Dansk eventyrmetal på Nordic Noise

Kvindelige skønheder, mørkklædt dommedagskor og onde orker underholdt for fuld udblæsning på Nordic Noise lørdag aften. Efter en hel fredag kun med rock, blussede der pludselig adventure metal op fra Amager Bio-scenen fra det danske band Ethereal Kingdoms, som her uddyber hvad det handler om;

Theatrical symphonic metal.

Unpredictable beauty. Unexpected brutality.

Stories and songs.

Soaring high notes, shattering screams.

Nostalgic melodies and shattered violins.

This is Ethereal Kingdoms

Femme Fatale

Skønsang, skrig og growl sprang utæmmet og uhæmmet ud af hovedpersonen Sofia Schmidt, som brød testosteron-ræset fra scenen og tryllede alle metalheads i salen til stille fyre med bløde knæ. Der var stor fokus på scenen fra publikum, da man både fornemmede at der skulle underholdes med eventyrligheder og spas, men også at det kom fra musikere som rent faktisk kunne deres kram.

Nummeret ”Beginnings” er et eksempel på bandets stil med dets fairy tale univers med synthstrygere, soloviolin, tør metal guitar og masser af dramatiske skift. Dette blev udført ganske glimrende på scenen, og de var bestemt ikke bange for at leve sig fuldstændigt ind i det farverige og billedskabende metalliske eventyr-univers.

Kvartet-kvintet-oktet

Bandet startede ud med fire på scenen med standard besætningen vokal, guitar, bas og trommer. Senere kom den mest langhårede rødtklædte elverkvinde ind med sin elviolin, og et mørkklædt mandekor på tre mand stillede op med flotte sorte stemmebøger, og sang bløde toner mens den metalliske femme fatale gik amok med store vokalistiske krumspring.

Mon hun gør det?

Ja, hun holder violinen udfordrende mod elverkvinden…spærrer øjnene op… skriger…og smadrer den klassiske violin ned i gulvet flere gange, indtil den er helt knust. Den forførende og farlige frontfigur Sofia Schmidt havde hele tiden en agenda, og når hun ikke sang, levede hun sig ind i tekstuniverset med kropsbevægelser, dans og violinthrashing.

Dobbelt-pædal-mætal

Musikaliteten i bandet var hel fin, og der var et godt samspil som hele tiden gnistrede af spilleglæde, og trommeslageren Jon Elmquist var eminent med sine fede figurer i dobbeltpedalen og gode variationer i ride, crash og hihat. Det meste han lavede var æstetisk og hamrende tight, og det skulle ikke undre mig hvis han i fremtiden bliver anset som én af de rigtig gode danske metaltrommeslagere.

Var det god musik?

Ja, jeg synes faktisk at der var ret gode numre, selvom stilen ikke var big news. Melodisk og symfonisk heavy med en snert af langsom thrash kørte i akkompagnement, mens Sofia Schmidt adderede skønssang, skrig og growl…nogle gange i samme frase! I mange soloer fra Christian Rasmussen var der skruet op for brugen af guitar-tapping i mest klichefyldte heavystil, og det er i 2019 lidt komisk at se og høre på, men udklædningen og sceneshowet signalerede jo også at vi skulle være klar til teatralsk metal, og ikke intellektuel kunstmusik, og så var det fedt at dette blev bragt til livs af nogen som virkelig troede på deres sag og turde at underholde.

Det var ganske forfriskende, sjovt og intenst, og koncerten kunne mere end man måske lige havde forestillet sig. Det mørk-Disney-agtige metalshow lander på 4 stjerner.