Deathcore maraton i Pumpehuset

Onsdag aften var RockZeit til deathcore-maraton, som udspillede sig på lille scene i Pumpehuset. Det betød bestemt ikke at der ikke var store armbevægelser både på scenen og på gulvet. Tre bands varmede op, før amerikanske Carnifex eksploderede på scenen.

Disentomb var aftens første band, og det var noget der skulle overstås, for mine ørers skyld i hvert fald. Der var ingen originalitet i numrene, men der var til gengæld hundredevis af lilletrommeslag i hvert nummer, og efter 25 minutter med riff-rod, lilletrommemisbrug og sørgeligt growl, var Disentonb heldigvis færdige.

 

 

Aversions Crown var væsentlig bedre end første band, og de havde nogle numre der havde idemæssigt belæg for liveopførelse. Deres seneste udspil ”Xenocide”, er et deathcore alienalbum, og da bandet spillede et nummer fra denne, gjorde forsangeren noget der nok ikke er set før; han gik amok i en deathcore-rus med en lille E.T.-bamse i hånden. Det var sgu ikke uden humor.

 

 

Tredje band Oceano havde hverken særlig god lyd eller gode numre, men man kan godt nok nå langt på god performance live. Forsangeren med den skingre hæse vokal, afroamerikaneren Adam Warren, var genial til at få folk med, og få dem til at gøre forskellige ting på udvalgte tidspunkter. Han var super energisk på scenen, og sjovt nok, var det en ekstrem kontrast til den playmobil-agtige unge mand der sad bag trommesættet, for han sad HELT stille. Ja, det så ud som om at det ikke var hans hænder som lavede de mange anslag, for hans krop var helt statisk, og han havde samme ansigtsudtryk hele vejen gennem koncerten.

Adam Warren havde et godt trick i ærmet, han hyldede flere gange Carnifex på en ærlig og ydmyg måde, og folk blev mere og mere tændte på at samle energi til at moshe med til hovednavnets helvedesmusik.

 

Bødlen kommer

 

Lyd, performance og musikalitet blev hævet til et usandsynligt højt niveau da Carnifex satte i gang. En elite-squad på fire mand med avanceret hardware, lagde grund for hærføreren Scott Lewis, som var malet sort om øjnene, og havde et virvar af tatoveringer på kroppen. De to guitarister, bassist og trommeslager var for det meste grounded som statuer, og det kunne de sagtens slippe af sted med, for den 195 cm høje forsanger havde fem menneskers energi i kroppen, og var næsten skræmmende at se på. Fra deres nye vellykkede album ”Slow Death”, fik vi første nummer ”Dark Heart Ceremony”. Jeg blev draget fra bagerst, til forrest i lokalet for at se om det var rigtige mennesker der stod på scenen, for det lød ikke sådan! Men allerede i andet nummer ”Slit Wrist Savior”, arrangerede Scott Lewis et område hvor der skulle gås bersærk, så jeg nåede lige at flytte mig, så jeg kunne anmelde koncerten og ikke ligge på skadestuen i stedet for.

Slow fucking Death..

…blev der selvfølgelig råbt da titelnummeret fra det nye album skulle væltes ud over scenen, og folk var på splitsekundet helt oppe at ringe, og det var stadig yderst farligt at befinde sig i moshzonen.

Akkompagnementet til den voldsomme growl, lød som ét avanceret instrument som tordnede fra én højttaler. Leadguitaristen Jordan Lockrey og rytmeguitaristen Cory Arford, skiftede mellem syvstrengede og ottestrengede guitarer, og Fred Calderon spillede på en femstrenget bas. Shawn Cameron sad bag gryderne, og der var masser af fede bækkener og trommer til at matche strengevridernes mesterlige lydudtryk. Cory Arford er lige så stor som to mænd, og havde også en ekstra rolle; at lave ping pong growl med Lewis. Det gjorde han til UG.

Sidste nummer i sættet, var ekstra ondt, både i aggression og i titel; ”Hell Chose Me”, som er titelnummeret og første nummer på deres tredje album fra 2010. Skræmmende nok kunne Carnifex tilføje yderligere intensitet i dette sidste nummer, og røg og damp fulgte med mens publikum dansede deres sidste dødsdans.

Ekstranummer? …det kunne jo være Six Feet…

Jeg havde hentet sætlisten på nettet inden jeg tog til Pumpehuset. Jeg måtte tjekke 2 sites, for det så mærkeligt ud at der ikke var ekstranumre, og at nummeret ”Six Feet Closer to Hell” ikke var med. Det er det første nummer når du vender vinylen ”Slow Death”, og det er lige som i gamle dage, at der starter et nummer som er catchy og karakteristisk, så pladen får nyt liv halvvejs igennem.

Hmm, der var sgu ikke noget ekstranummer til koncerten, og jeg fik ikke mit ”Six Feet…”-rush. Grunden til at de ikke spillede dette ”death metal hit”, var først tydelig for mig da koncerten var slut. I det nævnte nummer er der et catchy tretone guitarmotiv i omkvædet, og det hørte ikke rigtig hjemme i dette sæt, et sæt der bestod af ultra døds-core numre med de mest voldsomme rytmeriffs man nogensinde har hørt live…og så går det jo ikke at der kommer et popnummer som ”Six Feet..” til sidst. Ha.

Jeg har hørt en del dødsmetal live efterhånden, men dette var altså ikke dødsmetal under normale omstændigheder, og jeg kan ikke gøre andet en at give Carnifex 5 fucking stjerner.