Danske Go For Gold serverer nostalgisk indie guld på dåse, men smagen er stadig frisk

Et band i identitetskrise, som finder hinanden igen? Jo, den har vi hørt et par gange før. Numrene lyder også sært velkendte, når den nostalgiske 90’er indie brise strømmer ind over denne lytter… det er heldigvis på den gode måde. 

Genoplivet i trods

Det lå ellers ikke lige i kortene, at Go For Gold skulle røre på sig mere. De var gået i naturlig alderstomgang efter deres debut i 2014 “Kunst – How to Be Something for Others, While Being Completely Self​-​Absorbed”, og den virkelig virkelige virkelighed havde virkelig ramt medlemmerne ligesom det sker for resten af os , som Kristian Rasmussen udtrykker det i pressematerialet: “Selvom vi sås hele tiden, så spillede vi aldrig. Vi TALTE bare om, at vi burde få spillet noget mere. Musikken blev glemt i alle de gode ting, som skete i vores liv : Børn, hus, job, karriere, penge.” 

Alligevel kunne de nu etablerede skaffedyr ikke leve med at bandet sygnende hen i glemsel, de var simpelthen for glade for deres numre, “ Så vi gav bandet et elektrochok og indspillede seks numre på tre dage.”

Forstadens smerte

Jeg vil bestemt også medgive, at der er tale om indierock i den bedre ende. Numrene er i sig selv fuldendte, ret skarpt udstansede og mangler ikke noget; der er fuld balance i variation, melodiske ideer, dynamik og energi. Bandet og især Rasmussen er gode sangskrivere af den gamle skole, og det  bliver aldrig kedeligt, selvom den navlepillende suburb indiestil ofte kan være uvedkommende og uengageret lad. Men de har blandt andet ladet sig inspirere af Billy Corgans og Thom Yorks verdens-malurt og det smager jo altid lidt af smerte, klage og vemod, hvorved de egentlig ret skønne melodilinjer og enkle, men flotte harmoniske formled kun er maskeret pæne. Præcis som i de virkelige suburbs; inde bag gardinerne er vi alle lidt syge i skallen.

Der er masser af krop på numrene og den flotte single “Together Through Life” har alle radiohit ingredienserne på plads; der er den gode og kortvarige instrumentale indledning med et iørefaldende guitar motiv, det rolige men catchy vers, hvor sangeren tager sig godt af lytteren, inden den får fuld gas i et omkvæd/hookline, som virkelig rammer loftet. Og så fremdeles. Teksten omhandler et livslangt venskab, hvor den ene – Rasmussen – endte med at kunne vinge alle de obligatoriske middleclass felter af, mens den anden, trods samme grundlæggende forudsætninger, trak nitten og nu lever som hjemløs. De ses stadig og har et fælles bånd, og det er faktisk nænsomt leveret i vokalen og teksten. Rasmussen giver hals og har en utrolig ren lys og drenget klang, så man næsten bliver i tvivl, om han nu også har erhvervet sig villa, Volvo og vovse, for sådan noget slider jo.

Mørke stråler i de lyse skygger

Hvor de andre numre typisk virker melankolske, men dog musikalsk lette og luftige har “This Is Art”  en klart mørkere tyngde, et alvorligt udtryk og en insisterende pulserende rytme med en monotont pumpede bas, der holder nummeret stramt indenfor en ekstrem ensformig harmoni. Dette er IKKE en fejl, det er helt som det skal være og man spænder alle sine lyttemuskler i håbet om forløsning – men det udebliver og det er godt set at insistere på den overordnede tone, man havde i maven da man skrev nummereret. Ligeledes med det sidste “A Little Is Good Enough”, hvor Thom Yorke er virkelig hørbar i vokalen og nummeret handler om at sygne hen og stille sig tilfreds: “Let’s fade away ’till everything’s the same, and i don’t even know your name”. Puha, det lyder godt nok trist, og det må jo stamme fra nogle personlige oplevelser eller iagttagelser fra forstaderne.

Go For Gold valgte rigtigt, da de insisterede på ikke at sygne hen. Ikke nu i hvert fald, for man kan høre, at de havde noget på hjerte – Ep’ens indadrettede diskussion om transformationen fra ranglet drengerøvs udsyn til voksenlivets ansvarstunge erkendelser, kan man jo ikke sådan gemme væk i en kasse på loftet; det må ud og hvorfor ikke, når dåsens indhold ikke har tabt smag, eller, igen, som Ramussen siger det:

“Derfor har jeg opkaldt pladen efter konservesdåser. De kan gemme på noget i hundrede år, som aldrig dør og aldrig fordærves”.

Mere indhold Indie-aner

Indierock har altid været en svær størrelse for mig, da der søges mod en knaset men diskantet kraftløs klang og en depri resignerende sangfacon, som gengiver, hvorledes man i 90’erne ikke gjorde oprør, man havde det lige akkurat for godt, man trak i stedet på de androgyne skuldre, åd en tudekiks, skrev et ferskt digt (på en offentlig mur) og så tvær ud resten af ugen, mens man følte sig trådt på. I længden savner den traditionelle indie genre – IMO – nogle nosser, for meget klynkerock og for lidt klunkerock, som de siger vest for Valby Bakke. Og derfor kunne jeg da også bruge lidt mere bulder i musik og vokal. Men sådan er Ep’en nu en gang ikke lavet, og jeg må også tage det til mig, som fungerer. Og dette udspil, her, er basalt set god musik. Ep’en virker ret helstøbt og det virker som om, de har fået sagt det de ville sige.

Faktisk er det måske grunden til, at det blev til seks numre og ikke fire, som en traditionel gængs Ep eller 10 som et fuldt album? var det præcis det de ville sige? Går der så 4 år før vi skal høre om Rasmussens plager med at sende børnene på rustur og gå til begravelsen af sin sjæleven? Hvad det end må blive, så ser jeg frem til endnu en gang dåsemad. Denne dåse kan åbnes af alle den 31.08.2018, pas på den ikke sprutter.

————–

—————–