Cradle of Filth på Copenhell

For 9 år siden spillede Cradle of Filth i Pumpehuset, hvor RockZeit var på pletten til de voldsomme rytmer og skærende skrig, der fyldte den lille bygning med intens ondskab. Bandet dukkede så op igen på dansk jord igen, denne gang på Copenhell torsdag kl. 19:45 på Pandæmonium scenen, hvor de var ved at rive scenen i stykker med dødskrig og speedriffs.

Cradle of Filth er et af de metal bands der har haft flest udskiftninger i musiker staffet. Da vi var i Pumpehuset, var Richard Shaw en af guitaristerne, dér var vi heldige at få et interview, som du kan genlæse her. 

Let it begin

Det top proffesionelle setup, åbnede op for “Existential Terror”, som sad lige i skabet fra de 6 musikere på scenen. Det yderst vanskelige nummer, blev spillet som det var det letteste i hele verden, og de missede ikke et eneste beat. Sådan forløb det igennem hele koncerten, og det var en fornøjelse at høre noget død med folk som kan deres kram. Det er kun folk med teknisk kunnen som kan spille denne type musik, og hvis middelmåde utekniske musikere prøvede, ville det ødelægge fingre, håndled og stemmebånd blot i det første nummer, men det skete ikke her.

Danny Filth var iklædt det helt store dark lord outfit, fulgt af sit mikrofonstativ der lignede et eller andet ork våben fra Ringens Herre. Danny var spændt som en elastik, og selv når han præsenterede et nummer, blev det sidste ord smidt ud over Pandæmonium med et diskantet dødsskrig som måske kunne høres helt ned ved havnen, eller Christianshavn for den sags skyld. 

Danny Filth er kendt for sin ekstreme høje og kraftfulde stemmeleje, men der er også god klang i hans hæse growl i mellemregistret. Det burde han bruge oftere i numrene, for steder han synger rytmiske passager i det høje leje, virker det lidt søgte og lidt komisk. Her burde han veksle mellem mellem- og højt register, a la King Diamond tænker jeg. 

Machine gun Marthus

Trommeslageren Martin “Marthus” Škaroupka, som sad indkapslet i en gennemsigtig lydskærm, var som et maskingevær med sin vekslen mellem hurtige og meget hurtige speed rytmer. Engang imellem var der tunge hårdtslående beats, men som dog ikke fik lov til dvæle længe, før der blev sat magasin i automatvåbnet igen. Han var utroligt tjekket og energisk, men jeg syntes egentlig at han slog meget hårdt hele tiden. Her savnede jeg lidt dynamisk afveksling, og det ville passe ganske godt til den ret raffinerede sangskrivning som Cradle of Filth står for. 

Beauty and the Beast

Skønheden Zoe Marie Federoff var mageløs i sin backing vokal til udyret Danny, og hun spillede lige så smukt på keyboard. Både visuelt og auditivt var det noget af en kontrast at se de to synge sammen på samme scene, og det var virkelig noget som gav nuancer i musikken.

Der var ikke ét nummer som haltede i instrument-ræs eller ekstremskrig, og bandet var som en grusom maskine der spyttede skarpe metalspåner ud over Copenhells Pandæmonium. Vi blev alle ramt af spånerne, og jeg tror langt de fleste var i den syvende heavy himmel. Hen mod slutningen fik vi ældre numre fra COF’s katalog som “Born in a Burial Gown” fra EP’en Bitter Suites to Succubi fra 2001 og “Her Ghost in the Fog” fra albummet Midian fra 2000, og der var gode gammeldags black metal riffs i luften, men stadig meget intense. Det klædte faktisk sættet ret godt at slutte af med lidt old school style.

Men mest af alt var det i den meget brutale ende, og det bliver da også til filthy fucking 4,5 stjerner til de britiske ekstrem metallere.