Def Leppard på Helvíti, Copenhell

Selvom det er 2023, er det er umuligt ikke mest at forholde sig til Def Leppard i datid. De er grundlæggende et 80’er-band og ét af de største. De tre store plader fra det årti, High’N’Dry, Pyromania og klassikeren over dem alle, Hysteria, solgte millioner og kastede flere end et dusin Top 20 singler af sig.

Læg dertil tragedier som en trommeslager, som mistede en arm i en bilulykke,
og en guitarist, der døde af en overdosis, og du står med ingredienserne til den morbide cocktail, som rock’n’roll-legender er mixet af.

Def Leppard er blevet ved at lave plader og blevet ved med at turnere. Glimrende heavyrock-plader dog uden nær samme goddaw som klassikerne, men – i modsætning til de fleste af de andre
ronkedorer – aldrig decideret pinlige plader. Live har Def Leppard leveret varen med god,

gammeldags arbejderdisciplin fra hjem- og stålbyen Sheffield og er aldrig blevet det propagandaindslag for lovliggørelse af aktiv dødshjælp, de andre dinosaurer turnerer med. Hvordan Def Leppard har undgået Copenhell, der ellers gør hvad de kan for at booke klassikerene uden at skele til relevans og dagsform, er en gåde. Men nu stod de her langt om længe, og endda med relativt nyt materiale i form af den glimrende Diamond Star Halos fra 2022.

Stik den! Og den. Og den!

Der blev da også lagt fra land med åbningsnummeret fra den, “Take What You Want”. En sejt gyngende rocker med et let tilgængeligt omkvæd, som måske ikke fejede benene væk under publikum men i det mindste slog tonen an: Det her er en rockkoncert med et band i topform. Og så blev der ellers spillet esser ud. Selvfølgelig – fristes man til at sige – indledtes der med Let’s Get Rocked, som vel er Def Leppards sidste rigtig store hit, og derefter “Animal”, “Foolin’ ” og “Armageddon It”. Joe Elliott er en ældre herre på 63 og selvom stemmen stadig er god, var den ikke, hvad den har været. Ikke at Elliott havde svært ved at holde tonerne, men volumen var ikke helt prangende. Prangende og så lidt til var til gengæld Vivian Cambell og Phil Collens guitarspil. Knivskarpt, helt fremme på scenekanten. Under “Amargeddon It” fik vi endda en solo fra hver, og festen var i gang i små klynger blandt publikum.

Pusterum – og så hitparade

Op til Copenhell havde Def Leppard to tusind fire hundrede og sytten koncert registreret på setlist.fm. Når man har den erfaring og i øvrigt mange flere bangers i godteposen, så ved man også, at nu skal tempoet lige ned igen. Det kom vi med et par stykker fra den nye plade, sjæleren “Love Bites” og et par semi-akustiske sager, der nærmede sig country. Primetime på Copenhell er især det sidste en umulig opgave at stille sig selv, og Def Leppard stoppede da heldigvis også det eksperiment lige akkurat før det blev pinligt. Jeg gentager: Koncerterfaring, mine damer og herrer. Og så kom de ellers. “Rocket”, “Bringin’ On The Heartbreak”, “Hysteria”, “Pour Some Sugar on Me”. Def Leppard har allerede fra starten helt bevidst skrevet sange, der kan skråles i kor og klappes i takt til af et helt stadion, og det blev udnyttet. Elliott havde sunget sig varm, og nu var der fuld volumen bag slagerne. Guitarsoloerne blev længere og på en eller anden måde kom betonen på Refshaleøen
til at gynge.

Jeg har ingen anelse om de øvrige redaktions forhold til Def Leppard – de fik aldrig lov at byde ind på anmelderopgaven. Def Leppard koncerten var min, for min kærlighed til bandet er gammel som Metusalem. Da ”Pyromania” kom i 1983 cruisede jeg med de andre rødder på bivejene i Texas og skrålede ‘Gunter glieben glauchen globen’ når Rock Of Ages gik i gang på 101KLOL. Gæt selv om jeg gjorde det igen, da Def Leppard satte den i gang som næstsidste nummer ….
Verdensklasse med en lille dråbe malurt

Def Leppard var et imponerende bekendtskab på Copenhell. Det er stor kunst, når et band med over 45 år på bagen kan fremføre sange, der for de flestes vedkommende er 30-35 år gamle, så de fremstår friske og afleveret med åbenlys spilleglæde. Bandet er i fysisk topform og tager evnen til at
levere live alvorligt. Tag de to ting og kombiner med et bagkatalog af hit på hit og du står med en
koncert til absolut topkarakter.

Alligevel ender Def Leppard lige under, og det er fordi, lige netop deres bagkatalog er deres egne største fjende. De største publikumsfavoritter er hyperproducerede numre med dubs, effekter og alle de tricks, som den daværende producer, John Mutt Lange, kunne præstere. På plader fungerer det,
men live kræver det minutiøs styring og rigelig backing på synt-siden. Selv små fejl straffes benhårdt og åbenlyst, når metronomen og ikke bandet har kontrollen, og det er svært for selv et velspillende band som Def Leppard og samle op. Det skete under “Love Bites”, hvor Joe Elliott og guitarerne kom skævt ind på nummeret og brugte næsten to hele vers på at komme i takt med
koreografien igen. Et organisk spillende band havde klaret det allerede 2 linier inde i første vers.
Selv med Def Leppards rutine gav det af og til følelsen af kalkulation, og det koster altså en halv
stjerne på en koncert, der ellers på alle andre måder var ren verdensklasse.

Def Leppard på Copenhell 2023: 4½ stjerner.