Det så sort ud på førstedagen af Copenhagen Metal Fest! Der var nemlig inviteret til tema-torsdag i black metallens (omvendte-kors) tegn!

Copenhagen Metal Fest fejrer i år sit 5 års jubilæum, og som man siger ude i erhvervslivet: Hvis man overlever de første fem år, så er man en levedygtig “virksomhed”, så nu må vi se om Copenhagen Metal Fest overlever weekenden og cementerer sig som en levedygtig festival.

Som noget nyt i år er festivalen udvidet til at omfatte torsdag – godt nok kun på en enkelt scene – ZeBU – til gengæld er salen godt pakket allerede fra første primal skrig til sidste guitarvræng. Og det ser sort ud på festivalens første dag som byder på black metal som gennemgående tema.

19:00 Slyngelstuen er åben!

Tema-torsdag starter på slaget 19 og ZeBU scenen er omdannet til slyngelstue da festivalens første band ihærdigt forsøger at vække torsdagspublikummet til live i den lille sal. Slyngel’s frontmand Mathias Selin, har iført sig corpse paint og et outfit der hylder 80’ernes teatralske udtryk – han er godt flankeret af guitarist Chris Rostoff (der også står bag mikrofonen i Steel Inferno), som er sminkeløs, men ikke mindre teatralsk som han spiller op for kameraerne foran scenen med et kropssprog der får mig til at tænke på Slægts tidligere guitarist Anders M. Jørgensen, eller når man tilhører mit alders segment Robert Plant….

Slyngel fyrer den af med en krydret blanding af black og speed metal som lejlighedsvis slår over i nogle langsommere, mere groovy passager – det er black metal lige efter opskriften (altså mormors originale gamle opskrift – ikke en moderne nyfortolkning af mormors klassiker) med et stort præg af undergrundsstemning, mangelfuld produktion, råt og simpelt med primitive riffs – mere old school bliver det ikke.

Bandet blev dannet tilbage i 2022 og har udover en single (Wrath of Olympus) fra 2023 også en spritny EP (Dracula) på gaden – udgivelsen er ligeså old school som deres lyd, nemlig på kassette bånd, og et knaldrødt et af slagsen. Slyngel åbner festivalen med et energiniveau som ligger langt over det som publikum på dette tidlige tidspunkt kan præstere – og er man vild med den old school garage lyd fra 80’erne, så kan man godt kaste penge efter et knaldrødt kassettebånd til musiksamlingen.

Så er vi igang!

20:15 En rusketur for sjæleangsten

Efter et kort sceneskifte, er det tid til et af de bands, som jeg har set allermest frem til at opleve på hele årets program, nemlig Sjæleangst. Og der er ikke kun tale om sceneskifte, men også stil-, tempo- og stemningsskifte. Selvom der reelt er tale om en duo, træder fem kutteklædte skikkelser på scenen til lyden af regn og torden og fra første anslag tager bandets atmosfæriske, soundscapes et fast greb om ens sjæl og lader elementernes raseren tage over i et halsbrækkende tempo.

Hurtige elektriske og akustiske guitarriffs akkompagneres af smukke pianotoner – der er momenter hvor det musikalske udtryk nærmer sig melodisk doom – hvilket i min optik absolut er et “ja tak!”.

Bandets meget fyldige lyd står i skarp kontrast til aftenens første band, der er en god solid bund i musikken. Som nævnt er der kun to faste medlemmer i bandet, resten af musikerne på scenen er folk der, ifølge konferencier Troels, bakker op om projektet. Lange soundscapes og torden trommer afveksles af fine piano passager der (desværre) er back-tracket….. Jeg er stor fan af, at de instrumenter der bærer musikken også er at finde på scenen – så kære Sjæleangst…. I må ud og finde en ven mere der kan bakke jer op på scenen og denne ven skal komme fra et hjem med klaver.

Sjæleangst har koncert-debut denne aften på ZeBU, men det lader de sig ikke mærke med! Alt er velspillet, stramt og ekstremt – men ekstremt på den absolut bedste måde, hvor musikkens massive udtryk nærmest virker meditativ. Jeg har fået 100% indfrielse. på alle mine forventninger til denne koncert og mere til. Hvis der ikke var mere på programmet idag, ville jeg alligevel gå tilfreds og opløftet hjem. Der er dog publikummer i salen der tilsyneladende ikke deler min begejstring for dette ekstreme og intense indslag og efter en halv times spilletid er ca. 1/3-del af salen sevet ud, men begejstringen er til at spore hos de tilbageværende. Indrømmet – Sjæleangsts symfoniske black metal er sateme heller ikke for svage sjæle, men nøj hvor er det til gengæld godt for sjælen.

Bandet udgav i maj 2024 deres selvbetitlede debut EP Sjæleangst. EP’en indeholder 4 numre der hedder: I, II, III, IV – simpelt, enkelt og ligetil – og det er så vist også det eneste ved Sjæleangst der er det, for deres musikalske univers er komplekst….. derfor skal der også hele 43 minutter til at afvikle de 4 numre, men det passer jo heldigvis glimrende til en festival set-liste. Albummet har i øvrigt høstet stor anerkendelse både herhjemme og i udlandet og det er velfortjent.

Det har indtil i aften været helt ukendt hvem der gemmer sig bag duo’en Sjæleangst og efter aftenens koncertdebut er det fortsat ukendt…… og således lykkedes Sjæleangst på fornemste vis (indtil videre) at honorere genrens typiske mangel på mainstream synlighed og bevarer mysteriet.

21:30 Når det mentale nærvær ofres

Det er igen blevet tid til sceneskifte. Efter at Sjæleangst lod elementernes rasen ruske publikum langt ind i sjælen, bliver det indlysende at det er meget passende at bandet spiller på denne torsdag hvor kun en enkelt scene er åben, for jeg har faktisk brug for den halve time uden musikalske indtryk til at klimatisere til den virkelige verden omkring mig igen. Men Sjæleangst slipper ikke så let sit tag … så det er stadig med efterdønningerne siddende i underhuden at jeg søger ind i mørket i ZeBU kl. 21:30 til en omgang progressivt blackened doom med Offernat.

Variationerne og ambitionerne står i kø på ZeBU-scenen denne aften og det gør ideerne også. Det er tydeligt at Offernat har mange ideer i spil. Det er lige før der er flere ideer end der er musikere til. De 3 mænd på scenen skiftes til at brøle i mikrofonen og bevæger sig ud i længere guitar passager.

Jeg står lidt og prøver at finde en rød tråd i “kaoset” og kompositionerne, men må konstatere at mit system på ingen måde har sluppet Sjæleangst og jeg har svært ved at holde fokus – og det skal ikke lægge Offernat til last – så mine betragtninger omkring aftenens tredje indslag bliver holdt kort.

Det er forskelligt hvordan vi hver især oplever og processer musik – jeg er en af dem der involverer mig dybt når noget rammer hos mig og går op i en højere enhed. Det kan være en udfordring til arrangementer som disse hvor der er 4 bands på plakaten.

22:45 Dybtfølt sørgmodighed frem mod midnat

Lamentari må – uden at negligere nogen – nok være det mest oplagte hovednavn til denne tema torsdag. Bandet har på kort tid gjort sig bemærket med deres meget ambitiøse og storladne tilgang til black metal. Og når man tillægger sit musikalske udtryk et tillægsord som “symfonisk”, så skal det forventeligt også være storladent! Og for mig kan det næsten ikke blive storladent og bombastisk nok. I den kontekst er det lidt ærgerligt, at det er ZeBU scenen der danner rammerne om aftenens koncert, for den sætter sine naturlige begrænsninger for det storladne. Men bandet har åbenlyst ikke glemt, at de startede med endnu trangere rammer end dagens scene og formår at nedskalere deres live optræden til rammerne…. MEN det er ærgerligt når vi har med et band at gøre som på ingen måde er ramt af janteloven og udvikler sig i en retning hvor det ikke er utænkeligt, at vi kunne komme til at opleve dem med fuldt kor og orkester.

Lamentari fremfører deres ambitiøse lyd med teknisk høj kunnen, højt niveau i samspil og nærvær bag deres kolde distancerede ydre. Musikken tordner nådesløst et væld af toner mod publikum og de trænge rammer møder desværre også deres overmand – ZeBU scenens lydanlæg har været udsat for lidt af hvert i løbet af aftenen og her frem mod midnat kommer det alligevel til kort og bidrager med lidt ikke-planlagt buldren. Lamentari forstår at bryde deres intense lydmur op, og efter at publikum er blevet tordnet igennem i en halv times tid, giver bandet os et velkomment temposkifte med det lidt blødere “Dolorum Memoria” fra seneste fuldlængde album Ex Umbra en Lucem, hvor de fine guitartoner og hviskende vokal intro får pulsen til at sænke sig markant. Det er virkelig et nummer man mærker helt ind i knoglemarven – inderligt og grumt – men smukt som ind i … graven….

Efter at vi således har genvundet pusten, sørger Lamentari lige for at køre os helt over i aftenens sidste storladne og teatralske nummer “Appugno” som er lige dele hurtigt og messende groovy og således afrundes aftenen i black metallens navn på fornemste vis. Hovedparten af aftenens set-liste vrænges ud af Ex Umbra en Lucem. Jeg er kun en smule ærgerlig over at debut-mesterværket Missa Pro Defunctis ikke er repræsenteret, men men men…jeg forlader Amager Bio’s matrikel absolut begejstret med et stort smil!

Mørkets flamme brænder lysere end nogensinde før i lille Danmark

Line-uppet på denne første dag og tema-torsdag på Copenhagen Metal Fest er ramt fuldstændig plet i forhold til at vise bredden og variationen i danske fortolkninger af Black Metal. Vi bevæger os i en genre der er kendetegnet ved helt grundlæggende karakteristiske virkemidler i både fremtræden og lyd. Dette kunne snildt have resulteret i at fire bands i rap indenfor 5 timer ville flyde sammen til en stor umiskendelig masse, men lige præcis aftenens line-up bød på så vidt forskellige fortolkninger af black metal, at alle fire bands efterlader et helt selvstændigt indtryk.