Deep Purple – Valbyhallen 13/11-2017

På en bidende kold november mandag, havde de mange fremmødte Deep Purple fans nok håbet på noget mere at varme sig på, end en kvalitetssvingende sætliste med alt fra fyld numre, sløje versioner af klassikere, en udbrændt rockstjerne og momentvise gyldne øjeblikke, mest leveret af vandbærerne.

Electric Guitars

Som opvarmere var den elektriske duo i den grad i stødet og med eminente hjælpemusikere, forstod de at markedsføre deres ACDC/hairspray power hardrock med Rock n’ Roll attitude, og riff og melodier med knas og pondus. Deres mission er underholdende og medrivende guitar baserede numre der fyrer op under publikum, thats it. Og det havde de godt styr på. Som gæstesanger i stedet for Jesper Binzer der leverer vokal på “Headless Chicken” fra deres plade, “Rock ‘n’ Radio” sprang Michael Bastholm fra Artillery frem som trold op af en æske. Hans vokal er afgjort anderledes end Binzers, men han havde volumen og klang som klart berettigede til den lille tjans. Og på bedste Bruce Dickinson manér tog han hele scenens areal i besiddelse. Elspaderne sluttede af med “Time Is running Out” og vupti så var de væk, netop som man ønskede, at de skulle fortsætte lidt endnu. Og det viste sig, at Bastholm havde den bedste vokal den aften.

Den vedholdende trio

Siden Deep Purple blev dannet i 1968 er eneste oprindelige medlem Ian Paice stadig bag gryderne. Bassist og producer Roger Glover og (nu stemmeløs) vokalartist Ian Gillan stødte dog hurtigt til fra bandet Episode Six og sammen danner de midteraksen i den nyeste af mange Purple-konstallationer, hvis mytologi med særlige betegnelser, omskiftelighed og forgreninger er en doktorgrad værdig, på lige fod med Robert Fripps King Crimsons regime. Mest kontroversiel er nok alfa-han striden mellem Ian Gillan og Richie Blackmore som har ført til, at begge har haft deres omgange med Purple uden den anden (sådan er det, når far og mor er sure).

Ingen alfahunde

Med på det nuværende hold er ekvilibristen Don Airey på synth, keyboards og orgel, samt X-Kansas & X-Dixie Dregs guitaristen Steve Morse. Begge gjorde det aldeles glimrende mandag aften og Morse har da også etableret sig som fast leverandør af lilla tråd og hegn siden 1994. Selvom mange Purple fans har haft svært ved at håndtere, at Blackmore ikke længere er i Purple, synes bandet selv at have det helt fint; Gillan har flere gange udtalt, at han ikke ser det realistisk med en genforening, bortset måske fra enkelte særlige events. Dette skyldes, at de gamle drenge hygger sig. Det er et lukket fodboldhold, helt uden terroriserende alfahanner. Ingen anstrengende forhold og intriger og überkrakilske og perfektionistiske tilbøjeligheder, det tog er kørt, gamle hunde gider ikke lære nye tricks.

Gamle hunde gør hvor andre tier

Derfor forventede jeg mig heller ikke andet end en hyggelig aften med nogle gamle rødder som kan fortælle øjenvidneberetninger fra dengang verden var analog og man kunne slippe afsted med tre powerakkorder og en hookline.

Og de hev da heller ikke noget som helst opfindsomt op af hatten i Valbyhallen, men spillede i stedet nøjagtigt udvalgte numre fra de første plader, plus et par numre fra “Perfect Stranger”(1986), som var en kortvarig genrejsning  af en af de mest succesfulde bandmedlem-konstellationer med både Blackmore og Gillan. Endelig spillede de en lille bunke helt nye fra deres seneste og måske sidste “Infinity”, og Purple så således ikke nogen grund til at padle rundt i den klassiske supergruppe-midtperiode hvor intet fungerer. Ganske som på alle de hidtidige aftener på deres nuværende skrub-af-turne, fik vi en lang hyldest til “Machine head”, “Deep Purple In Rock”, “Fireball”, “Perfect Stranger”, og bevares, “Infinity”.

God start og så en solo

De lagde hårdt og brutalt ud med “Time for Bedlam”, “Fireball”, “Bloodsucker” og “Strange Kind of Woman”, og man kunne med det samme konstatere,  at de stadig kan deres metier som en sammentømret enhed. Glover har ganske vist aldrig været virtuos, men hans solo mellem ekstranumrene vidner om en dygtig musiker med overblik og det var en fornøjelse, hvorledes han og hans bas fyldte som et helt band. Alle er dygtige musikere Paice fylder godt og Steve Morse (guitar) kan pensum og en smule ekstra. Det var dog tangentkongen Airey der brillerede med psykedelisk avantgarde orgelragnarok, men blev lidt for ofte brugt som en virtuos pauseklovn. Selvom han måske var aften højdepunkt og leverede en overjordisk klaver Tour de force, hvor han sneg “Den danske sang er en ung blond pige” og “Wonderful Copenhagen” ind, så, excuse me, så er det bare ikke Don Airey vi er kommet for at høre.

Må jeg bede on en vokal?

De nye numre fungerede egentlig udmærket og de er skruet ambitiøst sammen med vanskelige formled, og komplekse roller for instrumenterne. Til gengæld byder de ikke på de store udfordringer for vokalen. Det var desværre også koncertens akilleshæl. For alt for ofte valgte bandet de meget instrumentbaserede numre så Gillian kunne gå backstage og skrive på sine erindringer. Alle jeg talte med, frygtede det inden koncerten og sådan blev det; Gillans stemme er en skygge af sig selv, og trods momentvise hæderlige numre “Strange Kind of Woman”, “Fireball”, “Smoke On The Water” og det ny “All I Got Is You” står tilbage, at kun i det dybe leje bar hans unikke klang igennem. Eksempelvis leverede Gillan en helt igennem anonym og ligegyldig præstation på “Perfect Stranger”. Og da hans signatur jo altid har været det helt abnorme register, som bandt det syrede hardrock sammen, ja så taber koncerten for meget til at de fem musikere for alvor understregede deres ikon status.

Han er jo en flink gammel mand og alt det der, men Gillan er altså færdig som gård/forsanger, og kun de ikoniske numre, et røvgodt hardrock boogie blues band, Gillan indiskutable hardrock stjernestatus og et måske halvdøvt sentimentalt seniorpublikum kunne med nød og næppe udgøre netop det sikkerhedsnet, hvori Gillan kunne lande blødt. Det var ok, det var en hyggelig aften i Valby, men den var nok ikke gået på Copenhell.