Dear Delusion får vækket den musikalske fornuft på deres ny album

Det er ofte en svær sport for et rockband at stille sig op på en papkasse og mene noget samfundsrevsende, og nogle gange kan det virke tåkrummende pinligt, når drengeværelses-filosofien stikker af og ikke helt rækker til de velmenende store armbevægelser. 

Speakers Corner

Derfor er jeg tit taknemmelig for, at der efterhånden er langt mellem de samfundskritiske og politisk engagererede danske rockbands. Dear Delusion er et band, som netop i forbindelse med lanceringen af deres ny album, “Sleep Of Reason”, har stillet sig op på førnævnte papkasse, og i pressematerialet fremgår det, at – hold lige fast –

“(…) Dear Delusion [råber] højt og sender en kritisk svada efter det ignorante, det ekstreme og det snæversynede menneske, der er låst fast i sit eget forblændede og selvretfærdige livssyn. Dette statement af en rockplade er en krigserklæring imod al form for fornuftmæssig døs og den dertilhørende dårskab.” 

Bum. Som coverbillede har de sågar brugt Francisco Goyas maleri, “El sueño de la razón produce monstruos”, som kan oversættes til “Fornuftens søvn skaber monstre”. Hørt. Vi har altså at gøre med et band som vil gøre op med noget nær de syv dødssynder. Jeg vil så blot lige sige, at de politiske danske bands der erfaringsmæssigt bliver hørt og vurderet i forhold til det politiske budskab, som regel har sunget på dansk. Det er nok bare nemmest, når de vigtige ting bliver sagt på ens eget sprog, plus, at da man er vant til, at danske bands engelske sange oftest handler om hjerte/smerte, så lytter de fleste nok kun til teksten med det ene halve øre. Så Dear Delusions demonstrative fokus på deres egen løftede pegefinger i lanceringen af albummet, er trods best intentions desværre nok skudt lidt over mål, synes jeg, men fred være med det.

God musikalsk radar

Jeg vil dog klart udtrykke min begejstring for Dear Delusions evne til i musiksproget at understøtte deres vrede/frustrationer. Det er helt klart tung, tung grunge a la Alice In Chains der trækkes på i Dear Delusions sound.  De bruger neogrungen som bærende element, men giver sig selv plads til at hæve pladen lidt over grungens enstrengede potentiale. Derfor ligger deres album “Sleep of Reason” sig et mageligt sted mellem andre stærke bands som Black Income og Franklin Zoo på den ene side og Black Book Lodge på den anden. Fælles for Dear Delusion og de nævnte bands er, at de alle besidder en veludviklet musikalsk bevidsthed i en genre, hvor man ellers kan slippe afsted med meget, bare man kan spille mol med knas. Men Dear Delusions er historiefortællere og derfor har de en indgroet naturlig tilgang til at operere med dynamik og opbygning, og forløsning, sekvenser der fører sangen videre – og så videre.

Gode numre

De får klaret den vigtige igangsætning af pladen med en stemningsfuld kort instrumental intro, hvorefter man faktisk er sporet ind på deres sprog med det samme. De holder deres stramme greb på resten af albummet, der er ikke et eneste nummer der falder igennem, og med et energiniveau, som oftest banker på underkanten af loftet og kun dykker, når det er påkrævet, går tiden temmelig stærkt.

“Unmade” er et oplagt single udspil; her viser de at de kan det hele og de får opsummeret deres albums sound og krop, så man kan gå videre til de næste numre med paraderne nede. At det så ikke er min favorit er vel bare et godt tegn. Jeg er stor fan af “Facing Tension”s fede tunge intro med kormotiv og gode guitarfigurer. Der er også velskrevet stemmeføring i versene og godt set at skifte til knas i versets anden del. Megafedt Nirvana agtigt omkvæd. Jeg liker. “Rightous Man” er ligeledes et virkelig godt nummer, men i virkeligheden noget mere poppet end de fleste andre, både i vers og omkvæd, og med et drevent solostykke, som egentlig ikke skaber så meget, men alligevel tilfører mere dynamik frem til omkvæd+outro, hvor jeg glædes over at de lige smider lidt klaverklimteri ind i lydbilledet, for at det hele ikke sander til i knas og tråd. “Scapegoat” er ramt lige i æslet. Et sandt hardrock hit med overlegen afstand til standarden. Dear Delusion kan med andre ord skrive sange, hvilket er noget andet end at kunne sætte akkorder og riff sammen. Jeg taler om naturligt sammenhængende idiomatiske sange.

Mere vil have mere

Når man bliver forkælet, så vil man altid have mere, og sådan har jeg det også;  jeg kan derfor godt ærgre mig lidt over, at de har valgt at starte alle numre op i D/Dmol undtagen “Coward” som vist nok kun skifter til E. De overordnede bevæggrunde herfor kender jeg ikke; måske skyldes det sanger Simon Rolands foretrukne toneleje? Hvorom alting er, så gør det den koncentrerede gennemlytning til en til tider småenerverende affære og forvandsker det ellers farverige soundscape, som det ambitiøse og kreative neogrunge band ellers står for.
Endvidere kunne jeg, når jeg  nu er i gang, godt ønske mig, at den gode Simon Roland arbejder lidt mere med klangfarver i sin ellers sikre vokal. Yes, den er stilsikker, og vi har hørt, at Dear Delusion kan deres grunge, men vi har også hørt, at de kan mere; det vil vokalen også nyde godt af at udforske, da den kan lyde lidt spinkelt i de lange toner. Lidt mere klangtræning, så har han et killer instrument.

Dear Delusion ved i den grad ved hvad de laver. Dear Delusion understreger med deres højtpotente neogrunge det, vi efterhånden har opdaget, nemlig, at dansk upcoming rockmusik bare bliver bedre og bedre og ikke kender noget til grænsekontrol, men overskrider grænserne efter behov. De danske nye rockbands har fuldstændigt taget den gamle folkedragt af og går kun i internationale klæder. Hjemmevant, vel at mærke. Det er naturligt for dem og godt for os andre. Jeg kan kun opfordre til, at man sætter kryds i kalenderen den 23.01.16, hvor Dear Delusion, sammen med pladeaktuelle Black Income indtager High Voltage. Hvis de kan leve op til albummets sound, så bliver det ikke kedeligt!