Dave Matthews Band imponerede i Arenaen

Det var perfekt at tilbringe sin søndag i Royal Arena, da Dave Matthews Band lukkede op for deres gnistrende musikalske evner overfor et begejstret publikum. Der var stor genrespænd i numrene, og oven i en godt sammensat sætliste, var alle nok glade, da de efter to en halv time forlod salen igen. 

Stille start

Sekstetten kom roligt ind på scenen og greb deres instrumenter, og nikkede diskret til publikum, som hujede i vilden sky. “That Girl Is You” startede med stille og roligt tromme-groove og lidt tilbageholdende instrumenter, som i løbet af et par minutter blussede mere og mere op, og de yderst trænede musikanter svingede allerede til UG i aftenens første nummer. Matthews’ stemme knækkede en smule, men det lød til at han gjorde det bevidst for at få en nerve og vildskab i musikken fra koncertens start. Det lykkedes skam også at få skovlen under publikum, og ved nummerets ende kom da også et overvældende bifald.

Hovedpersonen var god til at connecte med publikum, men det var godt nok utraditionelt, for han lød selv lidt disconnected  med sin specielle mumletale, som man må sige ligger langt fra hans tydelighed i vokalrollen. Man skulle også lige lytte efter hvad det var han sagde, for det var ikke lige hvad man havde regnet med. Han gik meget op i at fortælle en historie om hvor meget han havde spist dagen før, og at der nok ikke var mere seafood tilbage i København efter han havde lagt bunden, og mere til. Pointen var mest at connecte med folk, og det var han god til, og de skæve bemærkninger faldt i god jord hos de mange fans i arenaen.

Samspil i centrum

De 6 ekvilibrister havde ikke brug for dikkedarer i form af high tech scene show, men der var da lidt video på bagtæppet engang i mellem. Alle musikerne kunne have lavet mere eller mindre virtuose soloer, men når der var solopassager var det fordi at det var integreret i sangen, og ikke en “opvisning”.

De skulle også holde tungen lige i munden, for lange numre som “Dancing Nancies” og “Louisiana Bayou” kræver høj koncentration i samspillet, før de kan lave langstrakte crescendi på flere minutter som ikke peaker for hurtigt. Man kunne også se på dem alle, at de holdt nøje øje med hinandens kropsenergi for at kunne ramme den helt rigtige intensitet i de lange passager. En intensitet som er sjælden, og som DMB er kendte for.

Selvom genrediversitet er stor i løbet af en DMB-koncert, kan de få alle disse genrer til at svinge optimalt, og trods bandets ry for at lave sprælsk og groovy musik, kan de også levere stoner rock, og blandt de mere mørke numre, fik vi det melankolske og dystre “Gravedigger”, som havde en noget andet stemning end andre af aftenens numre… som titlen måske også antyder…

Myrerne marcherer

Den simple start på studieversionen af “Ants Marching” består af to lilletrommeslag, som Carter Beauford ofte til koncerter udvikler til et længere trommeintro, inden nummeret sætter ordentligt i gang. Det skete også her, og man kunne godt fornemme på folk, at de godt vidste at det var dette nummer der kom efterfølgende. Dave Matthews sang nummeret med stort overskud, og det var en bedre vokalpræstation end studieversionen, og også de live-versioner som jeg kender. DMB er også et fremragende jam-band, og det 4:30 lange nummer blev kørt til dobbelt længde søndag aften. Nær slutningen blev det til en ren musiklegeplads, hvor alle instrumenterne over tromme-groovet, fik korte solopassager, som hurtigt blev overtaget af en anden soloklar musikant. Det var en ganske glimrende måde at slutte sættet af på, og med den udvidede slutning på det kendte nummer, var man dejlig mæt i sit musikalske sind.

Encore…the big jam

DMB´s numre er ret krævende for øret, og der var mange af dem. Man var godt gennembanket af toner og rytmer da ekstranumrene kom, og vi fik også kun 2 stk., hvilket var rigtig fint. Første ekstranummer var det rolige og catchy “Save Me” fra soloalbummet “Some Devil” (2003) og denne live version fangede utroligt præcis den stemning der er på pladen.

I aftenens allersidste nummer blev der ikke lagt fingre i mellem noget som helst, for der blev trykket på speederen i Bob Dylans udødelige klassiker “All Along the Watchtower”. En fantastisk bassolo fra Stefan Lessard startede op og kørte et minuts tid, inden de andre kom på og joinede klassikeren. Den beskedne Dylansang som oprindeligt varer 2 minutter og  33 sekunder, blev til et kæmpe jam, og da akkordprogressionerne i nummeret har ligheder med den berømte slutning på “Stairway to Heaven” af Led Zeppelin, kunne DMB ikke lade være med at ramme loftet med Zeppelin-citatet, som blev et kolossalt peak.

Helheden

I det store hele var koncerten ren ønsketænkning hos musikentusiaster, for DMB er et band som både har musikalitet og sangskrivning på højeste plan. Dog var der passager der ikke var helt tight, og nogle gang var der så mange toner i luften, at det var svært at følge med. Matthews blev bakket op af backing vokal fra trompetisten Rashawn Ross og keyboardspilleren Buddy Strong, og det lød fint, men jeg synes nogle gange at der var lidt falske toner i trestemmigheden, men det var småting.

Der var nok mange der savnede violinstemmen fra mesteren Boyd Calvin Tinsley som forlod bandet i 2018, men der manglede absolut ikke klang, for der blev fyldt ud i alle hjørner med masser af blæs fra Rashawn Ross med hans trompet + dæmpere og Jeff Coffin som både spillede tenor og sopran saxofon.

Lyden i salen var god, men den var en smule hård i diskantlejet, og det kunne godt blive en hård nyser en gang i mellem, når det hele peakede i en rock-jazz-reggae-folk-eksplosion.

Men helhedsmæssigt var det bare en stor koncertoplevelse, som får 4,5 stjerner her fra RockZeit.