Wow. Godt nok ikke mainstream ham David Jones.
Han var det i ekstrem grad i firserne, i know – fordi det gav mening lige præcis der – ellers har mainstream blot været et af mange redskaber, som the Thin White Duke har benyttet sig af med skødesløs lethed a la Triers venstrehånd serie “Riget”. Og når virtuoser er nonchalante, er det sjældent negativt. Heller ikke denne gang.
Der er bestemt ikke meget traditionel rock over manden, men kant har han på denne skæring i kilometermål, lige som back In the day med “Low”, “The Lodger” og derudad. Befriende kantet og besværlig musik.
Hvis ikke man bryder sig om psykedelisk messingsuppe serveret med urolige, nervøse trommer og en bizar pseudoinderlig Brechtsk Bowie, jamen så spring denne låge over.
Men så går man godt nok også glip af noget af det som de færreste kan, nemlig skabe urovækkende, dragende og vildt mærkelige stemningsbilleder på “kun” 7.24 minutter. Bowie er med andre ord tilbage, enjoy, her dog i den korte version:
Skriv et svar