Copenhell Metal Cruise blev søsat for 5 gang på 6 år med et alsidigt, men ikke vellykket musikalsk program, som selv ikke den vidunderlige stemning og en fri bar kunne redde.
Efter senest at have været til Volbeat koncert i Royal Arena med familien Danmark gik der ikke mange sekunder af årets Copenhell Metal Cruise førend at jeg blev mødt af “Jeg hader Volbeat” og “Volbeat skal betale mig for at crowdsurfe til deres koncerter”.
Velkommen tilbage til det danske metalmiljø siger jeg bare… Men sikke et.
Stemningen
For på trods af den unuancerede tilgang til Volbeat er stemningen, humøret og ikke mindst venligheden og udadvendtheden blandt publikum altid den samme – 100% fantastisk, hvilket også gjorde sig gældende denne gang.
Derudover er det også altid en fornøjelse at møde medarbejderne på Oslobåden, som igen fremstod meget servicemindet og snakkesalige og tydeligvis nød at være på arbejde til netop et arrangement som Copenhell Metal Cruise.
Menukortet over den frie bar indikerede 3cl alkohol i hver drink, men som stemingen steg blandt de ansatte medarbejdere steg mængden af alkohol pr. drink også – og det kan man ikke klage over.
Tant og fjas
Som altid på Copenhell Metal Cruise blev der indført andre ting på programmet end selve musikken.
I år var de sjove indslag de 2 spil “Mini Escape Room – Den forsvundne Diamant” og “Extreme Costume Challenge”.
Mini Escape Room – Den Forsvundne Diamant var et spil for op til 4 spillere, hvor man sammen skulle forsøge at løse de mange opgaver og bryde ind i den mistænkte tyvs pengeskab på 20 minutter.
Extreme Costume Challenge – Her konkurrerede hold af 2-5 personer om at designe, bygge og fremvise de vildeste kostumer ud af sorte sække, farvede duge, sølvpapir og tape.
Holdene fik hver deres materialebunke og havde derefter 1 time til at designe og kreere et kostume, før det skulle vises frem på catwalken foran både publikum og dommere.
Jeg deltog ikke selv i de pågældende spil, så hvordan oplevelsen har været kan jeg ikke udtale mig om, udover at jeg vist aldrig så den pågældende catwalk, men måske jeg spiste på dette tidspunkt.
Om lørdagen blev “Extreme Costume Challenge” angiveligt aflyst pga. for få tilmeldte.
Derudover var der om fredagen også Søren Andersen Clinic, hvor han kunne fortælle om iværksættersiden af at være professionel musiker, hvad der kræves af dig som sidemand og sammensætningen af udstyr etc.
Coverbandet Openhell var også til stede begge aftener, og det var en ren fornøjelse at opleve covernumre sunget som karaoke.
Sidst men ikke mindst afholdte “Lækre Jens” fra Red Warszawa under sit alias “Concita Pølse” mini koncerter iført dametøj og paryk til stor fornøjelse for publikum.
Musikken
Copenhell havde formentlig bevidst valgt at hive bands med om bord som alle repræsenterede sin gren af metalunivserset fra den brutale dødsmetal til instrumental guitarlir.
Første band på programmet var det københavnske deatchcore band Cabal som lagde grobunden for en særdeles god første aften med en masse attitude og fed energi, og der gik ikke mange minutter førend at de første blandt publikum begyndte at crowdsurfe og headbange, og det var god planlægning at ligge dem som første band, så alle de sortklædte publikummer kunne komme i gang med noget der virkelig sparkede røv på scenen og foran køen i baren.
På trods af det, kunne Cabal ikke formå at holde min opmærksomhed væk fra en enkel pige blandt publikum som var klædt helt i lyserødt, hvilket stak en del ud og som var uundgåeligt at lægge mærke til. Godt gået!
Næste band var de tyske thrashgiganter fra Destruction som fejrede “40 years of German thrash metal”, og som spillede både fredag og lørdag, hvor de fik repræsenteret en stor del af deres massive bagkatalog med 2 forskellige sætlister.
Det var old school thrash metal for alle pengene, og det var en suveræn opvisning i, hvordan det skal leveres og lyde, og der var naturligvis blæsere på scenen så bandmedlemmernes hår fløj i luften udover når de selv headbangede.
Det var fedt på alle tænkelige måder.
Demon Head nåede jeg ikke at opleve, da der også skulle findes plads i programmet til at indtage aftensmaden.
Da mørket havde lagt sig og aftensmaden var kommet indenbords var det naturligvis helt oplagt at få det danske blackmetal band Solbrud på scenen.
Det var mørkt, dystert og ulideligt på én gang.
Publikum var ikke mødt talstærkt op, nok mest af alt fordi at deres musik er super nichepræget, og at man skal være hardcore black metal fan, hvis man skal kunne finde energi og noget smukt i deres dræbende sløje koncert med dommedagstekster samt David Hernans uudholdelige vokal som var smertefuld at lytte til.
Publikum vidste ikke om de skulle le eller græde.
Nogle synes, at det var fedt bare fordi at det var metal, men størstedelen udvandrede af ren og skær elendighed.
Sagt med andre ord – Det var præcis som det skulle være og tilhængere af black metal ville uden tvivl have syntes, at det var smukt, iørefaldende og dybtgående.
Danske Kellermensch spillede også både fredag og lørdag, og jeg overværede koncerten om fredagen.
Kellermensch var det band der tiltrak flest tilskuere om fredagen, formentlig fordi, at de er blevet ret populære, eller måske bare fordi at de var aftenens sidste band.
Nogle har kaldt dem for “Danmarks bedste liveband” og forsanger Sebastian Wolffs sceneoptræden er blevet sammenlignet med spirituel eksorcisme.
Kellermensch er stoner rock i bedste forstand og deres lyd er meget intens, og de forsøgte at få deres musik helt udover scenekanten, hvor forsanger Sebastian Wolff på et tidspunkt hoppede ud blandt publikum, hvilket var genialt, da det giver en stærk medrivende oplevelse blandt publikum.
De formåede at få dele af publikum tryllebundet i en form for trance, som når man oplever en satanisk kult svaje frem og tilbage og nynne sataniske vers i forbindelse med et dystert ofringsritual.
For andre var det relativ ensformigt og kedeligt i længden, hvor der var mere interesse i at anvende sit “Fri bar” armbånd i baren.
Overdrivelse fremmer forståelsen… men Danmarks bedste live band er de ikke.
Angiveligt skulle deres koncert om lørdagen have været endnu bedre.
Allerede kl. 16 om lørdagen var dagens første koncert i gang med den danske guitarvirtuos Søren Andersen som de fleste kender fra bandet Electric Guitars.
Søren Andersen solo er hvad det er… en mesterlig udført omgang af instrumental rock/metal med et hav af flotte melodier og fede riffs som sidder lige i skabet samtidig med at man kan stå og nyde det med en kold fadøl i hånden.
I længden bliver det dog en anelse kedeligt og trivielt at lytte til, og man står med følelsen af, at med en formidabel forsanger, kunne det her for alvor blive rigtig fedt…
På den første Copenhell Metal Cruise i 2017 var BAEST med om bord, og de er siden da fuld fortjent røget i stjernehimlen inden for dødsmetalgenren.
På Copenhell Metal Cruise anno 2022 er turen kommet til Nakkeknaekker, og det ligger allerede fast nu, at de vil blive lige så populære som BAEST.
Bandet blev dannet for kun 2 år siden tilbage i 2020, men de ved sgu godt hvad det drejer sig om.
Kl. 19 havde mørket lagt sig endnu engang over Oslobåden, og bandet gik på scenen og bragede fra start igennem med deres old school dødsmetal med et yderst ungdommeligt snert af glæde og fascination over, at de i en så ung alder var blevet inviteret med på Copenhell Metal Cruise.
Nakkeknaekker spiller bragende flot dødsmetal, og selvom de, naturligvis, ikke endnu formår at ramme samme niveau som BAEST, så kommer de til at nå det.
De fleste af aftenens publikummer havde ikke set og formentlig ej heller hørt om dem før, men jeg har aldrig før oplevet en så stor begejstring for et band på Copenhell Metal Cruise.
Under koncerten stod der en ved siden af mig, som gav udtryk for at han aldrig havde oplevet noget federe, og at Nakkeknaekker i hans optik nu var Danmarks fedeste band.
Bevares, han havde fået rigeligt indenbords, men jeg er sikker på, at han nu mente det alligevel.
Nakkeknaekker var det band som de fleste publikummer i ren begejstring snakkede om bagefter.
Nanowar of Steel kommer direkte fra Rom i Italien og har aldrig før spillet i Danmark, hvilket de i virkeligheden heller ikke gjorde denne gang.
Bandnavnet Nanowar of Steel er en sammenblanding af Manowar og Rhapsody of Fire, og skulle angiveligt være et “sjovt” comedy metalband med en satirisk tilgang til power metal.
Det fremstod mere som et show direkte lavet til de 6 børn som var ombord på Oslobåden end for et metalhungrende publikum der gerne ville have haft en fed afslutning på Copenhell Metal Cruise.
Klokken var 21 og børnene var desværre for længst gået i seng.
Deres forsøg på at være sjove var tåkrummende latterligt.
De indtog scenen iført farverige parykker og alt for tætsiddende idrætstøj endda med en af dem iført en lyserød tylskørte alt sammen købt nede i den lokale “Fest Og Farver” butik.
Det blev ikke bedre af, at en af dem pludselig rendte rundt med en blæksprutte maske på og en stor oppustelig mobiltelefon. Det gav ingen mening, og vi var kun ved deres andet nummer.
Da tredje numre “Il cacciatore della notte” gik i gang stod jeg helt af, da publikum blev bedt om at blafre med armene som en fugl og en af dem kom på scenen iført et stort fuglekostume.
Dagen efter kom jeg i tvivl, om jeg virkelig havde oplevet den rene elendig aftenen forinden, da jeg talte med andre som ikke kunne genkende det med fuglen.
Havde jeg bare været fuld og set syner…?
Nej, trods alt ikke, men deres tålmodig var åbenbart lavere end min, og de var skredet for længst.
Det var håbløst, og jeg måtte kaste håndklædet i ringen, da de ved fjerde nummer “Wall of Love” ville lave en udgave af “Wall of Death” om til “Wall of Love” til lyden af Whams “Careless Whisper”, hvor publikum i stedet for at slås, skulle løbe mod hinanden og kramme hinanden, og ja (høhø) tage hinanden på de ædlere dele.
Det ville have pyntet på galskaben, hvis bandet i det mindste kunne finde ud af at spille eller synge og levere en lydmæssig kvalitet som gjorde at man kunne nøjes med at lukke sine øjne og lytte som havde man et Mofibo-abonnement.
Jeg har anmeldt musik i 17 år, og jeg har kun én gang før oplevet at give 0 stjerner til en koncert.
Dette var anden gang.
Forhåbentlig ser vi dem aldrig i Danmark.
Alt i alt må man konstatere at Copenhell Metal Cruise 2022 stemningsmæssigt var forrygende som altid, og fornøjelsen ved at kunne deltage i dette arrangement er absolut et af hvert års højdepunkter.
Det musikalske indslag kunne have været væsentlig bedre, men igen, det er som altid smag og behag, og jeg må trods alt tage hatten af for at Copenhell havde valgt at repræsentere en bred vifte af genre inden for metalverdenen, så der formentlig var noget til alle.