Corey Taylor på Copenhell

Selvom det amerikanske dampbarn Corey Taylor i høj grad er en omtalt herre i metalverdenen, på grund af  sin  deltagelse i Slipknot og Stone Sour, synes han ikke selv at han fik nok kredit som sangskriver i disse projekter. Derfor gik han i 2020 i solomode i form af CMFT, Corey MotherFucking Taylor. Sååå kan det være at folk fatter, at HAN er sangskriver og idé-mand. Så kom vi så til at han stod på den største scene på Copenhells første dag. 

Unmasked

Taylor kender man som et frygtindgydende monster, som growler for fuld skrue i samspil med 7 gale instrumentalister i Slipknot, men han kan mere end det, og vil meget gerne mere end det. Den ret store metal personlighed tiltrak også tusinder af mennesker foran scenen og på højen for at høre og se den, denne gang, umaskerede solokunstner. Mange af de store Taylor fans var maskeret med onde dødsmasker, men Taylor selv behøvede ikke at være Slipknot-ond at se på, for han var virkelig en god energisk performer som overtog publikums ører og øjne lige fra start.

Meeen…

Når man så får kredit for at være sangskriver, må man også få kritik for det samme. I første havdel af sættet hvor vi hørte en del numre fra Taylors to solo albums, synes jeg ikke at sangskrivningen var noget at skrive hjem om. De første numre fra start, var de lidt ligegyldige “Post Traumatic Blues”, “Black Eyes Blue” og det meget irriterende “We Are the Rest”. Det var som om at riffsene i guitar/bas kun lige nøjagtigt var understøttende, men ikke var æstetiske på nogen måde. Her lå så MotherFucking Taylor’s vokal henover, men det blev det ikke specielt meget bedre af, trods han er en ret god sanger og gav den fuld gas i performance delen.

Faktisk synes jeg, og det virkede også sådan på publikum, at det først begyndte at rykke da Slipknot- og Stone Sour-numrene begyndte at rulle fra scenen. Meeen han kunne da godt bidrage med en god sang fra solo debutalbummet fra 2020, hvor vi fik det smukke “Home”. Ganske følelsesladet og gedigen sang.

…are you OK?

…dette var Taylors gennemgående spørgsmål til publikum, og han sagde det på alle mulige sjove måder. Men det jeg synes var sjovest; guitaristen Christian Martucci var simpelthen spitting image af figuren Cosmo Kramer fra Seinfeld. Den var sgu svært at abstrahere fra…men han spillede heldigvis ligeså fedt som han i min verden så sjov ud. Alle på scenen var bare dygtige musikere, og der blev virkelig lagt en god bund fra trommeslager Dustin Robert, som var tight og tjekket på alle måder.

Men jeg synes det var meget op og ned med, den nu 50 årige Corey Taylor og hans solo band, som godt nok gav sig 100 % på scenen, men måske ikke kunne byde på den helt store sangskrivningskunst.

Men jeg ender da på 3,5 stjerner til eftermiddagens metal show på Helvetí.