Dæmningsbrud – Eyehategod

Copenhells bandbeskrivelser er sjældent karrige med karakterisere dette eller hint orkester som ’legender’, som vil ’tage dig med på en brutal rejse og efterlade dig forslået og med en ny kropsåbning’.

Men ind i mellem har de faktisk ret.

For det første ER Eyehategod legender. For det andet trissede Eyehategod ind på Gehenna lørdag aften uden anden præsentation end forsanger Mike IX Williams’ callout ”We’re Eyehategod, and we’re from New Orleans!” – for derefter at efterlade os forslåede og med en ny kropsåbning.

Eyehategod er nemlig sludge metal – slam metal – stinkende, højviskos og udvundet af dyndet ved Mississippis bredder. En genre som Eyehategod selv var med til at grundlægge i slutningen af 80erne. Det var da også glacialt tempo, der blev lagt ud med fra medgrundlægger og guitarist Jimmy Bowers nedstemte strenge, båret af Gary Maders dybe træk i bassen og Aaron Hills sejtrækkertrommespil. Williams stemte hurtigt i med sin karakteristiske og skrigende vokal, som man vel dårligt kan kalde sang – snarere et snerrende supplement til den musikalske grundsubstans.

Så var stemningen og tempoet lagt for de næste mange numre. Slæbende og snavset tungmetal. Den stil du sikkert kender fra Red Fangs radiovenlige udgave og Clutchs partyudgave. Det her var bare the real thing.

Det var også en fed ting. Selvom der nærmest ingen udvikling var i det lave tempo i den første halvdel af Eyehategods tildelte time, var der ingen udtynding i publikum. Tværtimod stod de fleste og vuggede henført – også da et par af Eyehategods klassiske humørspredere, ”Shoplift” og ”Sisterfucker” blev skreget ud over dem af en veloplagt Mike Williams.

Eyehategod er ikke noget showband, men der blev lige så stille skruet op for både tempo og underholdning i anden halvdel. Vi fik f.eks. grinende fingrene af Bowers  – som vi hilste med samme gestus nede fra træflisen.

Det der før havde været et vuggende publikum, udviklede sig nu til et jublende publikum, der smed rundt med hinanden, når begejstringen flød over. Det fik Williams til at dræve, at Copenhell er meget federe end Hellfest, og så lignede han ellers en lille dreng, der havde sagt ”Bar røv!” til sin kyske faster.

Eyehategod hyggede sig tydeligvis. ”Serving Time In The Middle Of Nowhere” skulle egentlig lukke showet, men da der var yderligere 10 minutter at gøre godt med, var det da federe at spille videre end at holde tidlig fyraften. Så vi blev bombarderet med et par ekstra omgange nedstemt slowmotion-guitar og desparat vokalarbejde.

Det var en god koncert, der blev til en fremragende koncert. En stille strøm af slammet metal fra Mississippi, der eroderede sin vej til publikums hjerter og endte i et regulært dæmningsbrud.