Deathstalker i Royal Arena

Mange bands er ofte harmløse og giver ikke nogen andet påvirkning af kroppen end lidt smerte og hævelse. Men denne lille satan af en tysk skorpion indeholder så store mængder gift, at det påvirker hele kroppen. Giften forårsager enorm smerte og feber efterfulgt af koma, lammelse og muligvis død. Heldigvis er det usandsynligt, at skorpionens stik kan dræbe et voksent menneske, men børn er i stor fare.

Ovennævnte er en beskrivelse af deathstalker skorpionen, hvis oprindelse er fra Nordafrika og Mellemøsten.

Men en kold november aften i København befandt den sig minsandten i København direkte importeret fra Tyskland foran 10.000 ellevilde publikummer. Ikke nødvendigvis en helt lovlig import af Royal Arena, og de forældre som havde medbragt deres børn, måtte vist hellere tage et smut forbi lægevagten på vejen hjem, for det var en legesyg og helt igennem livsbekræftende og spilleglad skorpion, hvis giftbrod nåede helt ud til de bagerste rækker.

Pretty Ringe

Scorpions havde denne aften taget go’e gamle Pretty Maids med som support, og normalt har jeg været relativ begejstret for Pretty Maids, da de altid formår at få deres musik helt udover scenekanten, hvad enten de spiller i Amager Bio eller på High Voltage, og det var alligevel en smule imponerende, at de i momenter formåede at få store dele af Royal Arena med på vognen.

Deres koncert blev dog fuldstændig destrueret af en lydmand, som især i første halvdel af sættet nærmest formåede at springe mine trommehinder med en alt for høj volumen, hvor guitarlyden fra Ken Hammer og co. nærmest var ikke eksisterende, dertilhørende en lyd på trommerne som under hele koncerten ledte frygtelige tanker hen på et vist Sct. Anger album – fra et andet danskinspireret band, herunder at en klassiker som ”Red, Hot and Heavy” blev helt tabt på gulvet, hvilket må betyde en kommende tjenestelig samtale i det Horsensbaseret firma.

Heldigvis blev koncerten en smule reddet med to glimrende udgaver af ”Please Don’t Leave Me” og ”Future World” (dog fortsat med miserabel lyd på trommerne).

Scorpions

Scorpions var dét band som sådan ca. tilbage i 1990 med ”Crazy World” grundlagde min interesse for rock ’n’ roll og senere over i heavy metal. At jeg så i min naive ungdom samtidig også synes, at Billy Ray Cyrus havde verdens sejeste frisure, ja så skulle jeg da også have langt hår – altså det med kort hår i siderne – og langt i nakken.

Af uransagelige årsager havde jeg inden aftenens koncert aldrig fået oplevet Scorpions live, hvilket i min optik formentlig skyldes, at de vel egentlig ikke har spillet så forfærdelig mange gange i Danmark (siden 1990), og at jeg ikke var til Copenhell sidste år.

Scorpions seneste, og 18. studiealbum ”Return To Forever” udkom i 2015, og i den forbindelse har de nu turneret verden rundt i mere eller mindre 3 år med præcis den samme sætliste +- et par numre hist og her og med en ny trommeslager i form af Mikkey Dee fra det hedengangne Motorhead, og hans tilstedeværelse i sig selv kan løfte ethvert band, da hans evner med et sæt tønder kun nås/overgås af få andre trommeslagere i verden.

Dette fik han også vist med en aldeles glimrende trommesolo midt i aftenens sætliste, hvor to begejstrede publikummer foran mig mildest talt var på randen af en regulær orgasme (desværre to mandlige), da trommesættet blev hevet op til loftshøjde i Royal Arena, hvor Mikkey Dee brillerede med en ren opvisning, og de to i munden på hinanden råbte ”Hold kæft, hvor er det vildt det der! Det er bare for sindssygt!”. Ja, det var sgu ren blær, men med skade for at være far til en 5-årig datter kunne jeg nu alligevel ikke lade være med at bekymre mig for om snorene nu skulle knække.

Et drive uden lige

Scorpions har som band eksisteret i hele 52 år, og i den forbindelse har de som så mange andre store rockbands indlogeret sig i klubben for ”Retirement” tilbage i 2010, hvor de så alligevel har fortrudt og vendt tilbage i endnu bedre form end tidligere, hvilket de fik bevidst denne aften i modsætning til et vist andet band (Ja, jeg mener her Guns ’ N’ Roses!).

Bedst illustreret ved 69-årige mastermind Rudolf Schenker, hvis udstråling og spilleglæde sjældent er set magen, og han løb rundt om hele scenen i samtlige 100 minutter (mere end jeg når på 2 timers indendørs fodbold med gutterne) med en så positiv og smittende attitude helt fyldt op med livsglæde, at han også ville have været et hit i min datters børnehave som den sjoveste pædagog af alle, med hans væld af overskud.

De andre bandmedlemmer fulgte godt med hele vejen rundt, men de havde trods alt svært ved at fremstå lige så begejstret som deres kaptajn, da det rent ud sagt var mission impossible.

En oplevelse udover det sædvanlige

Koncerten gennemgik hele deres repertoire for perioden fra 1974-1984 samt de udødelige klassikere fra 1990. Derudover skulle der naturligvis også være plads til fire sange fra seneste album.

Scorpions lagde fra land med en knivskarp lyd fra allerførste sekund, hvilket endnu engang gav en bekræftelsen af, at med den rette lydmand, så er Royal Arean et fantastisk spillested.

Der blev åbnet med det udmærkede nye nummer ”Going Out With a Bang”, som førte direkte over i tre fænomenale udgaver af klassikerne ”Make It Real”, ”The Zoo”, begge fra albummet ”Animal Magnetism” fra 1980 samt instrumentalnummeret ”Coast to Coast” fra albummet ”Lovedrive” fra 1980, hvor selv Klaus Meine spillede med på guitar ved sidstnævnte.

Herefter gik der lidt dødvande i det med en 70’er medley af sangene ”Top of the Bill” fra albummet ”In Trance” fra 1975, ”Steamrock Fever” fra albummet ”Taken By Force” fra 1977, ”Speedy’s Coming” fra albummet ”Fly To The Rainbow” fra 1974 og ”Catch Your Train” fra albummet ”Virgin Killer” fra 1976.

Efterfølgende kom der igen gang i den med den aldeles glimrende ”nye” sang ”We Built This House” samt en ganske udmærket guitarsolo ”Delicate Dance” fra Matthias Jabs.

Dette blev fulgt op af en meget medrivende akustisk medley af balladerne ”Always Somewhere”, ”Eye of the Storm” (fra det nyeste album) samt en tårevædet udgave af ”Send Me An Angel”, hvor en stor diskokugle kom frem med et tilhørende overdådigt lysshow pegende tilbage op mod diskokuglen der efterfølgende reflekterede lys udover hele Royal Arena – et fantastisk syn.

Herefter var der dømt total fællessang blandt de 10.000 publikummer med den tidløse klassiker ”Wind of Change”.

Så var der igen tid til at få sat tingene i omdrejninger, hvor Klaus Meine kun havde et spørgsmål til publikum, ”You wanna know who I am? I’m in a rock ’n’ roll band.”, hvorfra aftenens sidste af de “nye” sange ”Rock ‘n’ Roll Band” blev eksekveret med et vanvittigt højt drive efterfulgt af en ligegyldig coversang af Motorheads ”Overkill” efterfulgt af tidligere nævnte trommesolo fra Mikkey Dee.

Grundstødet var herefter lagt til at sprede den sidste gift ud i publikum, således, at samtlige publikummer efterfølgende måtte bøje sig i støvet og bede til vor herre om aldrig at modtage modgiften mod et så toptunet band og uimodståelige udgaver af nogle af vor tids største rockklassikere i form af ”Blackout”, ”Big City Nights” samt ekstranumrene ”Still Loving You” (efterfulgt af en a cappella af “Holiday”) og ”Rock You Like A Hurricane”.

Der var mange delte meninger om Klaus Meines vokal denne aften. Nogle mente, at hans vokal ikke havde samme pondus som tidligere, og andre mente, at bandet sparede lidt på hans vokal ved blandt andet at få publikum til at synge med på store dele af sangene (hvilket i mine øjne bare handlede om at de fik tændt godt op omkring publikum ved netop at medinddrage dem i festen).

Uagtet hvad folk mener, så gjorde den lille tinsoldat et aldeles glimrende stykke vokalarbejde, og man skal gå i meget små sko, hvis man skal klandre en mand for at miste lidt af stemmen efter 52 års tro tjeneste for et af verdens bedst spillende rockbands gennem tiderne, og Scorpions var denne kolde november aften på Amager en oplevelse udover det sædvanlige.

Galleri Pretty Maids:

Galleri: Scorpions: