Cabal

19:00 i Amager Bio

Den tungeste lyd man kunne forestille sig, blev fremkaldt i Amager Bio da Cabal sendte trykbølger ud i salen som var ved at ryste folk i stykker. Man fik sin metalcore-hunger stillet med komplekse rytmer flettet ind i ultra tunge riffs. 

Melodi…?

Begrebet melodi er sparsomt i Cabals musik, for det var hovedsageligt en væg af massive riffs som tordnede fra de fem musikere på scenen. Der blev lagt ud med “Rah’ru” hvor der lige var lidt dommedagstoner i baggrunden, men ellers er det ikke ligefrem et band som spiller noget vi skal kunne nynne med på. Cabals musik består hovedsageligt af forskellige grooves der er sat sammen på en ret karakteristik måde. Riffs og trommerytme veksler mellem at følges og stikke af fra hinanden på den fedeste måde som trommeslager Nikolaj Kaae Kirk bidrog utroligt godt til.

Fucker med din hjerne

Det rytmisk drive var ret massivt generelt og det indeholdt også nogle twists som på en fed måde forstyrrede logikken i  rytmeretningen, og det var noget der gav variation i musikken. Det var ikke usædvanligt for Cabal at gå op og ned i tempo inde i selve rytmen uden at lave pause i mellem formledene. Ganske progressiv idé som er meget svær for alle musikerne at være med på samtidigt, og effekten var også at musikken blev endnu ondere og tungere end det var i forvejen, selvom man ikke troede det kunne lade sig gøre.

True metal core

Oven over trykluftboret af et akkompagnement, lå Andreas Bjuver med sine tordnende aggressive stemme som er noget af det fedeste growl jeg har hørt længe, for der var  stor variation i hans klang, og han kontrollerede det fuldstændig som en dygtig rock-sanger der brillerer med klangforskelle på almindelige toner. Det kan være et problem for mange growlsangere at det bliver for ensartet fordi der bare brøles, men sangarten kan sagtens indeholde en bred pallette af klange som man hørte lørdag aften fra Cabal.

Folk i salen så i dén grad tilfredsstillede ud lige meget hvilket nummer der bliv kastet ud fra scenen, for det var helt bizart slagkraftigt i lyd og musikalsk nerve. Cabals lydangreb mod os, blev afsluttet med true metal nummeret “False Light” som sad i trommehinderne et godt stykke tid efter de fem forlod scenen.

Det var uhyggeligt godt udført det hele, og det var så brutalt som det kunne være, og her gives der 4,5 stjerner fra RockZeit.

 

 

Endarken

22:30 i Beta

 

Der var stor aggression i Beta da Endarken gik på den lille scene og spillede deres debutkoncert. Lyden var skarp og gennemtrængende, og fra første beat var folk allerede helt oppe at køre.

Da de infernalske fem kom ind på scenen, kunne man allerede fornemme at det ville blive en brutal omgang. Guitarist Henrik Rangstrup gjorde i hvert fald sit, med råb og håndtegn, for at geare folk op og til at lave larm i klassen før musikken begyndte. Det lykkedes, og der blev ikke mindre jubel da Tim Nederveen med langt hår og vrede i ansigtet, angreb vore ører med hidsig growl i første nummer “The Struggle” som med det samme fyldte salen med en dejlig skarp metallyd. Bandet var ret varme med det samme, og det væltede ud med hurtige raffinerede riffs og fede trommerytmer.

Lead vokalen sad temmelig godt skabet med ret mange gode nuancer i growlen. Nederveen veklsede godt i mellem basgrowl og lys hæs growl og det lød nogle gange som om der var to forsangere. Jeg savnede lidt mere klangvariation i leadstemmen, for der var et bredt register af toner fra bandet, og det kunne klæde numrene hvis alle var lige. Men slagkraftigt var det i hvert fald, og Nederveen holdt intensiteten både i stemmen og i performance hele vejen i gennem koncerten.

Masser af soloer

Der var masser af guitarsoloer i Endarkens numre i løbet af koncerten, og vi fik også en fed bassolo. Det var bare synd at teknikken fejlede lidt, for den blev skruet meget højt, hvorefter den forsvandt helt inden den var færdig. Det var lidt ærgerligt nu når et band endelig laver en solopassage hvor det er bassen der går amok.

God sangskrivning

Vi var vidne til et band som virkelig tager sangskrivningen seriøst. Der var ikke nogle kedelige og klichefulde riffs, og dér hvor der var reminiscens af andre bands som  Kreator, Exodus, Carcass, Atheist m.m., lød det ikke som rip-off, men mere en upgraded udgave af de gamle ædle metaludtryk. De skæve taktarter som kom hist og pist, væltede musikken på en fed måde, og disse prog rytmer svingede lige så godt som de helt straighte og aggressive speed/thrash-riffs.

Søvnløshed

Der blev ikke sovet i timen da “Insomnia” eksploderede fra højtalerne. Trommeslager Dennis Buhl havde godt styr på de mange skift i rytmen, og sørgede for at vores puls ikke ville falde til ro i flere timer efter koncerten. Guitarer og bas kørte massivt sammen, og de melodiøse soloer i nummeret var vellykket udført.

Der blev afsluttet kontant med “Seraphim” med en ekstra spand kul som nok sørgede for at publikum husker Endarken som noget der skal høres igen. Det var lidt synd at bandet fik en lille scene, for det var som om at de var for store til den, både musikalsk og fysisk. Jeg glæder mig til de for chancen for at indtage en større scene med stor lyd og mere plads til deres energiske kropsenergier.

Men stort eller småt lokale ændrer ikke på hvor gode numrene var og hvor godt bandet var live, og det bliver også 4,5 stjerner til Endarken.

 

Møl

23:15 i Amager Bio

 

Hvad sker der!?! Dette var min første tanke da Møl med højenergi sprængte rammerne for hvad live musik kan. Det var svært for folk at måbe, samtidig med at rocke med og drikke fadøl, for dét der kom fra scenen var så slagkraftigt, at man næsten ikke troede på det. 

Der blev lagt hårdt ud med nummeret “Jord” som med det specielle intro byggede op til et rabalder, som var det et kæmpe monster som satte en fod ned i Bio-gulvet. Musikken var fuldstændig perfekt udført, og dertil uden at være for perfekt, for det kunne også lyde som metal skraldespande som væltede ned ad en trappe på den helt rigtige måde.

Leadvokal Kim Song Sternkop mindede om et godstog der kørte 200 i timen og ikke havde tænk sig at stoppe før brændstoffet var sluppet op, og det var som  om hans kropsbevægelser fyldte hele den store scene.

Rytmisk intensitet

Alle typer rytmer og riffs blev spillet med uhyre præcision, og der var ikke grænser for hvad bandet kunne spille rent teknisk, det hele skulle nok blive bragt til dørs. Der var tit helt uventet og hurtige skift i rytmen, og der var ikke grænser for hvad Ken Lund Klejs kunne spille på trommerne, dertil med et gigantisk overskud.

Blade Runner

Dér hvor man troede at det ikke kunne blive federe, kørte der fra højtalerne pludselig en monolog fra én af verdens bedste film; det var Rutger Hauers stemme som replikanten Roy Batty i Blade Runner som filosoferer over livet før han dør;

“I’ve seen things you people wouldn’t believe. Attack ships on fire off the shoulder of Orion. I watched C-beams glitter in the dark near the Tannhäuser Gate. All those moments will be lost in time, like tears in rain. Time to die…

…hvorefter der rullede uptempo-død ud over det stakkels publikum.

The end

Det sitrede og brummede af metal i salen da Møl afsluttede med nummeret “Bruma”. Det stille klangsmukke intro byggede op mens folk klappede pulsen, og Kim Sternkop kunne i den stille stund nå at takke publikum for denne gang. Så rullede nummeret ellers ufortrødent femad med langsomme tunge groves som skiftede til ultraspeeddødshelvede med det vildeste basgrowl og høje hæse skrig.

UItimativ festivalafslutning

Alle der går til festival tænker nok ,at det sidste band skal være det bedste, eller i hvert fald kunne give noget der får pulsen op til hjemturen. Det fik vi her, for jeg havde svært ved at forestille mig hvilket dansk metalband der kunne matche denne afslutning.

I alle hjørner og kroge var denne koncert fantastisk, så her kan RockZeit godt kaste 5 stjerner på bordet.

Copenhagen Metal Fest

17./18. september 2021

 

Copenhagen Metal Fest havde sørget for at alt kørte på skinner fredag og lørdag. Når RockZeit stod klar med fotolinse og fyldepen, gik musikken i luften på sekundet, og der var optimal lyd i salene med meget få skæverter i teknikken.

Der var godt styr på rengøring, for der var ikke steder hvor der hobede sig fadølsplastik og øldåser op, for det blev fjernet meget hurtigt. Vigtigst for mange er, at der er hurtig betjening i barerne. Det var der her, så selv lange køer blev hurtigt  mindre, og der gik ikke lang tid før man kunne få noget at drikke.

Det var også to madvogne i gården hvor man kunne købe lidt af  hvert…hvis man havde penge…for det var ikke små beløb der skulle på bordet hvis man bare skulle have en burger. Lidt modigt når man 100 meter nede af gaden kan få det samme til den halve pris.

Der er store fordele ved indendørsarrangementer i forhold til udendørsfestivaller. Lyden er markant bedre indendørs end når vinden rusker rundt i registrene og blander dem sammen til en grim pærevælling. Det sker ikke her, specielt ikke med de i forvejen dygtige lydteknikere i Amager Bio, Beta og Zebu.

Ikke mindst var programmet ret overdådigt med alle de dygtige bands, og der var en god spændevidde i musikalske genrer på de to dage. Så, tæt på topkarakter til den uhellige treenighed ved Amager Kulturpunkt; Bio, Beta og ZeBu. 4,5 stjerner til Copenhagen Metal Fest.