Defecto udgiver deres tredje album

Defecto er efterhånden et meget etableret band, som har et gedigent metal-CV i bagagen. De har været support for Rammstein og selveste Metallica. Det har blandt andet givet dem stor omtale, plus millioner af streams på nettet. Det er ganske velfortjent, for det er et band med blændende gode musikere, som tror på dem selv og deres stil. Med deres tredje fulde album, beviser de igen deres store ambitioner. Det høres tydeligt på “Duality” som har release fredag den 23. oktober.

En vinder sound lige fra startlinjen

“Duality” starter stemningsfuldt med nummeret “Rings of Saturn“, som med lavmælt kor plus clean guitar, vokser fra grunden, hvor leadvokalen hurtigt kommer på. Et lille minut går der før hele apparatet sættes i gang med tordenriffs i Metallica-stil og heavy grooves til den store guldmedalje. Allerede her afsløres det, at det ikke er begyndere som står bag, for det er så skarpt produceret, at den ene pikante detalje efter den anden vælter ud af højtalerne. Der er både respekt for rå heavy, dertil god lyd som behager øret, hvilket er en god kombi. Der arbejdes også med lydniveauer, hvor nogle passager har lavere volumen end andre, et trick som der bruges mere og mere i gode metalproduktioner i dag.

Nummeret holdes oppe af masser af gode formled som perler på en metalwire, som med et fantastisk drive ikke holder tilbage for nogen. Vi får en god omgang call/response mellem leadvokal og kor, som giver en god balance og klang. Omkvædet støttes af et udtryksfuldt kor, som også denne melodi afslutter nummeret i et højere lydniveau. Ganske prof og slagkraftigt. Med inspiration fra System of a Down, Dream Theater, Metallica etc., ved man at der er  meget at hente på resten af albummet.  

Symphony X!

Andet nummer “The Uninvited” byder på mange skift i formled, plus der diskes op med fyldig instrumentation, som demonstrerer en kunnen i den symfoniske prog metal i stil med Symphony X, for både små guitarmotiver samt vokalstilen peger mod dette store amerikanske prog band. Nogle af instrumentalpassagerne har meget Mekong Delta over sig i den dramatiske opbygning, hvor det igen er tydeligt, at Defecto stilmæssigt insisterer på at række ud over de danske grænser.

Fjerde sang “Paradigm of Deceit” er en melankolsk metalrejse med Bon Jovi-krymmel som pynter kagen til hitkonkurrencen. Det er ikke verdens bedste nummer, men det er klart bestået som en podcast/radio-ørehænger som man kan varme sig på, mens man kører i sin bil med sneen/regnen faldende på forruden.

Synth-marimba og andre firser-synthlyde i starten af niende sang “Washed Away”, signalerer at Defecto gerne vil være et overflødighedshorn af lækre lyde som dertil kan smelte pigehjerter, men her bliver det desværre for flødeskumsagtigt. Stadig kan man godt høre at det er musikere som har ambitioner, og nummeret kan da også noget i sin helhed, med blændende virtuositet og ørevenlighed på samme tid. Tja, det hele skal jo åbenbart med, så OK.

Storladen slutning

Det er med store armbevægelser at Defecto siger farvel for denne gang i ellevte nummer “Don’t Say Goodbye”. Med storslået klaverstemme og leadvokal, kommer Defecto helt op i patosskyerne. Udtrykket kan i høj grad sammenlignes med en typisk afslutningsballade a la Dream Theater og der er da også stjålet nogle motiver i guitarsoloen fra prog-legenderne. Dog er nummereret lidt mere beskedent, dertil tilsat en mere dansk-rocket feeling, som gør udtrykket til Defectos eget.

Toppen af metal-poppen

Nu-metallen skal favne det hele, og hvis man melder sig ind i klubben skal man virkelig kunne meget. Det har også nogle bagsider, for perfektionismen i gamet gør musikken glat og ufarlig. Det betyder ikke at det ikke er slagkraftigt, for det må man sige at det er!

Defecto bruger progressive elementer på en spiselig måde, for det hurtige guitarlir er super smidigt spillet, og det går rent ind uden at besvære øret. Jeg vil uden at blinke kalde Defecto for Danmarks Symphony X, for det er et band som kan jonglere med alle metallens elementer og samtidig være hamrende iørefaldende. 

Vi er i en liga hvor der ikke er plads til skønhedsfejl, for det hele er så skarpt skåret, at man på hele pladen kan forvente nye kvaliteter lige rundt om hjørnet. Når det så er sagt, kan det også blive et for stort overflødighedshorn af lækre lyde.

Håndværket er helt i top må man sige, men det er en stor mundfuld, nu når symphony-prog-nu-metal-overload-knappen er trykket ned i alle 11 numre. Jeg savner nogle numre som kan slå igennem KUN med vokal, guitar, bas og trommer, for det er som om at Defecto har lavet en helgardering med et lydpallette-net lagt ned over hvert nummer, for at det med garanti skal lyde storslået og følelsesladet. Jeg kunne forestille mig at der er færre effekter og instrumentlyde når der spilles live, hvilket kunne være en fordel for udtrykket. Her ville man kunne få mere kompromisløs metalsound ud af musikken.  

…man skal jo heller ikke klage over at noget er FOR godt, for når disse punkter er fremhævet, vil jeg da sige at det er ret blæret at der under Dannebro kan laves musik i denne liga, dertil noget musik som nok også er noget stort, når Defecto går til angreb på scenen. RockZeit smider da også 4 solide stjerner i ringen til dette slagkraftige metalalbum.