Danko Jones – Pumpehuset 15. december

”What do you wanna hear that for? We’ve got two hundred songs and they all sound the same.”

Ordene kom fra Danko Jones på Pumpehusets store scene i lørdags, da en publikummer opfordrede til at spille ‘Caramel City’. Og for et band, der aldrig har haft et rigtigt hit, er det en modig udmelding. Men den kommer også fra et band, der gennem benhårdt slid har løftet sig fra oversete optrædener på Roskilde Festival i 2001 og 2002 og værende det tynde øl på Copenhell 2010 til nu at fylde Pumpehuset på en decemberaften, hvor de fleste ellers har brugt deres udgangstilladelser på obligatoriske julefrokoster.

Danko Jones – bandet, opkaldt efter forsangeren – er en helt klassisk trommer-bas-guitar-opstilling, og de spiller rock’n’roll. Hårdt, kort og elektrisk. Faktisk så klassisk at den selvironiske respons ovenfor er ret præcis – numrene ligner hinanden. Men, hey, det gør AC/DCs og Motorheads også, og her midt i alle julesangene og den fede mad er en portion nedbarberet rock’n’roll altså bare det, man trænger.

Det mente dem i Pumpehuset tilsyneladende også, for trioen gik på scenen og blev modtaget med jubel fra salen. Der blev lagt benhårdt fra land med den solide rocker ”I Gotta Rock” fra 2017-udgivelsen Wild Cat, og publikum skød festen i gang fra første akkord. Overgangen til ”Sugar Chocolate” blev udfyldt med et gjaldende ‘Danko Jones, Danko Jones’ fra salen, der blev besvaret med et grinende ‘You’re singing my favourite song’ ligesom ‘Åh-åh-åh’-omkvædet i den efterfølgende ”First Date” blev sunget i vilden sky.

Pumpehuset var sidste show på touren, så Danko Jones’ meddelte frejdigt, at uden en ny dag i morgen ville han give fanden i om stemmen holdt og give den fuld skrue. Og så gik det ellers over stok og sten gennem 20 års rock’n’roll karriere kun afbrudt af de sædvanlige kommentarer til den aften eller en anden aften (”We were scared shitless to play Copenhell this summer – we were playing after Ozzy!”) eller sig selv (”99% of our songs are about women and sex, but this one is about my favourite subject: me!”).

En fuldstændig klassisk koncertopbygning med højest tempo og crowdpleasere i de indledende numre, gennemsnitlige numre i midten og så lige et par af de fede som ”Lovercall” og ”My RnR” til trække publikum op igen og slutte med et brag. Det er også med 20 numre afviklet på den måde, at Danko Jones’ til tider gumpetunge sangskrivning viser sit grimme fjæs. De gennemsnitlige numre er nemlig i bedste fald gennemsnitlige – i værste fald ligegyldigheder hvor man lige kan nå et toilet- og barbesøg under koncerten uden at gå glip af noget. Men det ved man, når man går til Danko Jones-koncert, og så tager man dét med. Der er såmænd bands med langt bedre repertoire og kunstnerisk rækkevidde, som er ude af stand til at levere halvt så god en koncert.

Og Danko Jones leverer hver gang. Det kan godt være at Danko Jones som band er retlinet rock’n’roll, men de har et es, som de altid kan spille: Danko Jones himself. Indenfor sit håndværk er manden 100% seriøs, har en kolossal bad-ass udstråling og en knivskarp vokal, som lige giver de fleste sange dét ekstra, der forhindrer dem i at ende som kedsommelige banaliteter.

Han ved da godt, at hans musik ikke overskrider nogle kunstneriske grænser og for øvrigt står på en gyngende grund af rock’n’roll-klicher. Så Danko Jones, der er en meget talende herre, bruger sine talegaver på masser af selvironi. Ikke gøgl som Steel Panther men med begavede, selvsikre onelinere i stil med David Lee Roth og benhårde ‘Nu er du for dum’-responser som Henry Rollins.

Det er tilsvarende sympatisk, at selvom Mr. Jones er fadder til bandets navn og dets åbenlyse midtpunkt, så er Danko Jones et band, og han flankeres ikke af tilfældige lejesvende. Første udskiftning siden 1996 kom for få år siden med trommeslager, Rich Knox, og JC på bassen har været der siden starten. Det var aldrig gået, hvis ikke Danko Jones havde været sådan en rock’n’roll-guttermand.