Crobot: Welcome to Fat City

Pennsylvania-kvartetten Crobot udgiver deres andet album fredag d. 23. september. Hvis man er til hard rock, som bliver skudt fra hoften, kan man roligt glæde sig til denne udgivelse. “Welcome To Fat City” hedder albummet, og det byder på old school rock som sidder lige i kassen. Og dem der har ventet i længsel siden debutten ”Something Supernaturel”, bliver nok ikke skuffet.

Der lægges ud med titelnummeret “Welcome To Fat City”. Efter en kort optakt i form af et trommefill, er nummeret allerede godt i gang med et gedigent rock guitar-riff, og vokalen kommer hurtigt på. Vi er klart i hard rock genren som vi kender den, men lidt ud over det sædvanlige, har Crobot det med at lægge en en diskantet digital effekt på af fraseringerne. Det er som om at guitarmelodien imploderer i sig selv og forsvinder, og gør plads til det næste riff. Det passer godt ind i lydbilledet, og det pepper udtrykket lidt op, og giver et moderne touch på stilen. Det kommer flere gange, og man husker effekten som et ret tydeligt fingeraftryk på nummeret. Effekten er ikke lavet fordi bandet mangler ideer til riffs, for det er fanme fedt materiale der brugt i nummeret, og f.eks. guitar-soloafsnittet er i dén grad udtryksfuldt, og minder meget om ”Heaven´s In Here” fra Bowies sideprojekt Tin Machine (første album), og det er jo ikke så ringe…

Det er fedt at opdage, at de specielle digitale guitareffekter fortsætter ufortrødent som et rent stiltræk. Det hyler og skriger i baggrunden, mens leadsangeren Brandon Yeagley fyrer den af henover akkompagnementet. Der er mange genkendelige standardakkordbrydninger, som f.eks. starten på det langsomme nummer ”Hold On For Dear Life”, men også hér begynder guitaren at skrige på den helt specielle måde, så man når ikke at rynke pande over at materialet er brugt tusinde gange før i rockhistorien; for det lyder sgu for fedt, når Crobot gør det på deres måde. Det er god og effektivt rock det her!

Old school, men bare fedt

Starten af det ottende nummer ”Blood On The Snow”, er så banal som den overhovedet kan være, men man stoler på at man får noget ekstra på udtrykskontoen, og det gør at man meget gerne vil høre mere.

Nu når vi snakker old school, så har vi da også mundharmonika-overload i det niende nummer ”Steal The Show”, hvor akkompagnementet i dén grad får en spand kul med en overgearet mundharmonika, spillet af forsanger Brandon Yeagley.

Man må sige at der alligevel er mange forskellige musikalske udtryk i løbet af albummet, og der kommer lidt hurtige toner i guitarriffsene i ellevte og sidste nummer ”Plague Of The Mammoth”, og her får guitarovertoner og effekter en ekstra tand op. Fed afslutning på albummet!

Dirty Groove Rock

Crobot lægger ikke skjul på deres inspirationskilder, og der er masser af elementer i musikken der minder om Guns´n´Roses, Soundgarden og Wolfmother etc., og Crobot beskriver selv deres musik som “Dirty Groove Rock”.

Det er sjældent at støde på ny rock som har så fed feeling som på dette album. De er alle gode musikere, men jeg vil da godt fremhæve guitaristen Chris Bishop, for alt hvad han laver, her er helt i top. Der er ikke noget blær i form af virtuositet, men der er fokus på god klang og feeling hele vejen i gennem albummet. Han ligger også sindssygt meget før og efter beatet på sin egen måde. Bandet er nok godt bevidste om Bishop´s evner, og han har også fået en meget stor rolle i lydbilledet i forhold til lydstyrke.

Resten af bandet er meget bevidste om hvordan de skal bidrage til helheden. Trommeslageren Paul Figueroa lægger hele tiden energiske og gode rytmer som er skabt til genren, og der er super fed lyd i trommesporet, og han svinger fedt sammen sin bror, bassisten Jake Figueroa …nu siger jeg trommesporet…men rent faktisk lyder det generelt ikke som at musikken er sat sammen af forskellige spor. Albummet lyder meget ægte og one-take-agtigt, og det er en kæmpe kvalitet, når der bliver talt hard rock sprog. Her kan man nemlig let tilgive banalt musikalsk materiale med laveste fællesnævner, for hvis det svinger max, så er man glad.

Brandon Yeagley har ikke nogen unik stemme som sådan, men han leverer varen i genren, og der er mangler bestemt ikke noget. Hvis han kan give lidt ekstra gas i en live situation, kan han sagtens give publikum én på opleveren som frontfigur.

Crobot kan opleves live når de spiller opvarming til Volbeat d. 19. oktober i Jyske Bank Boxen i Herning