Deep Purple i Royal Arena

Fredag aften var RockZeit i Royal Arena for at overvære to bands som har dekader på bagen. Det var det legendariske britiske band Deep Purple som havde Jefferson Starship som opvarmning. 

Dengang i Danmark

På vejen ud til Ørestad Station overhørte jeg en samtale med nogle inkarnerede fans, som snakkede om deres oplevelser med Deep Purple gennem tiden. En ældre mand der sad alene sagde pludselig, at han var på Vestpoppen den 20. april 1968 og høre dem live, og der blev stille et øjeblik. Denne koncert var faktisk Deep Purple’s debut koncert, som helt usædvanligt blev afholdt i Danmark og ikke i deres hjemland.

Så kom de fabelagtige fem

I Royal Arena blev der så lagt ud med en glimrende koncert fra Jefferson Starship. Efter dette, begyndte en intens kortklippet version af den britiske komponist Gustav Holst’s sats “Mars, the Bringer of War”, at brage fra højtalerne. Imens kom de fabelagtige fem ind på scenen og startede deres store hit “Highway Star” fra albummet Machine Head fra 1972, hvor instrumentalisterne i bandet allerede var i højeste gear.

Det var fedt at høre Ian Gillan’s skingre stemme i dette fantastiske nummer, men det var ikke den bedste start, da det var meget krævende for Gillans stemme at synge omkvædet, så det bare  lød nogenlunde som på studieindspilningen. Med grimasser og knyttet næve, kæmpede han sig igennem de første par numre for så, at blive ganske god resten af koncerten. Tredje nummer “No Need to Shout” lå godt for Gillan, og det lød mere behageligt i vores ører. Man kunne også fornemme på ham, at han selv havde det bedre med at synge dette end eksempelvis “Highway Star”.

Ny guitarist

I gamle dag var det Ritchie Blackmore der var guitarmanden i Deep Purple. Han blev udskiftet med Steve Morse i 1994. Mange havde nok glædet sig til at se og høre Morse i Royal Arena, men desværre er hans hustru kræftsyg, og han har valgt at træde helt ud af bandet så han, nobelt nok, kan tage sig af hende. Den 16. september blev det så officielt at Simon McBride er Deep Purples nye guitarist. Men tro mig, det blev det ikke dårligere af. Purple tager ikke nogen ind som ikke er elite, og man må sige, at McBride også beviste at han er en fuldstændig suveræn guitarist.

Hyldest til en orgel legende

“Uncommon Man” blev introduceret som værende en hyldetst til een af de mest karakteristiske musikere i historien, nemlig det afdøde Purple-medlem John Lord. Lord var en legende, og han har skabt en speciel skole indenfor orgel i rocken. Men det var ikke fordi at Don Airey ikke var god, for han er mindst lige så ekvilibristisk som Lord, og han jonglerede med de klassiske Purple melodier og klange på Hammond orglet.

Oven i dette fik vi en overdådig orgelsolo fra Airey som  hyldede diverse sange og værker af europæiske komponister, og der kom “Wonderful Copenhagen”, “Den danske sang er en ung blond pige”, en Mozart-melodi og Liszt-klaver boksning til den store guldmedalje.

Perfekt progrock

“Perfect Stranger” var en fryd for øret med dets skæve iørefaldende riff som er genganger i nummeret. Heldigvis var det gode, men meget brugte nummer, “Smoke on the Water”, blot det sidste nummer før encore-afdelingen og ikke det nummer der skulle afslutte koncerten, for det havde været forsøgt. Derimod fik vi det iørefaldende covernummer “Hush” Joe South, og til allersidst, det superfede “Black Night” fra albummet Deep Purple In Rock fra 1970.

Stadig ét af de fedeste rockbands

Fra start til slut var det instrumentale fuldstændig i top, dertil med fantastisk god lyd fra scenen. De to gamle medlemmer, trommeslageren Ian Paice og bassist Roger Glover, lagde en perfekt bund, så alle numrene havde den rockfeeling de skulle have. Det var dog tydeligt at Ian Gillan havde sine problemer med høje kraftige toner. Heldigvis var han som sagt varmet godt op efter et par numre. Jeg kunne stole mere på ham, og var ikke længere nervøs når han lagde an til at synge i mikrofonen.

Hver gang der blev lagt op til en solo, fra enten McBride, Airey eller Glover, kunne man være sikker på, at der kom det vildeste ud af deres instrumenter. Yderst komplekse og tonerige soloer lå fuldstændig på rygradden som med tydelig lyd blev slynget ud over scenen til det begejstrede publikum. De mange fantastiske soloer i numrene, gjorde næsten soloopvisningen fra Airey overflødig, for de mange tusinde han allerede fyrede af i sangenes solopassager, var da mere end nok.

Deep Purple har den force at de er ligeså gode sangskrivere som musikere, dertil gode til at connecte med publikum. Et band som både kan imponere med top virtuositet, og samtidig kan groove massivt i simple riff.

Den æstetisk og ekvilibristiske rockkoncert ender på 4,5 stjerner herfra RockZeit.