Coldplay lyste i Parken

Der er få bands som er startet ved årtusindeskiftet som er slået igennem på den måde som Coldplay har gjort og har bevaret populariteten, endda nok til at fylde Parken 2 gange i rap. RockZeit var til stede til første koncert, hvor man virkelig kunne se hvorfor, man skulle bruge Parken til et lille band på 4 mennesker. Det var et kæmpe show.

Shit, noget rod!

På grund af en række forsinkelser der begyndte i forbindelse med de to opvarmnings-artister, fortsatte den selvfølgelig også til Coldplays act, som skulle begynde kl. 21. Det kom ikke til at ske. Men derimod kl. 21.30 hvor vi fik det infantile og irreterrende John Williams sound track til filmen E.T. som med halv dårlig lyd blev spyttet ud over Parken. Trods forsinkelsen, var der åbenbart tid til, at 3 gymnasiestudenter gik på scenen og præsenterede Coldplay, og SÅ kom de..? Nej, vi skulle først have et læs video’er om hvordan vi skulle redde verden. 

…så kom de

21:40 kom bandet beskedent frem fra een af de hele 3 scener, som koncerten skulle udspille sig på. Der blev lagt ud med “Higher Power” fra det nyeste album Music of the Spheres, som i min bog er et lidt vattet og ligegyldigt nummer. Den kant der var i musikken, var mest på grund af, at lyden ikke var balanceret ordentligt. Chris Martins vokal var aaalt for kraftig, hvilket gjorde de resterende musikere til noget sekundært i lydbilledet.

How old are you?

Selvom der også var børn og unge tilstede i Parken, legitimerede det ikke, at der blev præsenteret en muppet show-agtig figur som man ser i videoen til nummeret “Biutyful”. Den kom på scenen og på storskærm hele to gange i løbet af koncerten, hvor den sang duet med Chris Martin. Her ville jeg have ønsket, at jeg havde taget nogle meget mørke solbriller med, for det var da en øjebæ af dimensioner.  

Der var uhyggelig meget gejl, glimmer, konfetti, diodearmbånds inferno lige fra starten, og det var som om, at Coldplay prøvede at drukne dem selv i visuelt lir. Armbåndene kunne aktiveres så de lyste i forskellige farver, sågar kunne der laves kæmpe pictogrammer som de tusinder af mennesker til sammen formede. 

Sangen “Yellow” var Coldplays store hit i starten af deres karriere, og kan høres på debutalbummet Paraachutes fra 2000. Det var en vellykket live version, og det var her ganske oplagt, at armbåndene lyste gult overalt i Parken. Det var noget af et syn.

Nadia på scenen

Det var ganske rørende da Martin tog en ung kvinde ved navn Nadia op scenen, og sang “Daddy”. Hun havde et banner hvor der stod, at hun havde mistet sin far, og dét fik han øje på. De sad ved klaveret og hun sang en lille smule med foran de 47.000 publikummer. 

De sidste par numre

Hittet “Fix You” var ganske stemningsfuldt, og i forvejen et ret godt nummer. Jeg havde håbet, at det var det nummer eller et lignende, de ville slutte af med, men vi fik det rædselsfulde tidligere nævnte “Biutyful”. Det var dog markant bedre som live version end studieversionen.

Glimmer og glitter

Det var et kæmpe stort og professionelt show vi var vidner til i Parken. Den teknologiske bedrift var imponerende. Jeg savnede desværre, at musikken var lige så imponerende. Men det betød ikke, at de ikke havde publikum med sig, for det havde de i høj grad. Chris Martin var i højt humør. Han gav sig 100 % hele tiden, og han var hele tiden opmærksom på om publikum var med. Jeg kunne godt have tænkt mig, at han gav lidt mere plads og mere kredit til bandet, som arbejdede hårdt for at groove optimalt i alle numrene. Martin var lidt for overdimensioneret som frontfigur, der nogle gange kunne få de andre bandmedlemmer til at ligne tilfældige tour musikere, hvis man ikke vidste bedre. Jeg så hellere, at også de havde noget kontakt til publikum, hvor Martin lige kunne skrue ned for charmen engang i mellem.

Faktisk synes jeg, at de første 20 minutter af koncerten var overraskende kedelig og ligegyldig, selvom jeg havde ja-hatten på, nu da jeg skulle høre et stort band som Coldplay. Generelt svingede sangenes kvalitet utrolig meget i sætlisten. Der var i sangene mange vokal melodier som minder for meget om hinanden, hvor man skal høre på Martins høje falset toner. Sangene er meget præget af lead vokalen, men det instrumentale kunne have fået lidt mere plads, så vi fik noget mere kraft i musikken.

Med en langsommelig start, skævheder hist og her, for meget glimmer/glitter og en sætliste der kunne have indeholdt numre der lagde op til  noget mere kant, ender jeg på 3½ stjerner til britiske Coldplay.