Days of Ash – days of Bono

Fyldt op med vrede, frustration og en nogen gange uforståelig uforgængelig kærlighed til sine medmennesker, har Bono set sig nødsaget til at sætte U2s igangværende pladeprojekt på pause og hidkalde resten af de uforglemmelige fire, The Edge, Larry og Adam; den aktuelle menneskefjendske verdensorden med krig i Ukraine, de evige kampe i Mellemøsten, drab på demonstranter i Iran, borgerkrigslignende og kvasi fascistiske tilstande i hans elskede USA, har atter tændt Bonos indre ild og retfærdighedssans.

Er U2 relevante?

Det er næsten tragikomisk, at Bonos kreative åre synes at flyde lettest, skarpest, mest direkte og hjemmevant, når baggrunden er sorg, krig og uretfærdighed.

Ikke desto mindre lander den aktuelle ep på et kærkomment tidspunkt, hvor min tro på, at U2 nogensinde måtte få revitaliseret sig selv, har været udfordret.

De seneste lidt magre år har Larrys helbred sået alvorlig tvivl om hans fortsatte karriere som trommeslager, U2 har udgivet rester fra tidligere udgivelser, bidraget lidt til soundtracks og derudover har de udgivet få nye enkelt sub par numre, mens den globale musikscene har undergået en omkalfatring, hvor kvindelige unge solister har sat sig på den trone, U2 og andre store mandlige bands havde monopol på i en årrække.

Udefra synes U2 at have bakset med egen identitet, fortsatte berettigelse, kunstneriske retning og format; kort sagt, deres fortsatte relevans.

Ligesom mange andre hæderkronede megabands, har U2 i høj grad og ikke uventet ledt efter en samklang med de nye generationer; det er tiltagende svært for dinosaurbandene – de traditionelle heteroseksuelle mandlige stiliserede bandkarakterer, anonym trommeslager, mut fordybet bassist, fallossvingende helteguitarist og messiansk frontmand – at tilbyde de unge et troværdigt produkt de kan spejle sig i.

Altså, medmindre man giver pokker i den slagne vej, den obligatoriske higen efter anerkendelse og erobring af markedsandele og blot holder sig til den oprindelige gameplan. Det der plejede at virke. Og det gør det stadig her. U2 er oprørske og har noget på hjertet, de ikke længere kan fortie. I hvert fald Bono. Han har atter ladet sig provokere og det plejer jo at gå ud over os andre. Og så er det godt, at de andre stempler ind, og bakker op om Bonos hellige ild. Der er mødepligt.

Bono kan ikke tie stille

Og ep’en kommer godt fra start med ‘American Orbituarry’. Masser af U2 vintage elementer, selve strukturerne er hentet fra samme skuffe som “Elevation” og “Stand Up Comedy”, så der er drive og energi og catchy motiver. Bonos vokal er klar, stærk, og attituden til tider herlig obnoxious hvilket er rart, alderen og the mileage taget i betragtning. Han introducerer lidt af bevæggrundene til at lave denne ep, “You have the right to remain silent  – or not…”. Bono har tage sit eget valg.

Teksten er som de øvrige numre meget personlige og vi får et svar på, hvorfor Bono bliver ved med at appellere til fred og forsoning, “I love you more, than hate loves war”.

Efter en buldrende start lander vi med ‘The tears of things’ i et sørgmodigt og melankolsk landskab i tekst opbygning og instrumentering og klangflader, ikke mindst fra The Edges rislende og ildevarslende guitar.

Med en bekendende Cohen’sk alvorsmine og sætningsopbygning leverer Bono en stærk tekst:

“was it you,Lord, I was listening to?

You didn’t say much

You said “ Let my fingers form you,

Be fashioned by my touch,

Be open to be broken

As every heart that sings,

No voice and drum can overcome

A symphony of strings

You Said “You’d make of men an instrument

For melody and word”

I wonder as things Fall asunder

Was it really you I heard or

The tears of things?”

Nummeret er konstant svævende og enkelt, less is more, et mantra de Vegas fascinerede irere af og til synes at have glemt – men ikke her. Nummeret vinder i styrke ved flere gennemlytninger, som en spire der uventet bryder gennem asfalten. Med ep’ens overordnede tematik i baghovedet, er nummeret bare for stærkt til blot at høre på… det kalder på at man lytter til det hjerteskærende budskab. Luk øjnene og man ser uvægerligt grusomme billedemontager fra verdens brændpunkter,

“The naked song, the sacred song

That every soldier fears

‘Cause when people go around talking to God

It always ends i tears”

Puha, man kan allerede fornemme de lysende smartphones under åben himmel somewhere, some day, in the future.

Rettidig omhu

Herefter er det mildest talt rettidig omhu at servere en let, catchy ørehænger som “Song of the future”, som sjovt nok i vid udstrækning vækker associationer til de to nyeste og poppede “Songs of…” albummer.

Jeg synes personligt ikke de to albummer var helstøbte og der var lidt for mange afstikkere til moderne hyperpoppede fraseringer og motivkonstruktioner, hvor jeg savnede U2, især Larry og The Edge. Men netop et band som U2 dør, hvis de ikke tager chancer, så ingen brok herfra.

Og de poppede elementer virker faktisk helt forrygende på “Song of the future”, ikke mindst den virkelig gode, korte og rytmisk elegante hookline “Sarina, Sarina”. Så enkelt kan det gøres. Den er umulig at glemme, Bono lyder ung og forelsket. Forelsket i ideen om at oprør fra unge mennesker overalt på jorden stadig kan forandre verdenen, selvom prisen er høj. Reelt er det et ret simpelt nummer og akkord materialet er opbygget ekstremt generisk, men kunsten har altid været at vende kliché til ens fordel, og det gør de gamle drenge akkurat her.

En politisk korrekt showstopper

Herefter får vi lidt af en showstopper, et digt ‘Wildpeace’, skrevet af den israelske digter Yehuda Amichai og oplæst af Adeola Fayehun, som er oplyst som værende en nigeriansk journalist og artist.

Den atmosfæriske musikalske klædedragt til digtet er skabt af U2 og producer Jacknife Lee.

Hvis man kan lide tanken om et reciterende ep intermezzo med ambience a la U2s Lanois perioder, så klarer man sig fint igennem. Jeg synes, at digtet er lidt problematisk, ikke fordi Adeola ikke leverer varen, men fordi Adeola i min optik bliver hevet inde U2s gigantiske maskineri og bliver en slags autenticitetsmarkør qua hendes ungdommelighed, kvindelighed, accent og afrikanske ophav. Det er lidt søgt og slet ikke nødvendigt. Så er det sagt. Og rent musikalsk mister ep’en pusten.

Men man er aldrig i tvivl om alvoren.

‘One Life At A Time’ er i sig selv en grufuld titel. Som en uendelig musikalsk grædemur er dette nummer måske det mest sorte af dem alle. Jeg kan i Bonos stemme slet ikke høre noget som helst håb i nogen afskygning. Mørkesort hele vejen igennem og det er både styrken og svagheden; det er altid god pædagogik at efterlade eleverne med et godt råd til hvordan de skal løse opgaven. Det får man ikke her. Men nummeret får givet ep’en en tyngde, som jeg samlet set er glad for, for lige efter runder vi af med en sand banger!

Fuld damp på kedlerne!

På ‘Yours Eternally’, får vi besøg af Samvis Gammegods fætter, Ed Sheeran. Med en rytmisk fremdrift som gode gamle Thomas Tog, drøner vi optimistisk ud i verden for at frelse den, one life at the time;

“Still Dream about waking up free

as we can be

Forget whatever doesn’t fit

Regret

Regret none of it

Don’t bet

On getting rid of me

Yours eternally”

Jeg må sgu indrømme at det er en fryd at høre Bono og Ed sammen, et elegant samarbejde, hvor duetterne klinger langt bedre og tilpas knas/blød-kontrastfyldt end Ed og Eltons pop-i-pap julesang. På Yours Eternally er Bono igen hoppet på det buldrende kærlighedstog, som bliver smurt godt ind i Eds flødetenor. Og ventilerne gengives af The Edge signatur strokes. Når enden er god, er alting godt.

Kort og godt, en rigtig god ep og en glad anmelder, som fokuserer på bandets power og ekstremt gode sammenspil og virilitet samt Bonos bevægende tekster. Ep’en mister pusten midtvejs og der mangler lidt originalitet og opfindsomhed i sangskrivningen.

Jeg tror måske ‘Song Of The Future’ og ‘The Tears Of Things’ – og ‘Yours Eternally’ har de bedste muligheder for at blive hængende en (g)rum tid. Det kan jeg godt leve med, for jeg har for længst erkendt, at man ikke skal forvente en ny ‘With or without You’ eller ‘Pride’, al den stund, at den unge mand som hørte dem første gang for længst også er blevet en anden, så øjeblikket er forpasset, resten er nostalgi.

Men rygtet om U2s død viste sig at være en kende overdrevet og det lover godt for den næste plade – så venner, nu kan i godt fortsætte det, I havde gang i.