Death to All

Death to All fungerer som et tribute band til det mest indflydelsesrige dødsmetal-band nogensinde: Death. Bandet hylder udover musikken, Deaths oprindelige grundlægger og drivkraft Charles Michael Schuldiner (aka Chuck Schuldiner) som også kaldes “Dødsmetallens Fader”. Det er med stor respekt og nærmest ærefrygt, at jeg fører pennen til papiret på netop denne anmeldelse.

Teknisk død i vanvittigt tempo og med høj kompleksitet

Første nummer er “Overactive Imagination” fra albummet Individual Thought Patterns (1993), hvilket er et meget godt sted at starte for DTA, da det er første og eneste fulde Death album hvor Gene Hoglan og Steve DiGiorgio spiller sammen. Nummeret er teknisk komplekst og progressivt, i en sådan grad at DiGiorgio må ty til en bas med hele 5 strenge, hvor han ellers er bedst kendt for sit lynhurtige fingerspil på 3-strenget båndløs bas. De 4 musikere på scenen får således allerede fra start demonstreret at de alle er vanvittigt teknisk dygtige musikere – og hurtigere end de fleste. Lyden står knivskarpt foran Hades (alt andet havde været en dødssynd), så detaljerne i musikken går klart igennem.

Nummeret “Suicide Machine” fra albummet Human (1991) dedikerer frontmand Max Phelps til minde om trommeslager Sean Reinert som gik bort kun 48 år gammel i 2020. Reinert og Phelps spillede i en årrække sammen i bandet Cynic. Guitarerne kører passager med skalaer, mens bassen ligger i baggrunden og følger med. Gene Hoglan er en mester på skindene. Reinerts lynhurtige, tekniske kompositioner lider ingen last under Hoglans stikker – og han formår iøvrigt at få det til at se legene let ud.

Hvordan sammensætter man så en sætliste der skal hylde et af de mest skelsættende og indflydelsesrige bands indenfor dødsmetallen? Det gør man ved at spille mindst et nummer fra hvert af bandets 7 fuldlængde studie albums. På den måde kommer man også hele vejen rundt i Deaths lyd, udvikling og Chuck Schuldiners musikalske rejse. Schuldiner havde en ny vision for hvert album han skrev og en nagelfast idé om hvordan hvert enkelt instrument på hvert enkelt album skulle lyde, således har ingen af Deaths albums præcis det samme line-up. Schuldinger var ikke bleg for at udskifte musikere og hive ekstra ind for at ramme præcis den lyd han sigtede efter.

Do you feel what I feel?

“Spirit Crusher” slynges udover scenekanten med vanvittige temposkift. Vaskeægte Florida død, med et teknisk niveau der er helt out of this world! En kompleksitet og detaljegrad der bare ligger et helt andet sted end den Engelske dødsmetal – forskellen bliver til at tage og føle på når man kort forinden har bevæget sig fra Pandæmonium, hvor de engelske pionerer i Benediction gav deres bud på dødsmetal.

Der er langt imellem tribute/cover bandsene på Copenhell. Death to All er i virkeligheden heller ikke dit gængse tribute/cover band, da 3 ud af bandets 4 medlemmer har spillet i Death. Eneste mand der ikke har haft æren af at være en del af line-uppet i Death, er frontmand Max Phelps. Det er store sko at skulle fylde ud, både i brøl, guitarspil og karisma, men Phelps gør det hamrende godt som frontfigur i DTA, og publikum har tydeligvis taget ham til sig med åbne arme.

Sidste nummer bliver “Pull the Plug” – Der er skruet gevaldigt ned for tempoet, lyden er groovy, guitaren vrænger af os og publikum brøler med på “Pull the Plug”! Ja! Phelps, vi føler 100% hvad du føler – og det er smukt!

Man behøver ikke at have gravet ret meget i Deaths historie for at opdage,at Chuck Schuldiner var excentriker og musikalsk perfektionist til fingerspidserne, hvor han end kigger med fra denne lørdag aften foran Hades, er jeg sikker på han gør det med en anerkendende nikken.