Death Angel: The Evil Divide

Det mere end 30 år gamle band er still going strong på deres nye album “The Evil Divide”, som udkommer den 27. maj. På dette ottende studiealbum, har vi fået 10 gennemførte numre fra det filippinske band, og der er intensitet og råstyrke i hvert eneste nummer.

Knivskarpt

Death Angel er et band som kan holde fast i deres stil, og samtidig overraske lytterne. Lyden på dette album er skarp og præcis, samtidig med at den er rå og brutal, og det er en god cocktail for thrash-fans.

Albummet lægger ud med ”The Moth”, som efter et godt tungt introriff går lige på og hårdt med en hurtigt livlig thrash-rytme, og vokalen kommer hurtigt ind i billedet. Mark Osegueda´s vokal er aggressiv på en frisk måde… Hvis man kan sige det. Den føles som et instrument på højde med guitar, trommer og bas, og med den gode fordeling af lydene i stereobilledet, føles det som at blive frontaltangrebet fra alle sider fra de to højttalere.

Et mellemspil lige før soloafsnittet, kører med et guitar-riff med pauser, hvor lilletrommen laver kraftigere pulsslag og sætter total gang i intensiteten før soloen. ”The Moth” er et fedt, fedt nummer at starte en plade med, og  materialet er så godt og kører derud af med så stort musikalsk overskud, at det føles meget kort trods varigheden på 4:38 minutter.

I tredje nummer ”Lost”, udnytter Death Angel i høj grad melodi i vokalen, med respons fra et flerstemmig backing-kor. Rytmen er ikke hurtig, men tung med tjeppe trommefills ind i mellem. Der er lidt Anthrax og Metallica over melodilinjerne, og det er sgu et iørefaldende nummer, samtidigt med at det åbenlyst er i thrash-genren.

”Father of Lies” er et nummer som får en ekstra kvalitet, da Damien Sisson´s basspil i mellemspillet bliver meget tydeligt og selvstændigt i melodimaterialet. Mange metal-bands bruger mest bassen som understøttelse, og de glemmer nogle gange, hvor godt det lyder hvis bassen får lov til at bidrage med melodiske fraser.

Også i sjette nummer ”It Can´t Be This”, er bassen udnyttet i introet. Nummeret er et mega fedt thrashnummer, og en del numre på ”The Evil Divide” har, uden at plagiere, nogle stilistiske ligheder med Slayers nye album ”Repentless”, hvilket jeg personligt ser meget positiv på!
Albummet afsluttes med manér med “Let the Pieces Fall”. Trommeslageren Will Carroll lægger en sindssyg tight rytme gennem nummeret. Tempoet er moderat hele vejen igennem, så det er ikke en ”fræser”, som Death Angel har valgt at slutte af med, og det klæder albummet godt. Rytmerne ændrer sig gennem nummeret, og er meget markerende, hvilket fremhæver guitartonerne der spilles i soloafsnittet. Det er simpelt bare for fedt, det her nummer, og det lyder som om at alle fem musikere har været ekstra varme da de skulle indspille “Let the Pieces Fall”.

Vurdering

Alle numrene på ”The Evil Divide” har generelt et udtryk af kontrolleret aggression, og man føler at Death Angel totalt tager styringen lige fra starten. Det hele er så retningsbestemt som det overhovedet kan være.

Det overlegene samspil giver live-stemning og intensitet, og det gør selv det simple riffs til en ren forhøjelse at høre på. Der er godt samspil mellem de to guitarister Rob Cavestany og Ted Aguilar, og de spiller ikke det samme hele tiden i rytme-riffsene, og det giver en variation i stereobilledet hvor de meget tydeligt er placeret yderst til højre og yderst til venstre. Der er også suveræn thrashlyd på guitarerne, og man bliver bestemt ikke træt af denne lyd i løbet af albummets 10 numre.
Der er en del riffs det er spillet med én tone ad gangen, altså hvor det ikke er power-akkord eller en treklang, og her bliver der overskud til at spille hurtigt og også at bende tonerne, og gøre dem lidt mere bevægelige og udtryksfulde.

“The Evil Divide” er et album som nok kan sætte skub i en metalaften, for det er noget der skærer i gennem luften med gennemslagskraft på en metal-iørefaldende måde, og personligt synes jeg, at det er ét af de fedeste Death Angel-albums.