Aphyxion

19:30 i Amager Bio

Muskelmænd og jordens undergang

Korthårede muskelmænd kørte folk over med deres damptromlemetal, med alskens metalhymner om verdens undergang, mens moshpits opstod ud af det blå. Der var ingen tvivl om at Aphyxion kunne noget, for når man kiggede ud over gulvet, så alle spændte og glade ud. 

Slagkraftigt som ind i helvede

Aphyxion spillede usandsynligt tight og præcist med yderst god lydkvalitet, samt en kropslig sceneoptræden som i den grad smittede af på the crowd. Selvom der ikke var et eneste langt hår på scenen, var der virkelig metalgnist og voldsomhed. Engang imellem dukkede der en ørehænger melodi op i sangene mellem growl fraserne. Her kunne man se ud over publikum at der blev sunget med i stor stil. I min verden var melodierne lidt søgte og drengerøvs-agtige, men det virkede temmelig godt med lidt banal melodik ind i mellem fortællingerne fra en verden på vej ned i helvede. 

Musikken er tilbage hvor den hører til

Med ordene “fucking fedt” i hver anden sætning, talte leadsanger Michael Vaal til sit elskede publikum som responderede med jubel. Det er jo også bare fedt for alle, at koncerterne er tilbage igen, og at vi højst skal tænke på ørepropper og ikke afstand og mundbind.

Lead vokalen fra Vaal og backing vokal fra bassist Jais Jessen var fin, men det var ikke lige så godt som akkompagnementet, og det var lidt synd. Der var mange fede ting i vokalstemmerne, og det var også ganske professionelt, men det lød lidt for påtaget metal-agtigt en gang i mellem. 

Men alt i alt var det jo en metalfest, og kun i teksternes handling kunne bandet fejle. Mod slutning fik vi “Destined to Fail” som kørte træfsikkert og ramte folk lige i smasken så de var ved at falde bagover, for kun at rejse sig og opleve afslutningsnummeret “Sleepwalkers” hvor Vaal hoppede ud til publikum som bar ham rundt i salen mens han sang i sin, naturligvis, trådløse mikrofon. Bare en fed måde at afslutte en koncert. 

De oplagte fem herre fra Aphyxion får 4 stjerner for aftenens akrobat-metal

 

Solbrud

21:30 i Amager Bio

 

Det udadvendte og kommunikerende Aphyxion blev overtaget af den diametrale modsætning. Et band som ikke skal forklare noget, men bare skal gå i gang og være dét de er, nemlig Solbrud.

Smerte, nu på tube

Solbrud lagde ud med en ny sang uden nuværende titel, og det var som en tandpastatube i overstørrelse som spyttede flydende smerte ud fra scenen. Alt glæde og optimisme var ikke eksisterende, for det var som om vi blev suget ind i en mørk dimension. Da Ole Luk lukkede op for stemmebåndet bag mikrofonen, lød det som et kæmpe døende insekt fanget i et spindelvæv, mens et jordskælv rumlede under det. Shit, hvor var det ondt!

Tempobegrebet ophæves

Solbruds kompositioner er ikke ligefremt komplekse og varierende, men det klanglige er i centrum, og skabelsen af denne specielle knasende metalklang lykkedes det igen for bandet at skabe til UG. Det er som om man hører flader af støj der bevæger sig både hurtigt og langsomt på samme tid.

Man vænner sig til voldsomheden i larmen, og bemærker ikke alle de rytmiske slag. Næsten som om rytmik og tempo får en ny betydning. Musikken er typisk meget hurtig eller meget langsom. Det betød da også at der kunne sniges lidt korte rock-agtige soloer ind i de langsomme passager en gang i mellem, hvilket var de eneste steder der fremkom melodi hos Solbrud. 

Der blev afsluttet massivt med “Dødemandsbjerget“, hvor bandet var rigtig varme og hvor der virkelig blev revet i strengene og slået på tønderne så hårene rejste sig på armene.

Tak

En time med Solbrud passede fint, for dér havde man fået den rette dosis af det øreskærende angreb mod vores trommehinder, og der blev kun sagt eet ord fra Ole Luk denne aften, og det var Tak som svagt kunne høres til sidst før bandet stille gik ud fra scenen. Vi havde heller ikke brug for flere lyde fra mikrofonen, for smerteskrigs-mesteren og hans ledsagere havde leveret det mest ekstreme på hele festivalens første aften. 

RockZeit siger selv tak og giver 4,5 dødsstjerner for aftenenes  avantgardemetal.  

 

Shadowspawn 

22:30 i ZeBu

 

Welcome to the Time Zone

..nej, det var det ikke et nummer der hed, men det var som om man stod i Carlton i midtfirserne og hørte thrash/death metal som lige var blevet opfundet. Fredag aften på ZeBu, skete det så igen. Det var simpelthen som om man var blevet beamet tilbage i tiden. 

Det var rent faktisk super fedt at høre et band i 2021 spille med små utightheder, for det væltede på helt rigtige måde som Slayer, Dark Angel, Exodus lød live dengang de startede. Der er mange bands i dag som spiller helt metronomisk og fejlfrit og med elegant software-styret lyd, og det er også flot lavet, men det er sgu sjældent at man går fra en metalkoncert hvor man kunne fornemme de gamle klassiske metaludtryk i kroppen. 

Old school metal. Nu målbart.

Det hele var indbegrebet af oldschool, som man måske også kan  fornemme på bandnavnet, og det kunne næsten måles med empiri hvor old school det var. Der blev eksempelvis brugt det tretonige motiv som man hører i Helloween’s episke nummer “Halloween”. Et motiv der næsten er brugt af alle firser- metalbands…hvis jeg skal overdrive lidt. Der var sågar et nummer der startede med munkesang fra højtalerne hvor efter metallen rullede mod os som en bulldozer.

For at kunne fornemme stilen, var der titler som; Dark Dawn Take Me, Under the Blood Red Moon, Endless Suffering op Spawn of Darkness. Yes, det drejer om at være eksplicitte i udtryk og om at underholde i metallens navn. Det var Shadowspawn ret gode til, for det var intim-metal for alle pengene på den lille Zebu-scene, og det ender på 3 true metal stars for den metalliske tidsrejse.

 

Defecto

23:30 i Amager Bio

 

Sidste koncert denne første dag på Copenhagen Metal Fest blev med Defecto, som havde ansvaret for at folk gik mætte hjem. Det lykkedes! Det var overdådigt i metallisk lydtryk da bandet satte i gang og viste musikalske kræfter i aftenens sidste gig. Det var åbentlyst et veltrænet ensemble som eksploderede i brilliant spilleteknik og selvsikker performance. 

Singler

Defecto fortalte at de lidt er i gang med at smide enkelte numre ud digitalt for at få det kommende LP-monster ud af kroppen. Den seneste sang “Aftermath” var aftenens andet nummer, og det var ret fantastisk. 

Der var kropslig energi på scenen fra bassist Thomas Bartholin og lead-guitarist Frederik Møller, som viste et overskud på instrumenterne, for det må da være ret svært at hoppe rundt og spille teknisk metal samtidigt. Nicklas Sonne stod lidt mere stille og sang, samtidigt med at han kunne spille ret svære ting på guitaren. Det var knivskarpt nu-metal, som favnede mange genre, både bløde og hårde udtryk.  

Lidt ensartet

Selvom der er god variation i Defectos musik, synes jeg at numrene mindede for meget om hinanden. Fraserne med clean vokal fra Nicklas Sonne minder lidt for meget om hinanden, og stemmen havde ikke så megen karakter som den kunne have, for der sker rigtig meget brutalt  i det instrumentale, og vokalen skulle gerne kunne matche det. Men om man kan lide bløde vokallyde i metal, er en smagssag.

Store konger hyldes

Det er fedt at få en masse riffs på disken som er på niveau med de helt store bands, og der blev afsluttet kontant med det Metallica-inspireret nummer “Excluded” som med tonsvis af double kick drums, blæste ud i natten og gav folk noget at gå hjem og sove på. 

Vi ender på 4 solide stjerner til de melodiøse metallere.

 

Snart kan du læse om nogle af lørdagens bands på festivalen her på RockZeit.