Når der står Fredagsrock på programmet, så er vi på RockZeit super glade for, at det rent faktisk også er rock der bliver spillet, og det var det denne sene fredag i maj, hvor D-A-D stod på programmet!
D-A-D skulle på scenen kl. 22, og pladsen foran scenen var allerede godt pakket 1 1/2 time før, og jeg må indrømme, da solen først var forsvundet og aftendug’en begyndte at lægge sin kolde, klamme hånd på min stillestående krop, glædede jeg mig overordentligt til, at de gik på scenen, så vi automatisk rykkede lidt sammen og begyndte at rocke med krop og sjæl.
“Hva’ så Tivoli?!”
Klokken blev 22, og endelig skete det!
Jesper, Jacob, Stig og Laust gik på scenen for at underholde et rockhungrende publikum.
Scenen var pyntet op med en slags bro med lys, og bagerst til venstre stod en lille karussel med nok de mest pink trommer jeg nogensinde har set.
Laust selv var klædt i et check’et pink jakkesæt med sort revers….og selvfølgelig skulle trommerne have tæsk af et sæt pink stikker.
Jacob var i sort og med den sædvanlige høje, sorte hat. Stig var som altid opfindsomt klædt på.
Denne aften i tætsiddende sølvdragt, og selvfølgelig med en buffet af kreativt udførte basser.
Jesper var casual i flot dekoreret cowboyjakke.
“Hva’ så Tivoli”?!
Jo vi var i den grad klar til at rocke, unge som ældre.
D-A-D lagde ud med Isn’t That Wild, og Binzer var fra start i højt gear, med hans fede, lidt skarpe rock stemme.
Oh yes, dette var Fredagsrock!
Jihad, og der var fuld fart på.
Stig leverede lækker rytme på en bas, der var aktuelt udført a’ la Manfred Von Richthofen, Den Røde Baron, med den røde Fokker Dr.l. som bassens hoved, og jernkorset som bassens krop.
Jacob gav os super lækker strengeleg på guitaren, smukt ledsaget af Jesper, og Laust hamrede fedt på de pink trommer.
Jesper gav den vokalt, som var det den sidste gang han skulle synge, og publikum var med på kor.
Var det koldt før D-A-D gik på scenen, så var varmen tilbage i kroppen nu.
Everything Glows starter med rytmeboks. Binzer’s stemmer i med en lidt dyb stemme, og så er der igen fuld fart på.
Jacob giver en kort solo, og Laust er fuldt optaget af, at give trommerne så mange tæsk, og sammen med Stig på bas, blev den fedeste rytmebund lagt.
Jesper måtte op at hoppe på en lyskasse, alt imens sveden haglede ned ad hans ansigt. Håret blev grundigt luftet. Rock’n Roll at it’s best!
De gav alt hvad de havde i sig, og publikum var med hele vejen. Fantastisk nummer.
På Black Crickets har Stig overtaget vokalen.
Han står nu med en bas der er udformet som en iPhone, hvor man på dens skærm, for sådan en var der også, kunne se optagelser af publikum.
Jamen altså, hvilken kreativitet!
Black Crickets er et rigtig feel good nummer, med en tung svingende rytme….and we love it!
Publikum klapper i takt, op i luften så myg og andet, er i voldsom fare for at blive klappet.
Et kort steel indslag fra Jacob’s kyndige guitarhånd.
Et lækkert svingende nummer!
“Laust, slå nu de trommer ihjel!”
De er bestemt ikke kedelige D-A-D
Pludselig hopper Jesper ned i pit’en og holder mikrofonen som en telefon, hvor han prøver at ringe Laust op; “Kom nu i Tivoli Laust, der er mange mennesker, de er søde og de lugter godt”. “Kom og spil en tromme solo Laust”. “Laust slå nu de trommer ihjel!”
Jesper pisker rundt i pit’en og opfordrer os til at råbe, “For helvede Laust, slå nu de trommer ihjel” og Laust gør sit bedste for at slagte trommerne.
Lækkert.
Stage rooftop
Lyset slukkes på scenen, hvad sker der?!
Det bliver sgu’ lidt halvkoldt.
Storskærmen tændes, og vi ser Jesper med spot på, men hvor er han?
Han siger “Hey, er der rock i Tivoli?”, “men hvorfor spiller de ikke?” Der går lige nogle sekunder før vi opdager, at Jacob og Jesper nu står på taget af bar’en til højre for scenen, en stage rooftop. Hver iført en akustisk guitar. Fedt indfald!
Vi får en mindre hyldest til netop afdøde Tina Turner, da de spiller en afkortet udgave af Simply The Best.
Stadig stående på taget får vi derefter en virkelig lækkert lydende akustisk udgave af Laugh ‘N’ A 1/2. Det lyder sindsygt godt.
De to guitarer og vokalerne er som smør i ørerne, og publikum stemmer højlydt i.
Hvilken D-A-D fan elsker ikke dette nummer der stammer tilbage fra 1991!
Det holder som så mange andre af deres gamle numre….big time!
Og der kommer flere klassikere.
Jesper og Jacob er tilbage på scenen, og nummeret Sleeping My Day Away, en sand D-A-D klassiker fra 1989, udfolder sig i fede rock toner.
Stigs bas er nu formet som en hvid raket der sender den fedeste bas bund afsted.
Laust hamrer endnu engang i skindene, og Jacob spiller, som altid, en virkelig lækker guitar.
Jespers vilde rock vokal fylder den kolde luft med varme, lige indtil publikums stemmer trænger sig så voldsomt på, at han lader os overtage vokalen.
Dette er bare en rock klassiker.
En Klassiker lukker Tivoli
Vi får endnu mere!
Aftenens sidste nummer er selvfølgelig It’s After Dark.
Der er ikke et øje tørt.
Dette nummer skal skråles ud, og publikum gør deres ypperste for, at dette sker ved fælles hjælp!
Desværre, og det var sikkert blot i forhold til hvor jeg stod, forsvandt Jespers stemme temmelig meget under dette nummer. Øv, for jeg elsker virkelig dette efterhånden gamle nummer fra 1987, Det ændrer dog ikke ved, at der var så megen gang i både scene og publikum.
Karrusellen med Laust og hans trommer kørte rundt, og på skift fik han selskab af de øvrige.
Det var den perfekte afslutning på en super fed Fredags Rock, og med dette lækre nummer slukkede lyset i Tivoli.
Tak D-A-D og tak Tivoli! Sikke en aften!
Summary
Band: D-A-D
Jesper Binzer: Lead vokal og guitar
Jacob Binzer: Lead guitar og kor
Stig Pedersen: Bas og kor/vokal
Laust Sonne: Trommer, kor
Sted: Tivoli, København
Dato: 26. maj 2023
Sætliste:
- Isn’t That Wild
- Burning Star
- Jihad
- Girl Nation
- A Prayer for the Loud
- Everything Glows
- Empty Heads
- Grow or Pay
- Black Crickets
- Reconstrucdead
- Rim of Hell
- Bad Craziness
- I Want What She’s got
- Laugh ‘n’ A 1/2
- Sleeping My Day Away
- It’s After Dark