Den Gamle Flamme

Jeg er fra Horsens. Det er Pretty Maids også, og første gang jeg stødte på dem, var i 1982 til Gør-det-selv-aften på byens gymnasium. Her, i et 15 minutters slot blandt digtoplæsninger og hjælpeløse kopibands i mao-sko, havde et ambitiøst heavymetal-orkester fundet endnu en mulighed for at promovere sig live. Jobs hang ikke på træerne i provinsen dengang, hvis man kørte fuld NWOBM-stil iført læder og bredstående guitarpostur. Ikke engang i Horsens.

Fra da af blev Maids ligesom hende den lækre i klassen. Hende alle drengene ville have og som ingen helt turde lægge an på men som fik dem allesammen alligevel. Hende der blev vildere og frækkere og altid kunne holde festen kørende bare ved at være der og hamre Tequila Slammers. Og hende som i starten af 90erne mødte en lagerforvalter, der hed Leif, og flyttede i et gulstens parcelhus i Tyrsted, fik to børn og forsvandt.

Således også Maids der gennem 80’erne skrev en perlerække af heavyklassikere og kom nærmere og nærmere stjernerne – for i 90’erne at spille ‘Please Don’t Leave Me‘ hvert år på Skanderborg Festival.

Hende den lækre vågnede heldigvis 20 års senere og opdagede at ungerne fra flyttet, og at Leif var verdens kedeligste mand. Så hun skred, tabte 20 kilo og er nu den lækreste MILF. Således også Pretty Maids, der i 2010 igen trådte forstærkeren helt i bund og i løbet af 7 år udgav 3 af deres bedste skiver: Pandemoneum, Motherlandog Kingmaker.

Og det var sådan, vi mødtes endnu engang fredag eftermiddag på Helviti. Velkommen tilbage, din gamle skøge. Vis hvad du duer til!

Der blev lagt fra land med et par af de numre fra Leif-perioden, som ingen rigtig kan huske titlerne på. Pretty Maids har været i gamet længe nok til at vide, at sådan et eftermiddagspublikum på en festival kombineret med dagen efter en lidt for entusiastisk førstedag skal opfordres til at komme i gang. Så Ronnie Atkins aka Poul Christensen gik allerede fra starten igang med at bede om klap og “Woh-oh?”-respons fra publikum. Det kom han til nogle gange undervejs.

Fjerde nummer kunne have sparket mere gang i den. Men den slappe afvikling af ‘We Came To Rock’, fra hovedværket Future World tydede på, at Maids selv kunne bruge lidt “Woh-oh?”. Fra scenen blev det da også afsløret, at det var første koncert i ½ år – men også at de netop derfor godt vil have publikum op i gear. Så mere “Woh-oh?”.

Derefter blev alle middelmådighederne også lagt væk. Op kom titelnummeret fra ‘Kingmaker’ fra pladen af samme navn. På den har Pretty Maids for første gang en 2. guitar til at supplere riffmeister Ken Hammers lead. Sammen med dobbeltpedal på Allan Sørensen trommer gav det lige den ekstra bund og volumen, der pressede musikken nogle flere meter ud over scenekanten.

Det hjalp på stemningen, så til at holde på den der kom der lige et par Future World-numre mere: pladens bedste nummer, ‘Yellow Rain’, og dens dårligste, ‘Rodeo’. Nåh ja, ind imellem de to blev der klemt dét, Ronnie/Poul proklamerede var festivalens eneste sjæler – “Man skal jo lige huske at slappe lidt af en gang imellem, ik’å?” – og tæerne begyndte omgående at krumme sig i forventning om den med “Oh Darling …”. Heldigvis blev det istedet ‘Little Drops Of Heaven’, som godt nok er et roligere nummer men ikke et Tude-Frans-nummer. Tak! Så vidste vi, at den der med “Oh Darling …” var blevet efterladt backstage.

Ronnie/Poul synger stadig godt af en mand i halvtredserne. Virkelig godt. Men denne eftermiddag var det også tydeligt, at det var første koncert i et stykke tid – og det gjaldt på mange måder hele bandet. Det tog koncertens første halvdel at banke rusten af, og selvom Pretty Maids er et bundrutineret, velspillende band, der også på Copenhell bare går ud og leverer, så kom det der lille ekstra først til sidst. Godt nok var tangentspiller og 2.guitarist Chris Laney i sædvanligt vigør fra starten, men bassist René Shades fyldte langt mindre end han plejede. Ken Hammer har aldrig været til de store armbevægelser og gjorde som altid – han blev i sin side af scenen og skar det ene riff efter det andet på sine fine, nye guitarer. Den mand er et undervurderet es!

Men så blev stikkene også spillet. Først ‘Back To Back’ hurtigt efterfulgt af ‘Red, Hot and Heavy’ fra debutpladen. Også de blev løftet over originalernes niveau med dobbeltpedal og en ekstra guitar. Man kneb en tåre og mindedes ungdomsårene, og de fortsatte “Woh-oh?”er begyndte virke på publikum.

Maids selv var tydeligvis også kommet i humør. Medlemmerne sludrede lidt med hinanden undervejs, grinede og gjorde positurer, så da de gamle hits ‘Future World’ og ‘Love Games’ blev afleveret til at lukke ballet, lignede Pretty Maids igen et band, der var lykkelige over at være skredet fra Leif, og nu har det bedste job i hele verden.

Du har ret, smukke. Og vi, der er publikum til jeres koncerter, har det næstbedste.