Debutalbum fra danske MoonDog

Det danske hard rock band med det fede navn, MoonDog, er blevet kaldt Danmarks ældste debuttanter. De aldrende musikere har i år lavet debutpladen Time is the Fire, som både er ungdommelig og moden. En plade hvor alskens tricks i rocken siden 70’erne, bliver afprøvet. Der bliver taget chancer som ind i helvede, på godt og ondt, ligesom den person som de nok har lånt bandnavnet fra, den amerikanske eksperimental komponist, Moondog.

Side A

Nu når jeg er inde på komponister, er der mange af dem som har en god tommelfingerregel for at få publikums opmærksomhed; Vis hvad du har i posen fra starten! Det gør MoonDog på denne LP i første nummer “Jaguar”, hvor alle instrumenterne, orgel, trommer, guitar og bas lægger ud med et rabalder af fede markeringer. Det lægger grund til den gennemtrængende stemme fra Fjeder Stavnstrup, som hurtigt kommer ind i lydbilledet og gør det komplet. Så er vi i gang!  

Lyden er bred og slagkraftig. Måske lige lidt for meget nogle steder. Koklokker og backing vokal er meget høje, højere end lead vokal og trommer. Det forstyrrer mit øre, men det kan godt være at det er helt bevidst lavet, for det giver et udtryk man ikke er vant til i hard rocken. Soloen er superfed, med en rigtig god overgang til verset igen.

Andet nummer “Beautiful Women” er et godt uptempo track, igen med et rytmeelement som er meget højt i volumen; denne gang et stramt knips i højre side, og hvor guitaren er mere beskeden i venstre side. Faktisk er der virkelig god stereo panorering i numrene, som er med til at gøre det bevægende og levende. Denne gang kommer soloen ikke først, men en guitarduet, som har stærkt modulerende melodier som stiger og stiger i tonehøjden. Ganske dramatisk. 

Jeg er mere til det instrumentale end hvad Fjeder Stavnstrup leverer. Men respekt for at han tør alt for at ramme forskellige udtryk, som mest i Steven Taylor, Axl Rose, Vince Neil-stil. Tja, albummet er nok en slags hyldest til de gamle rockudtryk. 

Tredje nummer “War, the War” har et tungt narrativt og iørefaldende riff til start. Sangen overrasker mig faktisk, for pludselig kommer der keyboard strygere med broadcast stemmer oveni, som i bedste Dream Theater-stil, hvilket pepper det gevaldigt op. Herefter går der Accept-mandekor i den, igen med meget høj volumen. Der skal jo ske en masse i moderne rockmusik, så fint nok. 

Side B

Jeg er stor vinylentusiast, og går meget op i at der skal ske noget specielt når man vender pladen, en slags “Akt 2”. Det synes jeg at man kan fornemme her, for pludselig bliver der disket op med en helt anden stemning end på side A. Vi får vi en slags hard rock udgave af “Symphony of Destruction” med Megadeth. Det er eddermame frækt. Stort point til MoonDog for dette. Andet nummer på side B, “Sow a Letter” er et ret helstøbt nummer. Der er lidt uventede skalaer og rytmisk skæve indslag i midten, som leveres med en bred samlet klang. Det er god storytelling her!

…Resten på CD

Vinylen slutter med ottende nummer, som er titelnummeret med dets Ennio Morricone-agtige filmmusik intro. Det kører derudaf som en kniv i blødt smør… sååå sidste nummer? Nej, der er sgu en CD med som sidder pænt i pappet når vinylen foldes ud. Her er alle numrene inklusiv 4 numre mere, altså er der i alt 12 sange på albummet. 

De 4 sidste numre er også både catchy og udfordrende for øret. Der er masser af spændende formled i eksempelvis “Treading Water”. Et nummer som tager én på en lang god rejse med diverse mellemspil som er æstetisk og nærværende. Der er sgu lidt Fates Warning over akkordbrydningerne i guitaren. Superfedt. Fjeder har nogle fraser som ligger i et lavere tenorregister end de foregående numre, hvor det er lidt skingert. Det klæder ham rigtig godt. Han har en god klang i det mørkere toneregister. Lars Mitch Fischermann på trommer og bassist Per Soulgaard er ret præcise hele pladen igennem, og lægger en god tight bund til det hele. Det er virkelig professionelt udført, må man sige.

En moden debut

Der er musik for hver en smag, og det er ret fedt at høre alle 12 numre i træk, for man kommer vidt omkring i rockens verden. Der er virkelig mange fede ideer i sangene. Sange som er ret forskellige fra hinanden, men samtidig beholder en hard rock kerne, tilsat lidt heavy drys hist og her.

Der er som nævnt nogle skæve lydniveauer i mixet, som mine ører ikke helt kan forstå, og jeg har det generelt lidt svært med feminine hard rock stemmer som er for ørepiercende. Det instrumentale i musikken er jeg derimod ret oppe at køre over, for der er godt nok tænkt over tingene. Det lyder som et album som har været mange år undervejs, fra et band som ikke har haft travlt, men som først har udgivet pladen når de selv synes at alle detaljer var på plads.  

Alt i alt er det en god plade, og jeg ender på 4 stjerner til Danmarks ældste debutanter, med deres Time is the Fire.