Beta 2300 var på et tidspunkt lukningstruet og sikke en masse uforglemmelige musikoplevelser, vi havde måttet undvære i tidens løb, hvis det var sket. Det gyser, når man tænker for længe over det. Heldigvis eksisterer Beta 2300 fortsat og står uge efter uge for at promovere bands, som ofte befinder sig en del under radiohitradaren. Og det for en symbolsk betaling ovenikøbet.

I mandags den 3.08.2015 – på andendagen af Beta 2300 og Devilutions mini metalfestival Dirty Days of Summer – gæstede det legendariske New Orlean-Sludgemetal rock/band Crowbar Beta 2300. De blev varmet godt og grundigt op af danske Dirt Forge og Black Book Lodge, begge albumaktuelle i år; sidstnævnte BBL’s ”Entering Another Measure” er faldet i ekstrem god jord her på Rockzeit redaktionen, og Dirt Forges EP må være på trapperne…?

Beskidt spil

Dirt Forge gik i gang med brask og bram og fik ret hurtigt lokket publikum ind i den umenneskeligt varme skotøjsæske (jeg lænede mig næsten konstant op af højre væg, så jeg blev kun forbrændt på venstre side). Lyden var som sædvanlig god i Amager Bios uartige lillebror, men der er selvfølgelig heller ikke mange mærkelige vinkler at tage hensyn til. Og en massiv bunke menneskekroppe hjælper også til at nivellere lyden. Dirt Forges veloplagte medlemmer, Alexander Kolby (vokal og guitar), Yannick Kristensen (bas) og Nicolai Lomholt på trommer, besidder en god del charme og spøjs øvelokalehumor, som de er gode til at kommunikere ud til publikum, som forstod at tage godt i mod. Bill Cosby er pludselig blevet det ny sort at joke med. Alt i orden. Dirt Forge refererer på deres Facebook side til bands som Eyehategod, Down og Mastodon, hvilket er selvindlysende, men man kunne godt have nikket til Black Sabbath for at have skabt den gode tunge bund, som er et uundgåeligt grundelement i sludge. Og hvis man var i tvivl, så skulle man blot lytte til Dirt Forges lidt uopfindsomme, men ekstremt virkningsfulde ”Eternal Black Name”, hvor selve starten og sounden skriger af det tunge slæbende og stadig uhyggelige nummer ”Black Sabbath”, (tjek videoerne nederst i artiklen). Der er blot growl i stedet for nasal og uskolet knækfistel fra Birmingham. Midtvejs kommer temposkiftet som ventet, for så at vende tilbage til udgangspunktet til sidst. Men, men, men, det virker. I den anden grøft har vi så det punkede Prison Cell, som sprinter afsted, mens Alexander råber: ”Drink The Blood, Boil the guts, Steal my Soul, Left to rot, Kill Me Again x3 Kill Me again, my friend”.

DIY

Man får følelsen af, at Dirt Forge primært gør det de gør, fordi de vil og ikke så meget fordi de kan, hvilket er en kompliment – resten skal nok komme, men forhåbentligt ikke alt for hurtigt. I forhold til den stramme produktion og det fejlfrie sammenspil, man har vænnet sig til ligegyldig hvilken genre man hører, var det overraskende sjasket spillet. Den punkede DIY tilgang bidrog dog kolossalt positivt til den umiddelbare oplevelse. At Dirt Forge foretrak at kommunikerer med publikum fremfor at kigge nidkært ned på deres instrumenter, skabte måske lidt løst spil, men samtidig også en kontakt til de fremmødte, som resulterede i, at man virkelig havde håbet, at de skulle spille længere tid, end de gjorde; lige pludselig var det slut og som de selv sagde, så havde de faktisk ikke mere at byde på. Et perfekt opvarmningsband. Og så var det lynhurtigt tid til Black Book Lodge.

Komplekse Black Book Lodge 

Selvom Crowbar var aftenens hovednavn var det hånden på hjertet Black Book Lodge, som Rockzeit havde set mest frem til at høre, og efter vores mening var det også dem der leverede den mest interessante musikalske oplevelse. Ronny Jønsson (vokal og guitar), Steven Ardilsø(Bas), Trygve Borelli (guitar) og Jakob Gundel (trommer) leverede et utroligt fyldigt og kompleks lydbillede, der fik undertegnede til forgæves at kigge rundt efter de ekstra musikere. De virkede ekstremt fokuserede og tændte, og det emmede af intensitet og spillelyst fra alle medlemmer. Alt sidder i skabet og dermed kan man give sig fuldstændigt hen til indholdet og lade indtrykkene regne ned over én. Ronny Jønsson kan mange ting med sin stemme og han kunne forfalde til en magelig kalkering af Chris Cornell, som er en ret anvendt inspirationskilde blandt nyere danske bands. Det gør han heldigvis ikke, men afsøger sammen med resten af bandet nye spændende musikalske veje at gå. På den seneste udgivelse ”Entering Another Measure” er det tydeligt at fokus ligger på at male det store billede, en til tider avantgarde og progressiv sanseoplevelse af dimensioner, som i virkeligheden slet ikke burde egne sig til Beta2300. Deres anerkendelse i udlandet er forståelig og deres rolle som opvarmere i forbindelse med Dizzy Miss Lizzys koncerter er velfortjent, men måske lidt overraskende, idet det danske mainstream publikum normalt ikke tager så godt imod bands med store og højpandede armbevægelser i deres lyd.

Black Book Lodge hypnotiske monstre

Black Book Lodge er kompromisløse og referer i deres musikalske vokabular i lige så høj grad til esoterisk progrock fra halvfjerdserne som eksempelvis grunge og alternativ rock. Deres brede penselstrøg og komplekse konceptrock elementer virker dog for mig. Jeg var vild med deres hyppige brug af overgange under koncerten fra nummer til nummer, det forstærkede deres holistiske tilgang. ”The Call” og ”Battering Ram” fra deres debut ”Tündra” ramte bulls eye, og der er efter min mening tale om et uvirkeligt højt niveau for en første udgivelses numre, som fungerede perfekt live. Alligevel var det ”The Martyr” og titelnummeret ” Entering Another Measure” fra det ny album, som stjal showet. Det er nogle avancerede dynamikmonstre, som kræver noget af lytteren i deres kompleksitet og klange i bredformat, men samtidig er der noget tranceagtigt over dem; noget hypnotisk, som når sit højdepunkt i ”The Martyr”, da nummeret arbejder sig hen til den minimalistiske passage, hvor det i starten udelukkende er Trygve Borellis spinkle guitarfigur som redder nummeret fra at kollapse. I et live show er det meget sårbart og dermed ekstremt effektfuldt og spændingsladet. Herefter kommer trommer og bas snigende indtil det udvikler sig i et lydinferno. Hele nummeret fungerede endnu bedre live end på albummet, hvilket jeg ikke helt forstår, kompleksiteten in mente. På en dag i sludge metallens navn anede man en vis mæthed hen mod slutningen; kombinationen af det lille varme lokale, og Black Book Lodges tungsindige univers og komplekse sound, fik flere til at gå ud og trække lidt frisk luft før sættet var helt slut, men det gav så os andre lidt bedre plads til at nyde de sidste par numre.

Beta 2300 brækket op med et koben – igen

Crowbar (koben)har spillet på Beta 2300 for et år siden og stod så endnu en gang foran de forkælede fans. Crowbar har kun Kirk Weinstein tilbage fra den oprindelige line up fra deres start dengang i 1988, hvor de kaldte sig Shell Shock. New Orleans huser, og har op gennem tiden huset, adskillige sludgemetal bands, såsom Down, Corrosion of Conformity og Eyehategod. Adskillige musikere har spillet i flere af nævnte bands på kryds og tværs, og Crowbar har internt også gennemgået en del udskiftninger, men der har været flere forholdsvis stabile perioder, hvor to eller tre af medlemmerne har været de samme i en årrække, hvorved kontinuiteten i Crowbars sound og udvikling ikke har lidt overlast. Sidste lange stabile periode var 2005-2013, hvor Kirk Windstein, vokal og rytmeguitar, Tommy Buckley, trommer og Pat Bruders på bas, blev suppleret af Steve Gibb og Matthew Brunson, som siden 2009 har været fast guitarist. Pat Bruders blev i 2013 erstattet af Jeff Golden.

Tung Bund

For dem der ikke kender Crowbar – og jeg erkender, at bandet mildest talt befinder sig i periferien af mine mest yndede metal bands – så kan numrene beskrives som bestående af en god tung bund for neden, en god tung bund i midten og en ligeså god tung bund for oven. Kirk Windstein er legemliggørelsen af denne beskrivelse. Crowbar lyder som om bas og guitar er stemt lang ned under gulvbrædderne, og numrene er tørre, kvasende og bygget op omkring simple men velklingende dommedagsriff, som vibrerer forfriskende i hele kadaveret. Windstein growler og synger med knas på en stilsikker facon. Matthew Brunson krydrer det barkede lydlandskab med nogle velkomponerede og veltænkte guitarfigurer, der skaber dynamik, spænding og forløsning i numrene, som man ellers godt kan savne i sludge. Beta var måske lige småt nok til Crowbar og bagerst i lokalet måtte lyden, som ellers var god, gerne have været lidt højere.

Greatest koben

Crowbar udgav et meget rost album ”Symmetry in Black” sidste år og det var ventet, at de ville spille en del numre derfra, men det blev ved ”Walk with knowledge wisely”, som også er et virkelig stærkt nummer. Der var mere tale om et greatest hits sæt med numre fra tre årtier, hvilket bestemt ikke skuffede de trofaste die hard fans som havde været med fra starten. Igen og igen blev en klassiker mødt med jubelbrøl fra et publikum, ikke mindst faldt ”All I had” og ”Existence Is Punishment” helt tilbage fra 1993 i god jord. Kavalkaden lød dog utrolig homogen. Det er tydeligt, at Crowbar har overlevet i så mange år fordi de har fundet en måde at få melodien frem uden at gå på kompromis med hårdheden. Kan man det, så kan man holde den gående i mange år.

Monolitter?

Til gengæld stod jeg af og til og tænkte, at jo, de var godt sammenspillet og kunne deres shit, men burde de egentlig ikke have mere at byde på? De holdt godt og konservativt fast omkring de sikre riff, formled og temposkift og gjorde ikke et stort nummer ud af at præsentere musikken. Selvfølgelig gik Windstein lidt rundt, men det var mest for at holde gang i venepumperne og få lidt tiltrængt væske. Når man har heddet Crowbar siden 1990, kunne man godt tro, at de performancemæssigt og håndværksmæssigt havde flere facetter og esser i ærmet. Glem det, de amerikanske monolitter passede grundlæggende butikken og det kan godt være, at de i mandags havde deres shining moment – man kunne bare ikke rigtig greje det ud fra deres ikke-ansigtsudtryk (og Dirt Forge viste jo med al tydelighed at man godt kan spille tunge riff uden at forstene). Crowbar og især Windstein blødte imidlertid op og virkede mere end tilfredse og taknemmelig efter koncerten. Måske havde de ikke regnet med at Beta 2300 skulle være et high point på deres turne, og måske var de lidt overraskede over at så mange danskere kom for at høre deres low-end guitarlarm fra New Orleans? Formentlig var Crowbars mission først og fremmest at bryde lydmuren og vælte Beta 2300 og så videre på deres turne – og vurderet ud fra langt størstedelen af publikummerne, lykkedes missionen. Dog ikke helt for mig, men nok til, at jeg lige skal kigge nærmere på deres bagkatalog.

Til sidst er der at tilføje, at lige ved siden af os metalhoveder, stod det ungdommelige grå guld hånd i hånd og i eksemplarisk snorlige kø for at istemme Beth Hearts autentiske, dybt personlige og nærværende popballader i Amager Bio. Sådan er der så meget, og hvor er det godt at musik kan så mange ting.

Dirt Forge – fire ud af seks stjerner:

Den Som Ryster Jorden

Ratcatchers

Eternal Black Name

Stone

Prison Cell

Hide From The Sun

Black book Lodge – fem ud af seks stjerner”

27 Years

The Call

New Provenance

Entering Another Measure

Thalassa

The Maryr

Battering Ram

Crowbar – Fire ud af seks stjerner:

Sever the Wicked Hand

Planets Collide

All I Had (I Gave)

The Lasting Dose

To Build a Mountain

The Cemetery Angels

Walk With Knowledge Wisely

Conquering

No Quarter (Led Zeppelin Cover)

Existencer Is Punishment

I Am Forever

High Rate Extinction

I Have Failed

https://www.youtube.com/watch?v=_GgBx7Y0aso