Deep Purple: Lydene fra en anden tid

Man skal nok have været lidt mere, end blot et almindeligt syrehoved, hvis ikke man på et eller andet tidspunkt i sit liv, har hørt om Deep Purple… der med sine kæmpe hits som “Smoke on The Water”, “Hush”, “Child In Time”, “Perfect Strangers” og mange flere…
For de har om nogen, medvirket til at sprede syrerockens flippede åndelighed ud iblandt folk og fæ på hele kloden.

Og denne gang var disse grånede eminencer, mødt frem til mandtal i Royal Arena, med et løfte om at ville servere en god blanding af den langhårede rock, som de jo stod fadder til op igennem 70’ernes brydningstid og langt videre – ind imod årtusindskiftet.

Så de høje forventninger blandt overtallet af mange fremmødte måne- og sølvræve, der sammen med deres afkom – med lidt længere hårpragt – sad tydeligt udenpå battlevesten og fik mærkerne til at lyse op i mørket…

Fortidens farver i nutidens former…

Og der var da umiddelbart heller ingen slinger i valsen, da lyset dæmpedes og et næsten mageløst skærmshow, med billeder fra både fortiden og nu, iblandet covers og særskilte små billeder, som nærmest har fulgt bandet siden tidernes morgen, tonede frem og spredte farver, iblandet et mere kærtegnende storskærmsorgie ud over publikum.

Noget af det første jeg selv bemærkede var, hvorledes lyden reelt set virkede besnærende for mine ører, uden den sædvanlige aggressive rungen eller den næsten skingre forvrængning, som vi alt for ofte oplever i Royal Arena, når især rockbands spiller op til dans…

Men glæden skulle dog alligevel ikke helt holde, for da Ian Gillian kom på scenen, mens hans kolleger allerede sad klar med varme fingre og strøm på instrumenterne, virkede han ærligt talt både glad og lidt opstemt, men han tilsyneladende stavrede lidt rundt, på nogle meget stive ben og begyndte at synge…

Problemet var blot tydeligt, allerede fra første tone: At hans stemme slet ikke kunne følge med den åbenlyse glæde og intensitet, som resten af bandet ellers lagde op til skulle slå festen an.

Men dette til trods, så var han både jovial og smed små flabede historier oveni sangene som længere inde i koncerten, begyndte af få lidt liv i sig… sådan da…

Og der gik heller ikke mange øjeblikke, førend han, knapt så hurtigt, forsvandt ind bag ved en kulsort skærm, hvor der – som en kollega i spøg udtrykte; ”Sikkert stod et ilttelt…”…Mens resten af bandet fortsatte med at spille sangen færdig.

Dette gentog sig så – næsten uforandret -de næste 4 numre – Hvorefter der var indlagt en guitarsolo med ”yngstelærlingen” Simon McBride, der kælede for strengelegen, som var det en lyst.

Og generelt var det hovedbilledet af oplevelsen:
Musikerne var nærværende og spillede tydeligt af glæde og med en vis samhørighed, hvis altså ikke hørelsen lige svigtede og skabte momentane udfald i klangbilledet i ny og næ…
– Men ægte dét var det sgu.

Også når eksempelvis Ian Paice taktfast og med kølig ro, slog alle rytmer an i et roligt, ja næsten militant tempo og med en tydelighed der kunne mærkes gennem hele salen, samtidigt med at hans skarpe blik for strukturen, gjorde det mere tåleligt, når Ian Gillians slidte stemmebånd kom til kort.
Og han blev ofte suppleret af en næsten stoisk Roger Glover, der understøttede dybden i klangen med sin rolige bas.

Sjovt nok fik Ian Gillian også lige leget lidt med sin mundharpe. Og selvom han måske ikke var på niveau med Stevie Wonders funky swung, Billy Joels poetiske eftertænksomhed eller Bob Dylans rustne/ forvrængede intellekt, var det dog ærligt og jordnært med små blæse- eller tonefejl, der faktisk virkede nærværende i det nænsomme øjeblik, da sangen Lazy blev fremført i den store sal.

Sjovt nok fik Don Airey flere gange, kælet for sine tangenter på de store og tydeligt vedligeholdt Hammondorgler, hvorpå han flere gange undervejs, legede med både solodrømme og flabede eller udsyrede passager, der henledte opmærksomheden på fortidens tågesnak og drømmerejser…
-altså når han ikke pludseligt brød ud i en et “Der er et yndigt land”-medley, med indlagt hyldest til den Ung-blonde Piges Danske Skønsang, samt lidt Victor Borgske drillerier…

The show goes on

Trods alt var det jo nogle erfarne herrer, der havde medbragt nogle dygtige lyd- og lysfolk, som sammen med videoeffektfolkene, som i disse moderne digitale tider, skabte en oplevelse, som i hvert fald de grånede fans fandt underholdende og måske ligefrem rigtigt godt -Og dét kan man så gisne meget om hvorfor – For tiden omkring musikken, var jo, som nævnt en brydningstid, hvor selv virkeligheden, i ny og næs kunne blive lidt udfordret.

Men i dag var virkeligheden lidt mere jordnær og måske ligefrem kynisk, for under vejs, blev det ret så tydeligt, at trækket til fustagernes hvæsen, blev stærkere og endda gentaget, når publikum fadede lidt ud fra den lille lokale fest som forgik på scenen.

Og selvom det reelt var lidt synd for de glade rockdrenge deroppe, så var det desværre nok et udtryk for at man nok havde forventet lidt mere af den slags koryfæer, især når man tænker på at både Stevie Wonder og Bob Dylan nærmest trak fulde huse, trods deres egen høje alder…

And the Oscar goes to:

Konklusionen er dog, at Deep Purple, reelt gjorde et hæderligt, men ret så slidt forsøg på at hævde retten til tronerne, de engang indtog uden besvær, men at de trods nogle skønne og velspillede passager undervejs, aldrig helt formåede at lette sig højt nok, over den oftest smertelige artroseramte slitage, som jo desværre rammer os alle, som tiden går.

Men for forsøget og for minderne og momenterne, samt et ganske overraskende fint, om end lidt højt lyd- og klangbillede i Royal Arena, får Deep Purple 3 hæderlige stjerner.