Den enevældige kongeørn

8.12.2016.Idag er det 40 år siden, at the Eagles klassiker og mange gange platin album “Hotel California” udkom. Numre som “Hotel California”, “New Kid In Town” og “Life In the Fast Lane” er forlængst skrevet ind i rockhistorien som tidsløse klassikere og har vel gjort “Hotel California” til The Eagles’ White Album. Tidligere i år, den 18. Januar 2016 døde Glenn Frey, bandets stifter som 67 årig på grund af længere tids sygdom. Han nåede alt det de fleste drømmer om – og den våde rockdrøm blev skabt med ærkeamerikansk stædigt arbejde, og holdt i live samt styret med en hård hånd.

Ærligt talt

I den prisbelønnede dokumentar “History of the Eagles” fra 2013, deltager alle tidligere og daværende medlemmer og giver et medrivende og troværdigt billede af op- og nedturene med et af verdens største amerikanske rockbands.

Det der er så interessant ved dokumentaren – og som denne artikel kredser om – er ikke at den viser drukturene og kokainmisbruget, som alle medlemmerne deltog i, heller ikke så meget dokumentationen af deres musikalske succes. Det kender vi i forvejen alt til. Det er heller ikke sååå interessant at få slået fast, at det vist nok var trommeslager sangskriver og sanger Don Henley og bandleder, guitarist, sanger og sangskriver Glenn Frey, der fyldte mest i bandet og leverede de største hits, ikke mindst som sangskriverduo. Det ved vi også godt. Men omfanget af deres bandkontrol er sjældent lagt så ærligt frem.

Dokumenteren lægger befriende uromantisk kortene på bordet, og uden at tage parti fortæller historien om et band der måske startede som en drengedrøm, men som fra start også blev drevet af mestendels to ildsjæle, nogle kæmpe egoer, der midt i iveren efter at stå på scenen og være rockstjerne – og i kassevis nyde kvindernes fascination – forstod, at der var nødt til at være et hierarki. Og med Frey i toppen.

The founding Father

I dokumentaren er det en pænt selvsikker og karismatisk – man kunne også sige afmålt og måske lettere hoven – Glenn Frey som tit med armene over kors sidder og konstaterer historiens kendsgerninger, som i hans øjne er i hans favør. Men vi seere dømmer jo selv.

Detroitsønnen Glenn Frey banker det på sin bastante facon fast med syvtommersøm og han lægger heller ikke skjul på, at det primært var ham der satte tingene og bandmedlemmerne på plads. Han referer til et fodboldhold, hvor, jo, bevares, alle er vigtige men nogen spillere er kulturbærer og essentielle for holdet, og alle får altså ikke lov at have bolden lige lang tid. Det gjaldt om at forstå hvordan man fik det bedste ud af hvert bandmedlem, og det havde Frey fint styr, hvad Don Henley allerede i 70’erne var klar over:

“He adds the grease. He’s all action and he moves more than any of us trying to get people off. (…)Glenn’s got a real positive ego and he’s not afraid to do things even though sometimes he does them wrong. He pulls us all through because he’s the catalyst.”

Don Henley så tidligt en klar gevinst i Freys styrker som tit i starten tilførte bandet det som Henley ikke selv kunne:

“I was more reserved and introverted, and he certainly encouraged me as a writer and lyricist. Glenn’s always been a team leader. He’s a big sports fan, so he applied coaching principles to running this band. He recognises people’s strengths and gets them to do what they do best.”

Frey derimod var bevidst med værdien af Henleys opbakning og deres fælles evne til at stå sammen som en urokkelig midtersøjle i bandet; det var vigtigt for bandets stabilitet og vigtigt for Freys egen position. Sammen udgjorde de DNA’et i bandet og gjorde ingen anstrengelser for at nogen skulle være i tvivl om deres rang. Don Henley gør i et fælles Eagles interview i 60 minutter (2007) op med det idealiserede bandbillede:

“It’s a myth to think that a band can be a complete democracy. Glenn started the band. And he’s the one that had the vision. He’s the one who named the band. He’s the one who found the first hit single and sang it. And, you know, it’s basically his band.”

The business of Song

Med den soleklare rangorden på plads, er en stabil drift sikret, præcis som en virksomhed, hvor alle muligvis er sammen om projektet og kan komme til orde, men hvor bundlinjen dikterer, at de beslutningsdygtige persontyper til syvende og sidst har åbenlyst mandat til at svinge taktstokken. Man kan starte som venner, men ens kvaliteter viser sig at være forskellige. Dem der forstår at udnytte dette til bandets bedste klarer sig. Dem som ikke kan slippe den romantiske ærkedemokratiske lighedsfølelse – ikke mindst den virkelig dygtige men møgbesværlige guitarist Don Felder – ender med at blive et møllehjul om halsen på en retningsstærk gut som Glenn Frey. De mange forskellige hatte – venner, musikere, festaber, alkohol- og stofmisbrugere, samarbejdspartnere, uvenner, men kontraktligt bundet til hinanden som samarbejdspartnere – forvirrer mange bandmedlemmer generelt og egoer bliver trådt flade som et plekter. Det gør ondt. Derfor kræver det en styrmand med et pragmatisk syn på det at have “blandet blod” inden man havde den fjerneste anelse om den vej der lå forude. Og det kan fungere. Det skal fungere. Frey:

“You know, we’re in business together. We’re in the business of song – we will forever be associated. You know, we might as well get along,(…)You know, because there’s no getting away from each other.”

Den utaknemmelige Don Felder

I den altafgørende erkendelse af at bandet er vigtigere end enkeltpersoner, er flere (dygtige) medlemmer blevet skiftet ud, smidt ud eller er gået selv, når skriften på væggen talte sit tydelige sprog. Der er ingen mellemvej. Hvis ikke man kan følge the “Long Road out of Eden”, så er der ikke plads til en. Summen af medlemmerne skal gøre bandet stærkt, men summen kan og skal ikke deles i lige store portioner. Da Ørnene atter vendte tilbage i 1994 og sidenhen skulle turnere besluttede Henley og Frey – og eksekveret af deres advokater – at de skulle have større hyre end de andre medlemmer, da de indiskutabelt i den mellemliggende periode havde haft klart størst succes som solister og derved bidraget til at brandet The Eagles forblev attraktivt. De havde således investeret mere og ville have større udbetaling. Felder var naturligvis ikke tilfreds med denne ordning – muligvis var han ikke alene, men han var manden der (igen) udtrykte sin utilfredshed. Til sidst, da han forud for en turné stadig ikke havde underskrevet den ny kontrakt, ringede Frey direkte til Felders advokater, beklagede på deres vegne, at det lige var dem måtte trækkes med et utaknemmeligt r….. som Felder, men at Felder kunne betragte sig som ude af bandet hvis ikke han fik underskrevet asap. Så blev der lagt på og Felder skrev under. Far var blevet sur. Det blev aldrig en lykkelig forening med Felder og efter nogle år røg han ud, og flere år efter kørte retssager angående uafklarede kontraktlige og økonomiske rettigheder.

Rollerne fremfor individerne

For guitaristen Joey Walsh og bassisten Timothy B. Schmidt forløb genforeningen noget bedre. Men de havde også nogle mere bøjelige personligheder og var også udemærket klar over det økonomiske og musikalske givtige i at føje Henley og Frey. Som eksklusive Eagles medlemmer befandt de sig i den musikalske stratosfære hvor den høje kvalitet betingede, at alle forstod alvoren og hvad det høje niveau dikterede fra hvert medlem: “In the Eagles you have specific assignments,” siger Walsh. “You have vocal parts and musical parts that need to be exactly in place at the right time. And if all of us do our job, it becomes something bigger than any of us.”

Man kan mene, at der blev drevet forretning på en rimelig uromantisk måde, især i sammenligning med flere tilsvarende store engelske bands, som man kan advokere for, i højere grad har brandet sig ud fra myten om den enestående og magiske sammensætning af fire-fem unge mannish drenge, der tilsammen frembringer lutter virilitet og originalitet. Det har alle dage været utænkeligt at udskifte Ringo eller George, ligesom Watts og Richards er foreviget limet fast til Jagger. Der skulle sønnen Bonham til for at Zeppelin kunne stå på en scene for en kort bemærkning. Queen som produktiv gruppe, under Mercurys regime, skiftede aldrig medlemmer. I The Eagles var det åbenlyst, at Frey og Henley var sammenhængskraften som med succes kunne overleve udskiftninger.

(Der er selvfølglig tale om en generalisering og flere bands som eksempelvis engelske Genesis og amerikanske Aerosmith peger i anden retning. Men det beskrevne fokus på bandenes sammentømrethed er reelt en autenticitetsmarkør som bruges af de nævnte supergrupper).

Koret

De rette og rettidige udskiftninger af bandmedlemmer fastholdt kontinuiteten og den enestående sound. Og som symbolik på den perfekte kobling af medlemmernes musikalske kvaliteter må man nødvendigvis fremhæve deres største signaturtræk – koret. Det skal lyde som The Eagles, og det var essentielt, at man kunne bevare varemærket intakt. Det var også med til at blive en stor del af sammenhængskraften – også da de blev genforenet. Senere udtalte Henley:

“There’s a certain sound that we make when we sing together. That over the past 35 years has become ingrained in people’s minds. And you know, I can’t sound like that with anybody else except these guys”

Korets sound er om noget blevet bedre med tiden. Den seneste besætning med den bundstabile og disciplinerede bassist Timothy B. Schmidt samt guitarist og rockrebel Joe Walsh, rummer en indforståethed, dynamik og klanglig bredde som med Henleys og Freys i forvejen iørefaldende matchende forskellighed i stemmerne udgjorde en af de meste helstøbte bandkor, i omegnen af Beach Boys og Queen.

Den modne stemme

Tilbage til debuten “The Eagles” (1972) og “Desperado” (1973) var stemmerne knap så renskurede og trænede som de senere album. De to eneste som er tilbage fra begyndelsen, Frey og Henley, har udviklet deres vokalen formåen, især Frey. Hans stemme på “Take It Easy”(1972) var trods en allerede signifikant klang, ikke i stand til at forme fraserne med den varme og smidighed han eksempelvis mestrede på personlige og intime numre som “I love to watch a Woman dance” og “Its your World now” fra sidste album “Long Road Out of Eden” (2007). I den mellemliggende periode har han med Eagles og ikke mindst sin solokarriere (eksempelvis soundtrack hittene “The Heat Is On”, “You belong to The City”, “Smugglers Blues”) fået mulighed for at skærpe og stramme op og gå på opdagelse i diverse genrer. Stemmen var vel på sit absolut højeste på den sidste plade, måske ikke lige så kraftfuld som i de gamle dage, men med langt mere visdom og dybde, uimponerthed og hjerte. Der var sandsynligvis flere sange tilbage i den ældre mands sind, men man kan klart fornemme på teksterne, at sidste plade i høj grad handlede om at rekapitulere på et givtigt, men hårdt liv samt, mere eller mindre indirekte, at få bundet nogle løse ender på The Eagles medlemmernes egne samt interne røde tråde. Hvor Henleys tekster bar præg af at være skrevet af en bitter og samfundskritisk senior citizen, handlede Freys tekster meget om at ældes, forsone sig med sit liv og sine valg og sætte pris på de aftryk man på godt og ondt har fået sat rundt omkring hos fans, friends and family. For Frey var det nok et farewell.

Glenn Frey vidste, at han levede på lånt tid eller som minimum, for fremtiden, skulle leve på meget nedsat kraft. Han havde kæmpet med en smertefuld inflammatorisk ledsygdom, Reumatoid Artritis siden 2000. Sygdommen Reumatoid Artritis er en led satan, som skal opdages meget tidligt, hvis patienten skal have en chance for succesfuld behandling. Ellers er det et spørgsmål om tid. Sygdommen angriber led og væv og med tiden fører til knogleerosion, ørelæggelse af brusk. På grund af flere behandlinger og omfattende operationer, tilstødte tarmlidelsen Colitis. Frey blev opereret i tarmen, og i forbindelse med indgrebet blev han lagt i kunstigt koma. Han kom sig aldrig og døde som kun 67årig.

Det er svært at forholde sig til de mange år Frey har levet med den lidelse og man må anerkende ham for at holde sig musikalsk topprofessionel uden at slå op i banen og beklage sig, frem til cirka et halvt år før sin død, hvor han med sine ørnevenner afsluttede deres lange “History of the The Eagles Tour” i juli 2015. Det var ikke en dans på roser at drive forretningen The Eagles, men det var slet heller ikke Freys forventning. De var jo i “the business of Song” Slet og ret.

Udvalgte albums:

Glenn Frey:

No Fun Allowed (1982)
Solo Collection (1995)

The Eagles:

The Eagles (1972)
Desperado (1973)
Hotel California (1976)
The Long Run (1979)
Hell Freezes Over (1994)
Long Road Out of Eden (2007)

Kilder:

dokumentar “History of the Eagles”(2013)

Artikler:

David Rensin of Crawdaddy! magazine, 1974
The Telegraph, Niel McCormick, 19.01.2016

Links: