Mørket kryber endnu en gang ind over Amager her på andendagen for Copenhagen Metal Fest – Niveauet ligger højt fra tema torsdag i black metallens tegn…. Kan barren hæves endnu højere når alle 3 scener byder metalfolket velkommen i mørket?
17:30 Denne dag er vanerne ingen underlegne
Der er kamp om pladserne foran scenerne ZeBU og BETA og efter at have cirkuleret lidt rundt og dannet mig et overblik over festivalens samlede tilbud og nydt efterårssolens spæde stråler, finder jeg vej ind i Amager Bio. Jeg indfinder mig med et nysgerrigt og åbent sind. Jeg har ikke det store forudgående kendskab til Vanir – men har fået en ide om, at der står vikinge-metal på programmet, og det skib kan enten synke eller sejre. Efter at have lyttet lidt hjemmefra, håber jeg dog at der ikke bliver gravet alt for dybt i bagkataloget idag, da jeg HELT sikkert er mere begejstret for bandets seneste udspil “Epitome” fra 2024 end deres debut album “Særimners Kød” fra 2011, som mest minder om et udspil til en musikalsk fortolkning af “Quark på nye eventyr”.
Det lader til, at jeg er heldig, da konferencieren lægger ud med at understrege at næste band IKKE må introduceres som hverken folkemetal eller vikingemetal, men som “melodisk dødsmetal” hvilket understreger at bandet over de seneste 12-13 år har været igennem en identitetsudvikling. Og vi er straks i fuld galop udover heden med “Day of Reckoning”.
Som publikum er man ikke i tvivl om, at vi er i nærvær af et band der brænder for både den nyere seriøse og brutale tone i dødsmetal og dansk historie. På scenen er bandet flankeret af Margrete Sambiria (aka Sorte Grethe) og selvom vi ikke får hendes heltehistorie idag, så får vi en brandtale af en flag-indsvøbt Martin Holmsgaard Håkan om dannebrogs fald fra himlen i 1219 med nummeret MCCXIX. Afsted det går i rask galop med tordnende trommer, tunge riffs og melodiske guitarpassager. På de første par numre er keyboardet helt fraværende – jeg står stille og overvejer om de har glemt at sætte stikket i – men efter et par numre er der balance i skuden og på “Wood Iron and Will” får Stefan Dujardin på tangenterne heldigvis al den plads han skal have!
Selvom vanerne i nordisk mytologi var en gudeslægt der var aserne underlegne, så må jeg konstatere at denne dag i Amager Bio er Vanir ingen underlegne udi melodisk dødsmetal!
Øst, Vest – altid bedst i battlevest
Vejret er med arrangørerne i år. Solens stråler brager ned over et hovedsagligt sort-klædt publikum. Pladsen foran Amager Bio og BETA er en fryd for øjet i battleveste og tydeligt glade metal-folk. Der er opstillet udendørs bar, merchandise bod og borde/bænke. Hvis nu ikke musikken på nogen af de 3 scener skulle falde i ens smag så spiller DJ Angel of Death og DJ Buffy the Slayer Player op til kinddans – og det er også weekendens bedste “tema-indslag”. Der er kørt en enkelt food truck ind på pladsen hvor man lidt fantasiløst kan få sig en “Burger” … kort og godt. Bio’en har sørget for 2 udgaver af stegt gris og lidt snolder.
Jeg er normalt lettere forbeholden overfor alskens gak og løjer, men jeg mangler faktisk lidt udvalg og humor på pladsen, som vi kender det fra en anden festival på selvsamme ø. Hos Viborg Metal Festival havde man f.eks. indgået et partnerskab med Ølluminati som blev skænket fra baren “Prædikestolen”. Jeg synes godt man kan udvikle lidt på koncepten – en festival må meget gerne byde på mere end hvis man var troppet op til en 4-band aften i Bio’en.
20:45 Baggrundsmusik og skønsang i loungen
Jeg kommer desværre for sent frem til BETA til, at komme i nærheden af salen til “Beneath the Silence”. Folk står stimlet sammen helt ud til trappen. Det er altid super ærgerligt at måtte gå forgæves til et band man gerne vil høre, grundet “pladsmangel” – på den anden side er det jo positivt at opbakningen er så stor er plads reelt bliver en mangel. BETA har begået den lille genistreg at opsætte et par ganske gedigne højtalere ude i loungeområdet, hvor den smølende masse alligevel kan få en fornemmelse af bandet på scenen. Den århusianske kvintet – ikke at forveksle med det tidligere New Zealandske band af samme navn, har fået mærkatet “Metalcore”….. Det mærkat er nok lidt et stretch i min optik, men jeg synes ikke vi skal hænge nogen fra genre-skafottet. Musikken er bygget op omkring den kvindelige vokal fra frontkvinde Mette Hesselund. En vokal der er meget dominerende og desværre også monotont. Jeg sidder lidt uforløst og venter på et vokalskift enten fra Mette Hesselund selv, eller alternativt fra et af de andre bandmedlemmer. Fra lounge-området bliver oplevelsen af “Beneath the Silence” ikke til mere end lidt hyggelig baggrundsmusik – men det kan selvfølgelig også noget, når man står overfor så tætpakket og brutalt program som Copenhagen Metal Fest har skruet sammen.
21:30 En zombie-apocalypse?! Når de livløse er fulde af liv…..
Efter at have fået pulsen ned til skønsang i BETA loungen, dribler jeg over for at se om der er liv i Livløs! Det får jeg lynhurtigt bekræftet at der er! Melodisk dødsmetal spænder vidt og bredt og det får vi syn for sagn for idag. Med et dødsskrig åbner Livløs ballet med seneste single udspil “Orbit Weaver” – der er fart over feltet mens Niklas Lykke demonstrerer variationen i sit gutturale brøl. Temposkift, nossetung bas og melodiske guitar passager sætter dagsordenen. Vi haster videre i nådesløst tempo med “And Then There Were None”. Bas riffsene får mig kort til smilende at tænke på Kataklysm (og det er store ord fra min side…).
Stemningen på scenen er alt end livløs, bandet fremstår samspillet og i drabeligt godt humør, og det er smittende. Der er fra start god interaktion mellem band og publikum. Tror det er første gang i mit lange koncertliv, at jeg ser til en livekoncert hvor der er permanent mosh og circlepit foran scenen – og så endda helt uopfordret – fra første brøl til sidste tone. Jeg har ellers været vidne til mange bands’ ihærdige forsøg på at holde liv i pitten med alt fra eder til rundkørsel-skilte. Men i dag i Amager Bio behøver publikum ingen opfordringer til at være 100% i live i pitten! Sikke en energiudladning både på og foran scenen!
Udover seneste single, fremturer Livløs med en kompetent tour de force med “the Crescent King”, “Endless Majesty” og “Usurpers”, der nådesløst hamres ind i skallen på det begejstrede publikum og dermed er forventningen til bandets kommende album “The Crescent King” sat højt… og jeg glæder mig som en livløs zombie ser frem til apocalypsen til albummet lander.
23:30 Ezio…. er det dig?
Iotunn starter ud med det første singleudspil “Mistland” fra det kommende album. Efter en kort melodiøs intro fylder Jón Aldará’s trademark vokal Amager Bio til bristepunktet. Dermed er scenen sat og der er endnu engang varslet stilskifte indenfor den melodiske dødsmetal. Vi har bevæget os over i den progressive/power inspirerede del af genreregistret – det er her følelserne får frit spil.
Manden bag den smukke, stærke og til tider sårbare vokal, Jón Aldará, gemmer sig bag en kutte i bedste Assassins Creed stil, men uagtet at ansigtet er gemt, er hans nærvær og inderlighed til at tage og føle på. Iotunn skyder os direkte ud i musikalsk kosmos med progressive soundscapes, fine guitarsoloer og brutale blastbeats. Kontrasten mellem growl og storladen klar sang lader mig måbende på gulvet. Under “The Tower of Cosmic Nihility” og “Voyage of Gargenyl” må jeg lukke øjnene og nyde lyduniverset mens jeg kan mærke publikums taktfaste vuggen omkring mig.
Iotunn står stærkt og velspillende til perfektion på scenen. Pulsen har taget et hak ned – udover at det er nok meget sundt, så kalder bandets komplekse kompositioner og storladenhed reelt mere på at publikum går i lytte-mode end at man tonser sanseløst rundt foran scenen. Iotunn runder af med et nyt udspil “Twilight”. Det bliver musikalsk et spændende efterår, for ligesom Livløs har Iotunn også et nyt album på trapperne. Deres andet fuldlængde album “Kinship” bryder igennem atmosfæren d. 25. oktober. Iotunn er for mig den perfekte afrunding på festivalens anden dag. Jeg er mættet, imponeret og opløftet!
Dag 2 på Copenhagen Metal Fest har budt på et sandt overflødighedshorn af vanvittigt fede, velspillende danske bands. Der er en svag metaltræthed at spore i salen hen mod Iotunn’s sidste numre, da cirka halvdelen af publikum er drysset ud. Denne metaltræthed kan på ingen måder henføres til Iotunn, som gav en dybtfølt og nærværende totaloplevelse.
Den harme linje
Jeg kan godt undres (og harmes – bevares) en smule når man tænker tilbage på alle de sure metal-miner der hersker i kommentar-sporet når årets Copenhell program annonceres. Der er mange der efterspørger de knapt så kommercielle trækplastre – men denne weekend er vi forkælet med et alenlangt program af vanvittigt ambitiøse, brutale og velspillende danske bands – så kunne man jo godt tænke sig at publikumsopbakningen matchede arrangørernes dedikation!
Når man kun har en enkelt blok at skrive på, er det svært at dække alt på en festival, men vores fotograf Morten Hermansen nåede lidt mere rundt og fik knipset fede billeder. Herunder af Archangel og Strychnos
