For den amerikanske sanger, musiker og sangskriver Neal Morse, har vejen til success ikke været let og ukompliceret.
Da han var i tyverne skrev han et par musicals, lavede nogle studieindspilninger, samt indspillede nogle country demo’er sammen med hans ene bror.
Han tjente til livets ophold ved, at spille på små klubber i L.A. Sådan gik omk. 10 år. Han slog sig nu sammen med sin anden bror. Sammen dannede de det progressive rockband “Spocks Beard”. De udgav, med moderat success et par album. Da Neal dog havde mere end svært ved, at holde skindet på næsen, begyndte han sideløbende, og på opfordring, at pendulere imellem USA og Tyskland, hvor han spillede på små klubber, ene mand, og mestrede både klaver og guitar.
“Spocks Beard” var mod slutningen af 90’erne efterhånden blevet et yderst populært band.
I samme periode slog Neal sig bl.a. sammen med medstifteren af bandet “Dream Theater”, Mike Portnoy. Sammen dannede de superbandet “Transatlantic”.
Imellem dannelsen af “Transatlantic” og op mod årtusindskiftet, har Morse haft et hav af sideløbende, musikalske projekter, lige fra et Beatles cover band og til musikalske religiøst prægede projekter.
Neal morse blev i 2002 en “genfødt” kristen, og i perioder har det påvirket hans musikalske arbejder noget.
Neal Morse og Mike Portnoy dannede i 2014 endnu et nyt band, dette sammen med Randy George, Eric Gillette og Bill Hubauer.
Neal Morse Band var hermed dannet. Sammensætningen er i dag den samme.
Neal Morse Band
Mike Portnoy, behøver for de fleste prog. rock entusiasters vedkommende, næppe større introduktion. Han er stifteren af det progressive rockband “Dream Theater”. Han har vundet stor hæder for hans talent på trommerne bl.a. “Best Progressive Rock Drummer”, 12 år i træk, og blev i en alder af kun 37 år, optaget i “Modern Drummer Hall Of Fame”.
Randy George, er progressiv rockmusiker/multi-instrumentalist med speciale i basguitar. Han er fortrinsvis kendt fra Neal Morse Band.
Eric Gillette er ligeledes multi-instrumentalist, men primært guitarist og vokalist. Han har været aktiv soloartist siden 2013, og har da også et par soloudgivelser bag sig.
Bill Hubauer er selvlært, og har absolut ikke under sin opvækst, haft nogen former for tilknytning til musik. Han spillede i sin ungdom i en masse små bands.
I skolen tumlede han med valget om en fremtiden indenfor computerverdenen eller som keyboardspiller.
Han blev bekendt med Neal Morse’s musik og blev interesseret i progressiv rock.
Heldet ville, at Neal Morse en dag søgte en keyboardspiller til et nyt band.
Bill tog til prøven og fik jobbet af den mand hvis musik han beundrede så meget.
Neal Morse Band har d.d. fire udgivelser bag sig. Den seneste, ”Innocence & Danger”, udkom i 2021. Tour’en bærer også dette navn, så mange af de numre der blev spillet i Amager Bio, er fra dette album.
RockZeit anmeldte med stor begejstring deres koncert i “Viften” (2019).
Se tidligere anmeldelse;https://rockzeit.dk/the-neal-morse-band-i-kulturhuset-viften/
Det er derfor med stor glæde, undertegnede endnu engang skal opleve dette fantastiske band, og dette på sådan en ellers almindelig onsdag.
Faktisk var første gang lidt et tilfælde. En ven ringede og spurgte om jeg ville med til koncert med Neal Morse Band. “Nahh, kender dem ikke”. “Hanni, det er med Mike Portnoy på trommer”! Og SÅ var fruen på! Han er og bliver min “tromme Gud”, men at Neal Morse Band i den grad skulle få kæben til at falde havde jeg ikke forudset.
Der er kommet særdeles mange Neal Morse Band/Transatlantic CD’er på hylden i de forgangne år, og hver en udgivelse de laver, vil komme til at stå på min hylde!
Da jeg skal have signeret nogle billeder jeg tidligere har taget, er jeg der tidligt, så selvfølgelig er der ikke kommet nogen endnu, men da dørene åbnes kl 19, ser det heller ikke for lovende ud.
Det er rundt regnet den værste dag at afholde koncert på her i København.
Copenhell starter for første gang i nu to år, og Clapton har for anden dag i træk, fyldt Royal Arena.
Bandet ved det godt, og det er jo de spilleregler der er når alt hvad der hedder musik, for alvor åbner op.
Men inden bandet går på, er der nu alligevel et rigtig pænt fremmøde, og vi er SÅ klar til Morse!
CopenHeaven
Med en intro går de på scenen lidt over kl 20. De får en velkomst, der er en konge værdig.
Morse lægger ud med at fortælle, hvor glade de er for endelig at komme ud at spille, at han har hørt om åbningen af Copenhell, men at han da synes, vi bare skal lave vores eget Copenheaven lige her!
Var der nogen der var uenige i den ide’ ja så kunne man ikke høre dem for det bifald Morse fik.
“Innocence”
Sættet er delt op i to dele, som den nyeste udgivelse fra Morse Band “Innocence & Danger”. Vi starter med “Innocence” delen og nummeret “Do It All Again”. Et fra start, storstilet nummer der i små sekvenser leder tankerne hen på “Top Gun Anthem”, og så hører den sammenligning ellers også op.
Dette er langt mere storstilet og pompøst, med masser af virkelig lækker strengeleg fra Gillette, lækre toner fra Bill Hubauer keyboard, Portnoy’s kraftige og præcise slag med stikkerne, samt en virkelig lækker bas. Det lyder sindssygt godt!
Med et slag bliver lyden let, luftig og drømmeagtig, for derefter at få noget af den hårdtslående karakter tilbage. Neal Morse stemmer i med den velkendte fyldige, lidt raspede stemme. Bill Hubauer tager over og viser hvilken fantastisk sanger han er, med sin bløde, fyldige stemme der spænder meget vidt. Gillette stemmer i sammen med Morse, Gillette med hans vanvittig lækre, lidt skarpe, men også bløde stemme. Hold op hvor de tre stemmer lyder fantastisk sammen.
Portnoy banker løs på trommerne. Dette er simpelthen bare smukt!
Publikum er ellevilde, så jeg håber vi er tilgivet, at salen ikke er fuld. Vi gør alt hvad vi kan for, at fylde den fri plads op med velfortjente bifald.
Et overflødighedshorn.
Den overdådige musik vælter fra musikernes instrumenter, ude igennem højtalerne og lige ind i de hungrende øregange. Det er som et overflødighedshorn der løber helt over og bare bliver ved.
“The Way It Had To Be” starter med en lang flydende intro på keys. Gillette stemmer i men både guitar og sang, og med den stemme, så er vi simpelthen i CopenHeaven. Der er noget i hans stemme der gør, at man bare fryser i tid og sted, bliver helt stille og bare lader tonerne strømme ind i øregangene.
Mere strengeleg. Han er en eminent guitarist, og fik under hele koncerten megen plads til at træde frem, og det er fuldt forståeligt. Nummeret flyder med toner fra keys over i en afkortet coverudgave af Pink Floyd’s “Breath”, og det fungerede rigtig fint i en korte udgave, som igen overtages af det egentlige nummer “The Way It Had To Be”.
Et kæmpe bifald fylder igen salen. Vi er vidne til sand musikalsk magi. Intet mindre.
Neal Morse i højt gear…
Selvom man tidligere har oplevet Neal Morse og hans yderst energiske sceneoptræden, så er det umuligt ikke at trække på smilebåndet. Jeg ved ikke hvad manden er på, men jeg har ham mistænkt for, simpelthen at blive “høj” af musikken. Tror der er en god skuespiller gemt i ham.
Til tider er det svært ikke at grine, og ser han det, virrer han skørt med hovedet og griner selv. Jeg oplevede specielt at Gillette flere gange ikke kunne holde masken, og han ser ham dog på scenen temmelig ofte. Jo, han er virkelig underholdende ham Neal Morse, udover selvfølgelig, at være en genial musiker, sanger og sangskriver.
Skeptisk
Jeg var meget skeptisk, da jeg så setlisten indeholdt en coverudgave af Simon & Garfunkel’s “Bridge over Troubled Water”. Men det ligger også på det nye album, som jeg dog først havde fået erhvervet mig denne aften.
Der var dog så absolut ingen grund til skepsis. Den starter i bedste progressive Neal Morse stil, og det er ikke lige oplagt, at det er lige netop den melodi det skal ende op med, men Neal Morse har travlt, fra keys til elektrisk guitar til akustisk guitar, hvor “Bridge Over Troubled Water” pludselig, med et trylleslag tager form.
Neal’s fantastiske stemme fylder lokalet med ordene “When you’re weary, feeling small…”. En bro over oprørt hav toner frem på skærmen bag scenen. Bill Hubauer overtager med sin bløde, fyldige vokal. Neal Morse Band hyldede så sandelig denne smukke sang.
Første sæt slutter med nummeret “Waterfall” som han dedikerer til de af hans kære, han har mistet under Corona, og håber vi andre ligeledes kan bruge sangen til reflektion. Gillette, Portnoy, Hubauer og Morse indtager hver deres høje skammel forrest på scenen. George overtager keyboardet.
Fire fantastiske samstemmende vokaler, tre guitarer og lidt rytme fra Portnoy.
Et super smukt og eftertænksomt nummer.
“Danger”
Første sæt, “Innocence” er overstået, og vi træder nu ind i “Danger” delen.
Der lægges ud med et af de meget lange numre, de under til tilblivelsen af det nye album, i forvejen havde aftalt, det IKKE skulle indeholde, “Not Afraid”.
Ja, man har et standpunkt til man tager et nyt, og tror slet ikke Morse kan holde sig fra de meget lange numre.
Et 15 – 20 minutter langt nummer, som jeg vil undlade at beskrive.
Den applaus det storstilede nummer fik, må ganske enkelt have været at høre helt ude på CopenHell! Fantastisk!
Der er aftenen igennem, så megen musikalsk lir, at det slet ikke er til at beskrive. Det skal opleves!
Vi står foran fem, selvstændigt forrygende dygtige musikere. Alle får de indimellem på skift lov, at træde frem. Også Randy George, der desværre har det med at holde sig lidt i baggrunden, oplevedes “tosse lidt rundt” à la Morse. Det burde han gøre noget oftere!
George var ude med en bas solo der bare vill der ude af, godt akkompagneret af Portnoy.
Encore er ikke bare et encore når det er Morse
Efter et sæt med få, men specielt et meget langt nummer i “Danger” delen. Takkede bandet af. Gulvet i salen lød dog, før de overhovedet havde forladt scenen, af tramp fra alle de sko vi overhovedet kunne smække hårdt i gulvet. Vi klappede og hujede, det bedste vi havde lært, og vi vidste jo de ville komme tilbage, de havde nemlig ikke været ude at bukke, og det gør de jo, de høflige mennesker.
Endnu engang, når man siger Morse og hans forhold til tid og længde, så er et encore ikke bare et encore. Vi fik endnu en buffet.
Numre af ældre dato som “The Great Adventure”, et nummer jeg virkelig elsker at lytte til. Der er så meget rytme og glæde i det nummer, og som altid fantastiske vokaler.
Havde jeg fået et stort ønske opfyldt, så havde det været at få Portnoy ud forrest på scenen til hans udgave af “Crazy Horses”, et gammelt Osmond nummer.
Det kan bl.a. opleves på “YouTube”, og jeg synes han gør det vildt godt, og en kærkommen mulighed for, at få ham fri af trommerne for en stund.
Før koncerten spurgte jeg ham, om han ikke ville synge det, og jeg tror det kom lidt bag på ham, at jeg synes det er fedt. Så måske det er med næste gang!
Med tak
Jeg kan kun sige tak for denne dejlige mulighed for, endnu engang at kunne opleve Neal Morse Band på dansk jord.
Det var en fantastisk koncert, og jeg håber virkelig, at de fremover vil komme til at gæste Danmark noget mere.
De har en fast og tro fanskare, om jeg så må sige, og den vil uden tvivl blive langt større, efterhånden som folk bliver bekendt med dette fantastiske band!
So spread the word!
5
Summary
Artist: Neal Morse Band
Tour: An Evening of Innocence and Danger 2022
Sted: Amager Bio
Tid: 15. juni 2022
Line-up:
Neal Morse (lead vokal, guitar, keyboard)
Mike Portnoy (trommer, vokal)
Randy George (bas)
Bill Hubauer (keyboard, vokal)
Eric Gillette (guitar, vokal)
Set-list:
Innocence (Intro) – tape
Do It All Again
Bird on a Wire
Your Place in the Sun
Another Story to Tell
The Way It Had to Be
Bridge Over Troubled Water (Simon and Garfunkel cover med Pink Floyd’s The Great Big Escape in the Sky intro)
Waterfall
Danger (Intro) – tape
Not Afraid, Pt. 2
Beyond the Years
Encore
Long Day
City of Destruction
So Far Gone
The Ways of a Fool
Welcome to the World
The Great Adventure
A Love That Never Dies
Broken Sky / Long Day (reprise)