Dead Lord og The Riven på Stairway

Hvis du har kørt op gennem Sverige, har du sikkert undret dig over, hvad den flok knægte med for langt hår, der altid sidder med deres knallerter og gamle biler udenfor det lokale gatukök, egentlig laver, og hvad de bliver til…

…well, 4 af dem lavede et band og i onsdags spillede de på Stairway i Vanløse. Velkommen til Dead Lords første stop på en bette Europa-tour– og Rockzeits første rigtige koncert efter pandemiens seneste kapitel.

Dead Lord spiller heavyrock som Thin Lizzy lavede den. Faktisk lyder de virkelig meget som Thin Lizzy. De har også arvet noget tøj fra Thin Lizzy, og de er vist heller ikke blevet klippet siden Phil Lynott døde. Til gengæld er Dead Lord skarpere og mere kantede – og har det sjovere. Hvad fanden, Phil? Det er rock’n’roll, så hvorfor lyder du så skide melankolsk?

70’er rock

Turen ned gennem de svenske skove er lang, så man kan lige så godt tage nogle venner med i tourbussen. De pladser fik The Riven, som vi skulle hilse på først. The Riven havde også været i genbrugsbutikken og hente 70’er-tøj og støvler med høje hæle til alle, så det var ingen overraskelse, at musikken var powerrock fra da far var dreng. Anført af forsangerinde Totta Ekebergh blev vi ledt gennem en opvarmning, der landede et sted imellem Hearts første plade og Deep Purple.

Mange var meget begejstrede, og Stairways booker fortalte bagefter, at han prøvede at få dem på visit igen, når Stairway holder Tattoo Convention senere på året. Jeg var mere lunken. Håndværket og sangene og eksekveringen var klart over middel, men gennemslagskraften, især i vokalen, manglede det overskud som er nødvendig for, at jeg synes det løfter sig over et amatørband. Men The Riven gjorde, hvad de skulle: Forberedte os på ”the mighty Dead Lord!”.

1-2-3-4

Dead Lord lavede lang indflyvning. Dæmpet lys, Jon Lord-orgel på højttalerne, der steg og steg i niveau, indtil bandet luskede på scenen, samledes om trommesættet, der 1-2-3-4 baskede “Distance Over Time”, i gang. Dette nummer er typisk for Dead Lord. Fart på, men ikke for meget. God melodi og frem for alt 2 stk. guitarsoloer. I det hele taget blev der delt gavmildt ud af dem i løbet af aftenen, og forløbet var næsten det samme hver gang. Forsanger og rytmeguitarist Hakim Krim lægger ud med en mindre solo i den ublærede ende, hvorefter lead Martin Nordin tager et skridt frem på scenen og høvler den hjem i overlegen og stil.

Også koncertopbygningen var helt klassisk med en 3-5 solide rockere til at starte med, så vi lige kom op på stikkerne, så 3-5 lidt ujævne numre og en kende nede i tempo for så at spurte sidste runde hjem med 3-5 esser. Vi kom godt rundt i materialet fra Dead Lords 4 plader, men selvfølgelig var “Surrender” fra 2020 overrepræsenteret. Der har jo ligesom ikke været anledning til at slide den op på landevejen.

Fra bagkataloget var det især de UFO-inspirerede ‘Hammer To The Heart’ og ‘Ghost Town’, fra debuten “Goodbye Repentance”, der gjorde indtryk. De stod som upolerede rockere i fin kontrast til de rundere og saftigere numre fra “Surrender”, hvor arven fra Thin Lizzy er mest tydelig. I det hele taget er Dead Lord en stiløvelse i klassisk rock’n’roll fra slutningen af 70’erne – og det er
ment som dybtfølt ros. Garderoben er cowboytøj og støvler med høje hæle. Håret er langt, og bevægelserne på scenen er en best-of alle, der har baseret deres musik på en elektrisk guitar.

Et hurtigt skridt tilbage for at rive en akkord af strengene og et kvikt skridt op på tæerne til mikrofonen for at aflevere næste strofe, er som klassisk ung Springsteen. En kort løbetur med guitaren frem og håret og hovedet vandret bagud i et forsøg på at følge med er luret af fra Iron Maiden. Hakim Krim har endda stjålet Frank Zappas udseende.

Men tag ikke fejl! Selvom klicheerne står i kø er Dead Lord ikke en vittighed, men et hårdtarbejdende og hårdtslående, knivskarpt rockband på deres egne præmisser. Dead Lord er det band, vi drømte om at være i som 16-årige. Et hvor man kunne rende rundt på scenen og lave seje moves ligesom dem i TV. Dead Lord holdt bare ved, mens du blev noget trist indenfor IT, og nu spiller de den fede rock og laver seje moves på scenen. Hvilket vi i den grad trængte til!

Ingen gik sure hjem!

Både band og publikum var åbenlyst lykkelige for at komme ud og skrue forstærkeren op på 11, selvom det var onsdag. Det dér med eksperimenter og nyskabende musik kan vi komme til, når der er et par koncerter mere på balkortet. I onsdags skulle vi bare have banket coronarusten af med noget ukompliceret, der kunne minde os om, hvor meget vi har savnet at forvrængerpedalen bliver jokket i bund. Dead Lord leverede lige præcis den vare, og der var sgu ingen, der gik sure hjem fra Vanløse den aften. Som Hakim Krim mindede os om et par numre inde: ”This is an electric guitar and it sounds exactly like this …”.