Death Angel: Humanicide

1. De amerikanske dødsengle der debuterede i 1987 med udelukkende medlemmer af filippinsk afstamning, er igen på banen med et album hvor der som altid er tænkt over tingene, med både følsomme passager og in your face thrash metal. Med titlen ”Humanicide” er der lagt op til en ordentlig omgang true metal, og fansene rundt omkring i verden bliver nok heller ikke skuffet.

Thrash på første beat

En celtic/folk/thrash-melodi går lige på og hårdt i titelnummeret “Humanicide”. Et par opkvikkende formled battler lidt før et primatskrig fra Oseguaeda åbner albummet og viser metalmuskler, og der går ikke mange minutter af nummeret før vi har fornemmet alle musikerne er i topform, for der ligger vigtigt materiale i alle instrumenter og det oser af prof metal. Hurtige klassiske trible-strokes a la Anthrax og Metallica kører effektivt i rytmeguitarerne, og der er dobbeltgreb imellem som giver farve på riffsene, og selv om lydmuren er massiv, er der en historie der bliver fortalt på en musikalsk måde, både i kompositionen og i udførelsen. Der er god helhed i lydbilledet og den måde de svinger sammen på, og det kendetegner tit de bands som har været på banen i et stykke tid. Trods Death Angels opløsning i 1991 og come back i 2001, skriger musikken til himlen om et etableret metalband, der ved hvad de laver.

Ægte metalvokal

I gamle dage tvivlede jeg lidt på Death Angels fremtid, da Mark Osegueda´s vokal var meget skrigende i et leje som var lidt komisk, men han har udviklet sig til én af de fedeste thrash-sangere, som har helt kontrol over hvilken type knas i stemmen han tilfører et nummer. I tredje nummer “Aggressor”, synger han eksempelvis mere stacceret end de to første numre, og han gør det uden at det lyder som en wanna be metalvokal. En clean guitar akkordbrydning, med lidt King Diamond-mystik, dukker op i starten og bliver mere og mere dominerende, efterhånden som nummeret skrider frem, og den sætter en ulmende glød til et hektisk mellemspil med intense guitarsoli. Som man kan høre på titlen, er musikken også liiidt firseragtig, men det skal så siges, at det er en upgraderet måde at lave et “aggressionsnummer” på.

W.A.S.P.

”I Came for Blood” er fjerde nummer som med dets elementer fra heavy metal er ganske fedt, men også lidt sjovt. Der er sgu noget W.A.S.P. over omkvædet, på både godt og skidt, for det er god old school metal med en moderne spillemåde og med moderne lyd. Næste nummer “Immortal Behated” er også lidt i heavy-boldgaden, men er væsentligt mere raffineret. Her er der stille intro, langsomme riffs, stille mellemspil, og en lang slutning uden beat, men med klaver, akustisk guitar og keyboard. Denne sidste passage klinger fantastisk, og giver en ro indtil albummets næste numre kører videre i et sandt dobbelpedalorgie.

Ottende nummer ”Ghost of Me” varer 4 minutter og 33 sekunder, og Death Angel når utroligt meget på kort tid. Der bliver disket op med masser af retningsbestemte guitar-riffs og tydelig bas, der kører derud af med en solid trommebund, dertil deres typiske backing kor som svarer prompte på Oseguedas hidsige svadaer. Og hold da op hvor er det tight spillet dette her.

Klaustrofobisk finale

Niende nummer “Revelation Song” byder på hard rock og heavy rock…og thrash selvfølgelig…Det er frækt nok at blande disse genrer sammen, og det fungerer usædvanligt godt i dette tilfælde.

Ligesom på forrige album ”The Evil Divide” har sidste nummer fået de bedste riffs og bedste stemninger. På dette nye album er ”Of Rats and Men” finalen, og man ville kunne gætte at det var det sidste, hvis man ikke kendte rækkefølgen, for det er superfed metal story-telling, hvor der ikke er brug for mere når det klinger ud. Der er dejlig klaustrofobisk stemning og fantastiske riffs, og det mest markante af riffsene minder sjovt nok om startriffet i Dream Theaters ”As I Am”, bare med et Death Angel-touch og drive.

Sublimt håndværk…

…er altid godt, og alle numrene på “Humanicide” er super skarpe og driftsikre i metalgenren. Dog er der ikke så mange numre hvor de døde engle løfter sig meget højere end det gode håndværk. Der er for mange riffs som ikke er karakteristiske nok, og der er lidt for meget flirt med simpelt heavy metal, og det er lidt irriterende. Jeg hørte gerne at der var flere moderne thrashrytmer og lidt flere overraskelser i musikken generelt, i stedet har vi fået nogle lidt komiske standard heavy-tricks i en del af numrene.

Trods dette, er stilbevidstheden stadig stor hos bandet, og de fleste thrash-kendere ville hurtigt gætte på Death Angel ved et hurtigt lyt på et tilfældigt nummer fra denne plade.

Jeg kunne bedre lide deres forrige album, men vil nok ikke tøve i en vinylshop hvis jeg tilfældigt falder over  “Humanicide”, for Death Angel har igen skabt slagkraftig og gedigen metal, alt sammen sat med saftig lyd. Det belønnes med 4 stjerner fra RockZeit.