Copenhell festede med punkens Tom Jones

Publikums fysiske udfoldelser foran Copenhells scener begrænser sig oftest til mosh og headbanging. Men Billy Idols poprock fik selv de sureste stoddere til at finde dansetrinnene frem.

Billy Idols optræden på Copenhell fredag aften var anden koncert på den sommerturné, der følger i kølvandet på ”Dream Into It”, hans første udspil i 11 år. En plade, hvor det rockede er nedtonet, og det powerpoppede er dominerende, og i bedste fald ender i et OK resultat. Havde der ikke stået Billy Idol på coveret, havde verden nok ignoreret den udgivelse. Men selvfølgelig vil Billy Idol gerne spille nogle sange fra den, så han kom spurtende os i møde og satte i gang med Still Dancing.

Så rykkede vi adskillige tiår tilbage og fik hitsene “Cradle Of Love” og “Flesh For Fantasy”. Billy Idol tabte et par strofer undervejs, men OK, det er trods alt starten af turneen. Og apropos Billy Idols evner som sanger, så har trommeslageren i The Police, Stuart Copeland, fortalt, at han så ham med Generation X i 70’erne, og at Billy Idol ”[..] killed it but he couldn’t sing worth a damn”. Den holder ikke længere. Billy Idol sang fantastisk på Copenhell, men 70’erne selvfølgelig også 50(!) år siden.

Oplevelserne fra den tid – gode og dårlige – er temaet på ”Dream Into It”, hvorfra vi heldigvis fik det bedste nummer, 77, som på plade er en duet med Avril Lavigne. Hun har aldrig lagt skjul på, at Billy Idols powerrock-formel har været hende en stor inspiration. Hun er næppe alene…

Det er svært at sige Billy Idol uden at sige Steve Stevens, hofguitarist og medkomponist på stort set alle de store numre. Så Steve Stevens fik lige lov til at lire lidt spansk guitar af, mens han gnavede løs på et stykke tyggegummi. Det var både malplaceret og uentusiatisk, men så kunne man da gå ud og tisse imens.

Med formaliteterne således overståede blev hitkanonen ellers fyret af: “Mony Mony”, “Ready Steady Go”, der breakede Billy Idol og Generation X, “Blue Highway”, “Rebel Yell” inden ekstranumrene “Dancing With Myself”, “Hot In The City” og selvfølgelig “White Wedding” til at gå i seng på.

Inden Copenhell havde der været den sædvanlige palaver, om Billy Idol nu også er Copenhell-musik. De diskussionslystne skulle have været i Biergarten til Openhell onsdag aften, hvor en fætter fik teltet til at eksplodere ved at synge “Rebel Yell”. Så kunne de havde sparet sig den debat … De kunne også havde kastet et blik på alle os i pitten, der boogiede sammen med en dreven performer, der nød at være på scenen sammen med et supertight band, og gav den gas for vores skyld.

Billy Idol har i de senere år været husband på et af de store hoteller i Las Vegas. Det er derfor, The Cures tidligere trommeslager (og Billy Idols tidligere drukkammerat), Lol Tolhurst, med et grin har udnævnt ham til punkens Tom Jones. Det er vel ikke særlig metal, men til gengæld meget punk af Billy Idol, der gør hvad han altid har gjort: Det der passer ham. Derfor leverer han også den rituelle optræden på scenen i bar mave, selvom den absolut afslører den fremskredne alder. Har du et problem med det? Det ville du jo ikke have haft, hvis det var Iggy Pop, så stik piben ind.

Og hvis jeg så afslutningsvis lige må vende tilbage til Stuart Copelands historie om Generation X-koncerten tilbage i 70’erne, så bemærkede han: “[..] but Billy Idol had a ray of golden light upon him!”. Tro mig … det har han stadig.