D-A-D i Royal Arena

Rock Lagkage med Flødeskum og Syltetøj

En fyrreårs fødselsdag fortjener en lagkage, og en lagkage fik vi. Både visuelt og musikalsk. D-A-Ds fødselsdag var gearet op til et show som kunne måle sig med de fleste af deres udenlandske stjerne kollegaer. En lagekage ø for enden af den catwalk som strakte sig ud fra en vel dekoreret scene, blev centrum for et par gode overraskelser. Ikke mindst så startede det hele med, at D-A-D præsenterede sig for den propfyldte Royal Arena ved, at komme op fra midten af lagkage øen. Og det til kæmpe jubel brøl fra publikum. I øvrigt et publikum i alle aldre. Foran mig sad for eksempel en syvårig dreng med ørerne beskyttet af værn, sammen med sine forældre, der ikke lod sig rive mere med end, at de kunne holde øje med afkommet og sørge for, at han kunne komme op og se hvad der skete.

For høre, det kunne man. I samme øjeblik de fire modne herrer poppede op af lagkagen, brød et lyd inferno løs, som var ved at tage vejret fra os alle sammen. Royal Arena blev stop proppet med lyden fra ”Jihad” som det første nummer.

Men da jeg lige var kommet mig over lydchokket, ærgrede jeg mig lidt over, at Jesper Binzer’s vokal nærmest blev helt væk i guitar, bas and drum lyd mur. Sådan holdt det sig desværre under det meste af koncerten.

Til gengæld kunne guitarerne for en gang skyld høres. Alt hvad Jacob ”Cobber” Binzer lavede af finurligheder på sine forskellige guitarer kunne høres ordentligt. Og det fine ved Jacobs spil er, at han ikke har travlt med at brillere. Her fik vi lov at høre elektrisk guitar med afmålte melodiøse soloer, der trods Jacob fik lov at strække rigtig meget ud, hele tiden var interessante at lytte på. Både hans rock and roll univers, men også hans ”country, twang” guitar stil som i ”Sleeping my days away” og flere andre numre.

D-A-D kan spille. Uanset om Laust Sonne sidder ude på lagkagen med et totalt pink trommesæt, og selv i klædt matchende pink jakkesæt, så kan han spille. Men alligevel bemærkede jeg en vis periodisk tempo ujævnhed, da Laust senere sad på selve scenen, nu med et guld trommesæt og guldfarvet jakkesæt. Ikke meget, men nok til, at jeg bemærkede at enkelte steder flyttede tempoet sig en anelse.

Hvem der bygger Stigs Petersens fantasifulde to-strengs basser, ved jeg ikke, men jeg tænker, at han selv designer dem. Jeg tror jeg talte ca. fem forskellige basser, herunder den berømte ”raket bas”. Men også en ”mobil phone” bas som med sit eget kamera filmede publikum og mangfoldiggjorde de lidt slingrende billeder på storskærm. En storskærm som i øvrigt præsenterede en del rigtig flotte visuels.

Lidt skuffet blev jeg dog over, at scenen og scene dekorationerne ikke blev brugt til mere end at kulisserne i første halvdel af koncerten blev skiftet lidt ud. Under resten af koncerten sås kun den grund scene opbygning hvor man havde placeret Laust på et dødningehoved, og i øvrigt gemt alt hvad der var af forstærkere væk under den grundkulisse. Men forstærkere det var der. Det kunne høres når både Jacob og Stig skiftede instrumenter med høj brummen og støj fra stik, garneret med lidt feed back. Men det gjorde kun det hele mere autentisk. For er der noget man kan kalde D-A-D så er det autentiske. Vi slipper for kunstige opstyltede rock and roll attituder, bortset fra, når Stig stiller sig med spredte ben og løfter bassen lodret i vejret. Men det er gjort med en afvæbnet selvironisk tilgang til det ellers af og til kunstige rock cirkus. Både Jesper og Jacob Binzer bevægede sig afslappet rundt på både catwalk, lagkage og scene, og der var tid til både at høre og se på dem.

Jespers uhøjtidelige kommunikation med publikum med sin underspillede humor gør D-A-D til et menneskeligt band, der viser sin taknemmelighed for publikums opmærksomhed og tilstedeværelse.

Selvfølgelig skal der komme andet op af lagkagen end D-A-D selv. Jeg ville aldrig havde tænkt Jada, sammen med et hårdtslående cowboy hard rock band, men man skal se meget før ørerne falder af. Så op af lagkagen blev Jada løftet, og i en duet med Jesper fremførte de sammen en meget vellykket udgave af ”Something Good”. Og efter min bedømmelse, så spiste publikum grådigt af både lagkagen og den sympatiske og stærkt velsyngende Jada. Så fik man sGu oplevet det med.

Men lagkagen var hverken tom eller spist op, for lidt senere blev en sortklædt anden kvinde, eleveret op af lagkage hullet. ”I won’t cut my hair” i en metal version growlet (næsten) til ukendelighed af Rikke Emilie List. Jeg har faktisk aldrig hørt en kvinde growle, men suppleret af et sejt swingende D-A-D var det friskt og farligt. Og publikum elskede det.

Man kan trække kaniner op af hatten, og kan man det, så kan man vel også trække en gammel kanin op af lagkagen, for op af hullet kom et trommesæt med Disneyland´s gamle trommeslager Peter Lundholm Jensen. Knapt så meget hår, faktisk nærmest ingenting og slet ikke i forhold til Stig, Jesper og Jacob. Men storsmilende spillede han sig igennem ”Isn’t that wild” ude på lagkage øen, sammen med sine gamle kollegaer. På fin, humoristisk måde præsenterede Jesper, Peter, som blev modtaget med stor kærlighed af det publikum som tydeligvis havde fulgt D-A-D gennem hele deres fyrreårige karriere. Om Peter har fortrudt at han forlod bandet i 1999 vides ikke, men der er i hvert fald ”no hard feelings”.

Det fik vi at se da Laust Sonne med fuldt trommesæt blev hejst ned til lagkagen og Peter, helt oppe fra loftet, mens de sammen tog fat i ”Marlboro man” og fortsatte over i en udfordrende ”drum battle” i ”Bad Craziness”. Peter siddende på Lagkagen, og Laust hængende i en altan lige bagved Peter. At de overhovedet formåede at spille i sync under de omstændigheder, var i sig selv imponerende. Trods Jesper forsøgte at få publikum til at applaudere den bedste trommeslager, lykkedes det ikke helt. Publikum var overrasket og imponeret over det hele.

Men vi skal længere ind… eller ups, længere ud. Modigt og med stor risiko for at tabe det hele på gulvet, bevægede Brødrene Binzer sig ned blandt publikum og blev guidet spillende gennem det massive publikum, helt ned til lydmixer podiet. Det spanskinspirerede akustiske stykke musik undervejs, endte, sammen med Jesper og Jacob på et lille podie med at blive til ”Laugh ‘n’ a 1/2” med et brølende publikum der sang igennem på Jespers kommando i omkvædet.

Og så tænkte jeg ”hvordan kommer de tilbage til scenen igen?”. Jo såmænd kære læser, man går da bare tilbage samme vej som man gik ud. Og det gav en tiltrængt pause fra lyd infernoet inden den store afslutning. Der blev ikke tabt noget på gulvet.

Vi fik det hele. Både fyrre år, og nutid. Nye numre, blandet op med det der er blevet til mainstream hit hos det store danske publikum som D-A-D har. Vi fik en fed lyssætning, flotte visuals, et vel oplagt og velspillende band, som uden ekstra kor, eller keyboards selv kunne spille det der skulle spilles. Desværre var lyden lidt kaotisk, og Jespers vokal forsvandt op under det loft hvor Laust lige havde hængt. Det var lidt synd.

”Tænk at vi blev så mange til en fyrre års fødselsdag” råbte Jacob til os mens han slog ud med armene.

Jeg tror det varer lidt før lysene i den lagkage bliver pustet ud.