Der er dømt dansk doom, da mørkets fyrstinder i Konvent ringede til middagsmesse præcis kl 13:30 torsdag på Pandæmonium.

Solen brager ned fra en skyfri himmel og temperaturen nærmer sig nogenlunde stuetemperatur i Helvedes forgård, da Københavnske Konvent indtager scenen uden de helt store armbevægelser, men med en bas der får næseborene til at vibrere og en dyb dyb growl der giver undertegnede stå-pels. Allerede i åbningsnummeret viser forsanger Rikke Emilie List at hun mestrer både den dybe og lyse growl!
Konvents stil og attitude er tilbagelænet coolness, som passer ganske glimrende til det tunge langsomme tempo. Trommeslager Julie Simonsen ser næsten ud som hun keder sig deroppe bag gryderne, mens hun hamrer løs på skindene, der svarer igen med en dyb buldren. Bandet har da også mere attitude end variation. Musikken og kompositionerne har ikke nogen større afstikkere og tager ingen omveje. I længden bliver det lige rigeligt monotont til mig. På et par enkelte numre får vi lidt lækkerier fra Sara Helene Nørregaards guitar, men det kan de for min skyld godt skrue lidt mere op for.

Konvent trækker tydelige referencer til det gamle Boltthrower, særligt når bandet trækker tempoet helt ned. Rikke Emilie Lists stemme i den dybe growl minder også en del om Karl Willets. Rikke Emilie bliver i sin growl hele koncerten igennem – selv da hun råber “Copenhell – er I klar?” og da bandet takker af bliver det med den dybe growl, som går lige i mellemgulvet.
Halvvejs igennem settet kommer frontmanden fra black metal bandet Morild med på gæstevokal – de 2 stemmer spiller godt op imod hinanden. Der er et ganske flot fremmøde foran Pandæmonium og publikum er åbenlyst begejstrede. Der bliver smidt masser af horn mod scenen – en enkelt gang må Rikke Emilie smide hænderne mod himlen for at få publikum helt op – og der bliver svaret tilbage på kommandoen med hujen og endnu flere horn.
På sidste nummer i settet, skrues der en smule op for tempoet, Rikke Emilie slår over i den lyse vokal og det klæder faktisk bandet rigtig godt – det er lige præcis den variation jeg har ledt efter under hele koncerten og håber der kommer mere af.

Det grumme doom metal band fra København udsendte deres første demo i 2017 og er netop i dagene op til Copenhell at finde i Ballade Studios, hvor de er ved at indspille deres debutalbum. Efter dagens koncert ser jeg virkelig frem til at albummet ser dagens lys. Bestemt et band i denne genre der er værd at holde øje med.

Konvent
Summary
Line-up:
Rikke Emilie List – forsanger
Sara Helena Nørregaard – guitarist
Heidi Withington Brink – bassist
Julie Simonsen – trommeslager