Dark Mental Festival 2022 – minireportage fra lørdag aften

Man skal prøve alting én gang – undtagen heroin, folkedans og at blive væk fra en Taake-koncert. Så RockZeit var naturligvis på pletten, da Høst & Co. var hovednavn på Dark Mental Festival i Vanløse.

Dark Mental Festival løb af stablen 12.-14. maj på det lille spillested Stairway i Vanløse. Livet i al almindelighed forhindrede os i at dukke op før lørdag aften, hvilket kostede os muligheden for at overvære koncerter med en stribe fine danske navne som Chronicle og Defecate og desværre også norske Cadaver, der spillede om torsdagen.

Men afbud lørdag aften og risiko for at rage uklar med Høst og med ham den onde selv – det turde vi alligevel ikke.

Festival er jo lig mere flere bands, og da vi indfandt os i endog rigelig god tid, fik vi heldigvis et par stykker mere oven i hatten. 3 faktisk …

Lotan

Da vi iført sort tøj og øl luskede ind i salen var danske Lotan i gang. Lotan har som band kun et par år på bagen, men det er garvede kræfter fra nu hedengange danske metalbands, der er gået sammen om at spille en gang black metal i svensk stil – altså Marduk og Watain type-ting. EP’en Angelus Pestis fra efteråret lovede endda ret godt.

På scenen blev de løfter desværre ikke rigtig indfriet. Selvom bandet knoklede løs og var gedigne musikanter, fik det aldrig den intensitet, som er så afgørende for at den type metal skal løfte sig. Især var sanger Martin Rubini et ensformigt bekendtskab, der med sit vrængende growl lagde et fladt, vokal tæppe henover riffs og instrumentflader. Det kom aldrig ind under huden på undertegnede, og det lod da også til at de fleste publikummer havde det på samme måde, for det tyndede noget ud i lokalet efterhånden som koncerten skred frem. Ærgerligt, for med 45 tildelte minutter burde der kunne findes og afleveres flere højdepunkter på baggrund af Angelus Pestis ganske glimrende numre.

Trold

Næste band på scenen, Trold, må være metallens svar på Smølfeparty. Trold har taget alle konventionerne fra folkmetallen og skruet dem op på 10. Herefter har de så skruet videre op på 11 og bragt konceptet helt op i overdrive: Tøj og smykker, som er lånt af Grauballemanden, ølkrus i stedet for den sædvanlige dåsebajer til at skåle med publikum og så selvfølgelig masser af heavy metal-polka.

Der er ikke noget der tyder på, at Trold skal tages særlig alvorligt, men det er eddermame sjovt. Trold spiller for festen, og hvis der er nogen, som ikke er kommet for at danse, så kan de godt skride igen. Der er fuld smæk på umba-umba’en, sækkepibe-simulatoren og på publikumskontakten, så selv for gamle, gnavne anmeldere med sorte hjerter er det svært ikke at knuselske bandet. Trold kvitterede da også for kærligheden med at trolde-gnægge sig igennem udødelige klassikere som ‘Trolden og Jomfruen”, “Jætternes Land” og “Knokkelmanden”. Især var forsanger Lille Trold i hopla og forsøgte at overgå Abbath i åndsvag krabbegang, mens organist Huletrold igen og igen flåede sin keytar op af stativet og dansede rundt med den om halsen.

Der er ikke mange point for det kunstneriske indhold. Dem overfører vi i stedet til underholdningsværdien og håber på et gensyn en aften, hvor vi er rigtig, rigtig fulde.

Ethereal Darkness

Hvor mange gange har du hørt sætningen: ”Aftenens fedeste band kom fra Belgien!”? Hvis du svarer mere end nul, er du tydeligvis en taber og var på festival i Jylland i 80’erne, når Vaya Con Dios spillede. Er du en vindertype, er svaret 0. Men om lidt er det 1.

Aftenens fedeste band kom fra Belgien!

Bandet hedder Ethereal Darkness, og vi vidste intet om dem – og det gør vi nærmest stadig ikke. Kun at de er fra Bruxelles og med kapelmesteren Lars er et af de énmands black metal-projekter, som du kan finde hobetal på Bandcamp.com. Han har så et par EP’er og en enkelt fuldlængde, “Smoke and Shadows” under bæltet. Det er rundt regnet dét. Men efter Dark Mental Festival ved vi også, at ED spiller vidunderlig atmosfærisk black metal, som i kvalitet og idé langt overgik Lotans entreprenørmetal og Trolds fjollerier.

Det er altid svært at skrive noget begavet om et band og en koncert, hvis materiale man intet forhold har til. Det bedste, der kan ske, er at man bliver suget ind, løftet og fløjet gennem koncerten, for at blive sat blidt ned igen. Og det skete i Vanløse.

Ethereal Darkness var denne aften suppleret med en ekstra guitar, en bas og en trommeslager. Ikke indadvendte teenagere, men gamle drenge, der kunne betjene deres strengeinstrumenter. Tilsammen byggede de brede, sfæriske lydflader op, som selvfølgelig balancerede på et sort grundlag, men i lige så høj grad hvilede på generationer af progrock. For eksempel kiggede Fætter Jan og jeg på et tidspunkt på hinanden og konstaterede, at de der gutter har hørt masser af Rush.

På “Smoke and Shadows” er der kun growl, som i Vanløse blev leveret med en passende blanding af vrede og fortvivlelse af leadvokalen. Vi gætter på, det er Lars. Han blev dog denne aften suppleret af clean vokal fra 2. guitaristen, hvilket gav numrene lige en tand mere nerve end på pladen, hvor de kan forekomme en kende generiske.

Stairway er et lille spillested, så jeg var selvfølgelig henne og give knuckles til bandet bagefter, som knucklede igen og overdrog spillelisten til RockZeits læsere. Tak for den og tak for en fremragende koncert.

Taake

På den måde står det også smerteligt klart, at selvom Taake var aftenens hovednavn, så var de ikke aftenens nummer 1. Koncerten var Taakes sidste på en mellemlang Europa-turné, og sådan en sidste koncert er der 2 måder at eksekvere på: At trykke til og blæse al tilbageværende energi af dén aften – eller se at få det overstået og køre hjem. Taake valgte desværre den sidste model.

Bevares, Taake og konceptmager Høst er i særdeleshed en naturkraft indenfor norsk black metal, så uanset hvad, er niveauet selvfølgelig højt. Og Høst indtog da også scenen iført slangeøjne, kåbe og herskermentalitet, men viljen til at underlægge sig Vanløse og indlemme Stairway i sit kongerige, manglede. Faktisk virkede det som om, at Høst ind i mellem skulle minde sig selv om at rase rundt på scenen og hvæse af publikum og ikke bare synge de 6-7 numre, som blev afleveret på den 1½ time, koncerten varede.

Med lidt simpel matematik kommer du nok frem til, at det var nogle laaange numre. Bevares, Høst skriver sjældent numre, der varer under 7 minutter, men at trække dem op i nærheden af et kvarter er at strække den.

Vi kom ellers pænt rundt i diskografien, og der var ikke en finger at sætte på valget af numre. Tværtimod var det måske den nemme løsning med crowdpleasere, og som Fætter Jan bemærkede, den samme sætliste, som de sidste par gange han har set Taake. Der blev lagt fra land med “Dødsjarl” fra 2008 og derfra direkte frem til tvillingenumrene Huset i Havet’/’Havet i Huset’ fra 2017 og derefter lidt fra ind i mellem. Det hele sluttede som så ofte før med “Myr” fra Noregs Vaaben, hvor guitaren for et par strofer bliver skiftet ud med noget så ondt som en banjo.

Det var afleveringen der haltede. Ikke i håndværket, men entusiasmen og skarpheden. Taake har et gear og rock’n’roll-nerven, der kan hæve deres koncerter over de sædvanlige black metal-koncerter. Hvis du så dem på Copenhell for en halv snes år siden, så ved du, hvad jeg mener. Formentlig den bedste black metal-koncert, der havde været spillet på Copenhell på det tidspunkt. I Vanløse blev Taake nede i sejtrækkergearet og jernede larmende gennem alenlange udgaver af numre, der kunne have være afleveret på kortere tid og så skarpe som sværd. Altså ligesom da Taake og RockZeit besøgte Århus for nogle år siden.

Publikum kvitterede da også ved at starte med en pakket sal og efter 1½ time være skredet på nær de mest entusiastiske og berusede 40-50 stykker. Det var Taake selv ude om …