D-A-D gik bersærk i Arenaen

D-A-D leverede et monstershow i går aftes i Royal Arena. Et show der havde alt hvad man kan ønske sig i rock n’ roll-verdenen.

Lyset slukker, og en lydcollage fra det vilde vesten tordner frem af højttalerne. Så kom drengene på scenen og gav os nummeret ”Evil Twin”, og så var vi i gang. Med scenografi bestående af en kæmpe sofa, lamper og højttalere, alle i overdimensionerede størrelser, og med trommesættet placeret midt i sofaen, var D-A-D klar til at erobre Royal Arena.

Efter ”Evil Twin”, fik vi ét af bandets mest kendte numre, nemlig ”Jihad”, og der var selvfølgelig publikum-sing-along på ..and there´s no fuel left for the pilgrims. Det lød som om kvartetten havde varmet godt op inden, for de spillede fedt lige fra start.

Både for øret og for øjet

Der var masser af sceneshow, og vi havde også Stig Pedersens mange specialbyggede basser, som han skiftede hyppigt igennem koncerten. I ”Soft Dogs” fra albummet af samme titel, tog han sin store træfarvede monstrum af en bas frem, og lod den tordne og syde af rock. I dette nummer blev det ikoniske ko-kranium hævet op bag den store sofa, hvor det hængte og observerede salen med lys i kanterne.

I det intense nummer “Reconstrucdead”, fik vi mere en bar´ rock n’ roll. Jesper Binzer forklarede publikum, at bandet havde lavet lidt sjov i vinterferien, nemlig øvet thrash metal! Så vi fik en omgang thrash-riffs kastet i hovedet…men det var dog thrash med rockfeeling.

Efter de fedeste guitarhyl i slutningen af “Everything Glows”, skulle vores øre have en lille pause for det helt vilde og intense. Det blev gjort med “Indian Girl” og “Hate To Say I Told You So”, og  det var der brug for, for bagefter var tid til at blive skræmt med ”Scare Yourself”.

Her blev Laust Sonne udfordret på det groveste med en tromme-chase, som blev dirigeret og opildnet af Jesper Binzer med ordene Kom så Laust, SCARE YOURSELF! Det var så sejt spillet på trommerne, at jeg sjældent har hørt noget lignende til en rockkoncert.

Uundgåelige klassikere

Sidste nummer før ekstranumrene var klassikeren ”Sleeping My Day Away”, og det siddende publikum, rejste sig med det samme og begyndte at rocke med til klassikeren. Her tog Stig sin raketbas frem, og der kom der også ild op af hans hjelm. Ganske underholdende, men nummeret kunne mere end bare at underholde, for der blev leget med tempoet, som til sidst i nummeret gik op og ned, for så til at lande i en gedigen afslutning. Folk var ellevilde, for det er bare et fedt nummer og det var en glimrende live-version.

Ganske fin afslutning

Det første ekstranummer var klassikeren “Laugh n’ a Half”, og det var Binzer-brødrene som stod for det, med deres velklingende spil på akustiske guitarer, og heldigvis, i denne situation, er der stadig folk der ryger, og de kunne jo så hæve deres tændte lightere i luften hist og her i den store koncertsal.

Aftenens allersidste nummer var, meget oplagt, “It’s After Dark”, hvor Stig Pedersen har en rolle som lead sanger. Det lød charmerende nok i forhold til at han ikke er frontfigur på vokalsiden, og det lød da også lidt bedre end på den gamle studieindspilning.

Ægte rockmusikere

Koncerten med D-A-D var lige på og hårdt, og der var ikke megen introduktion før et nummer gik i gang. Det blev bare fyret af, og så kunne Jesper Binzer sige noget om nummereret mens det var i gang. Man stolede på, at lige meget hvilket nummer D-A-D spillede, ville de gøre det 100%. De var ikke kommet for at spille middelmådigt, for det lod ikke til, at de ved hvad det vil sige at være middelmådige.

Det var tydeligt at D-A-D er fede fede sangskrivere, for der var god variation fra nummer til nummer. Selvom der er få akkorder i deres sange, er melodier og tekster karakteristiske nok til, at numrene skiller sig godt ud fra hinanden.

Lyd

I den første halvdel af koncerten, var stortrommelyden alt alt for voldsom. Man fik næsten en mavepuster af hvert slag, og der er jo temmelig mange af dem, må man sige. Laust Sonne kunne heller ikke lave særlig meget dynamik med den lyd, og eksempelvis i ”New age Moving In”, var det svært for ham at spille de stille rytmer som der kræves i dele af nummeret. Halvt inde i koncerten blev stortrommen bedre, og Laust kunne lave bedre udtryk i de rolige rytmer.

Fra guitarhærg til sing-along

Jacob Binzer lavede sindssygt mange fede skrigende overtonelyde, og han var en sand rockguitarist som kørte klatten hele tiden.

Jesper Binzer var i topform, og han var ikke bange for at lave voldsomme rock n’ roll-vræl som var helt oppe i skyerne, og det lykkes for ham gennem hele sættet. Som traditionen byder til store rockkoncerter, skulle publikum synge med på en del melodier, og når Binzer ikke sang med, faldt intensitet markant, hvilket var lidt ærgerligt. Dette sing-along var der måske lidt for meget af, og jeg savnede vigtige fraser som burde have været sunget af Binzer.

Det var fedt at høre at, at de fire musikere, som hver især kan meget deres instrument, formåede at give plads til hinanden og derved smelte sammen til én enhed. Alle fire var lige fede at høre og se på, og man kunne næsten ikke ønske sig mere af et live-band.