Cult of Luna, Russian Circles og Svalbard i Store Vega

RockZeit tog til metalfest fredag aften i Store Vega, som bød på 3 fede bands; Cult of Luna, Russian Circles og Svalbard. Alle bands trykkede den max af i deres musikalske område, og man var varm i ørerne og i hele kroppen da man satte benene på gaden efter koncerten.

Svalbard

Engelske Svalbard var et supportband som udfordrede vore ører da de allerede kl 19:30 læssede trykluftbors metal core uden særlig mange dynamiske udsving, udover scenen. Det larmende angreb fra scenen, blev udført med kvindelig lead growler Serena Cherry og mandlig co-lead crowler Liam Phelan. Musikken virkede til tider primitivt og unuanceret, men jeg må erkende at det havde en speciel nerve, og at oplevelsen sad pænt godt i kroppen efter sidste beat var slået på scenen.

Russian Circles

Det amerikanske instrumentalband Russian Circles gik på med introet “Ó Braonáin” og derefter “Betrayal”. De diskede op med den tørreste, ondeste og mest hårdtslående lyd. Musikken indeholdt lange passager hvor der næsten ikke var nogle pauser, men et konstant angreb hurtige plekter strokes på guitarstrengene, samt hårde slag på bas og trommer. Ja, jeg mindes endda at trommesættet skulle reguleres undervejs fordi Dave Turncrantz slog så hårdt, at lyden dunkede i eens mellemgulv. Det må have været ekstra tykke trommeskin, ellers ville de nok have været sprunget 2 minutter inde i koncerten.

Jeg synes det var svært at kende forskel på numrene, men det var som om, det ikke var meningen  man skulle kunne det, for det hele var et slags aggressivt meditations lydbillede der bare gled afsted som et langt tungt godstog.   

Den minimalistiske kompositionsstil var effektiv, fordi det var groovet der var i centrum, og ikke i så høj grad catchy melodier og riffs. Selvom der var intensitet hele vejen igennem, kunne de utroligt nok øge intensiteten i sidste nummer  “Young blood” på en sådan måde, at man var sikker på at dét var afslutningen.

Musikken er egentlig ret svær at beskrive, men det var bare en superfed koncertoplevelse. Det bliver til 4,5 stjerner til de russiske cirkler.

Cult of Luna

Der gik lang tid med opstillingen før det svenske post-metal band Cult of Luna gik på scenen, og det var ventetiden værd. Man kunne virkelig mærke, at alt var gennemtjekket og klar. De lagde ud med stemningsfulde keyboard toner som en ulmende ild, inden de kom ind på scenen og startede “Cold Burn” fra det nyeste album The Long Road North fra 2022. Der  var fra start god og tydelig lyd, som gav en god fornemmelse af musikernes gode samspil.  

Med to trommeslagere der sørgede for trommer og percussion, to guitarer, bas og vokal, blev der åbnet op for stemningsfuld post metal, der med de detaljerige rytmer i trommesættene og ultra simple dvælende toner i strengeinstrumenterne. var både minimalistisk og komplekst på samme tid.

Ligesom Pink Floyds lange nummer “Echoes”, fik vi Cult of Lunas eget nummer af samme titel fra albummet Salvation fra 2004. Et nummer der med 13 minutters varighed, i adskillige minutter bygger op fra simple clean guitartoner, før hele bandet kommer på i en ond metallisk enhed. Med et stort, brutalt og tatoveret legeme, brølede Johannes Persson med sit knasende hæse growl, som borede sig ind i kroppen på lytteren. 

Det var som om de to trommeslagere udnyttede, at det næsten ikke er muligt at spille helt synkront, og der opstod små dobbeltslag/ekkoslag i lydbilledet som faktisk skruede op for æstetikken i rytmesektionen.  

Numrene Cult of Luna er meget ens i positiv forstand. Den minimalistiske musik udfordrer dem selv på scenen, for der skal gode musikalske nuancer til, hele tiden at få numrene til at lyde spændende. Det slap de også ret godt fra.

Nu når musikken åbenlyst er i minimalistisk stil, synes jeg alligevel godt, at akkordprogressionerne kunne være lidt mere spændende. Det var mest det rytmiske som var unikt i numrene. Men i det store hele var det en ganske glimrende koncert. Det bliver 4 syrede stjerner til de 6 svenske post-metallere.