g t i d. Når de skruer lidt ned for tempoet, blomstrer smukke klange frem af deres asfaltrock, og man kan høre, at de har skræmmende meget mere at byde på, og måske får vi det at høre, når de har nået gyngestolsalderen og ikke orker at have så travlt længere.

Her skal jeg så lige fremhæve ”Son of Virginia”, som netop er den der ekstremt stemningsfulde ballade, og man fornemmer, at Clutch og Fallon har været dybt inspireret af deres hjemstavn. ”You’ve got to know your history, Son of Virginia”. Nummeret er slow og Clutch dyrker bevidst det langsomme tempo, trækker på det og bygger stille og roligt nummeret op. Til sidst tilføjer de et sælsomt mandekor-in-the-skies, som forstærker den der melankolske tusmørke vibe. Der er tale om et rigtig flot sidste nummer på et rigtig flot album.

Maryland

Marylands motto er det italienske motto “Fatti maschil, Parole femine”, som løst kan oversættes til “mandlige gerninger, kvindelige ord” og som mere bredt i dag udtrykkes “stærke gerninger, nænsomme ord.” På en måde opsummerer det nogenlunde Clutch’ tilgang og æstetik til at lave rockalbums, som er vedkommende og vedvarende.

Maryland er karakteriseret ved, at der er en mangfoldighed i fauna og planteliv, geografiske fænomener, floder, bjerge, marsk, and what have you. Der er industri, landbrug, fiskebrug, skovbrug og medicinalindustri. Og mere til. Det er et Mason-Dixon grænseland mellem de gamle syd- og nordstater og det kan være en del af forklaringen på, hvorfor Clutch i høj grad emmer af knaldhamrende autentisk rebelsk råhed, kompleksitet og dybde, samt en veludviklet form for æstetik fornemmelse og musikkompositorisk tæft – om de ved det eller ej – uden på noget tidspunkt at miste deres brutale energi, knaster og rustne søm.

Clutch DK

Jeg så Clutch på Copenhell 2014, og jeg husker Fallons umanerligt bøvede, buttede og ligefremme, men samtidig dybt musikalske og karismatiske performance til Copenhell 2014. Hans arme og hænder var i konstant bevægelse, som en manisk lumberjack med rystesyge, og jeg ventede hvert andet øjeblik, at der ud ville flyve skovmandsskiver fra Schulstad ud af hans hænder.

Det gjorde der ikke, i stedet har Fallon og de gamle drenge rystet nogle bundsolide tørre tæsk ud af ærmerne og samlet dem på et forrygende album.

Dem glæder jeg mig til at høre den 4. december i Store Vega.

Slesvig?