Hver sit telt
Her på sitet er vi mest til rock med kant eller særpræg, dog mest ud af den hårde tangent. Til tider ret hårde tangent.
Det betyder ikke, at vi fornægter festivaler som retter sig mod alle musikelskende mennesker, hvad enten det er rap, soul, disco, pop, eller anden mainstream musik – og i øvrigt, hvad er mainstream efterhånden? Og er det vigtigt?
For undertegnede findes der ikke meget som er mere velklingende, behageligt – poppet – end Dream Theaters “Pull Me Under”, som jo regnes for et progressivt metal nummer, hvorimod det alternative danske poprock band Atomfax’ “Jeg glemmer tit at jeg har en krop”, i den grad sætter alle min normale parametre under pres. Begge sange rummer dog masser af musikalske lækkerier og kvalitet. Alt til sin tid. Hver sin smag, behag og behov. Hver sin festival. Eller telt.
Roskilde Horizon
Roskilde Festival har i dag annonceret deres fulde line-up og jeg skal love for, at de med opfindsomhed og sans for timing har trawlet markedet for stærke, solide, nye såvel som gamle navne i alle genrer, og vi må bare erkende, at hvis man håber, at arrangørerne fra Dyrskuepladsen på et tidspunkt vil skue bagud og primært basere deres festival på gode gamle, men måske lidt fortærskede forgreninger af pigtrådsrock af hensyn til det nostalgiske hippie segment, som har 5680 armbånd siddende på deres håndled, ja, så kan man vist godt glemme det; Kendrick Lamar, Suspekt, Lars H.U.G., Florence + The Machine og Pharrell Williams breder den musikalske horisont ud så det synger.
I modsætning til sidste år, har Roskilde Festival i år dog heldigvis valgt at tage kampen op med Copenhell. Sidstnævnte beskyldes til gengæld i stor stil på diverse medier for at sidde fast i sidste års megasucces, i høj grad knyttet op om de jernhårde ladies fra Iron Maiden, og deres stramme tourkalender. Man savner nogle afgørende navne, og indtil da synes Roskilde Festival at føre på point.
Støj i teltet
Roskilde Festival har sikret sig nogle rigtig stærke hard rock/Metal bands, og skaber således den balance, undertegnede savnede sidste år. Der er oldschool hard rock, metal, rock med keyboards og storladen Queen-esque komposition og kor arrangementer, der er djævelsk tungdomsoprør, og så er der også gedigen grindcore.
Så det er altså muligt at tumle rundt fra det ene rock/metalbrag efter det andet, uden at risikere at støde ind i et telt, hvor engleblid disko forstyrrer den sagesløse metalelsker. Mastodon, Lamb of God, Muse, All Pigs Must Die, Decapitated, Spidergawd, Piss Vortex og adskillige andre, sikrer, at dem som sværger til den metalliske sommervellyd, ikke bliver det mindste skuffede.
Herfra siger vi god fornøjelse mellem den 27.6-4.07, de fleste kender headlinerne og de øvrige etablerede bands, så vi vil gerne anbefale, at man også sørger for at nyde det buldrende, tunge og skræmmende højenergiske danske Grindcore band Piss Vortex under opvarmningsdagene. GRRRRRR!
Skriv et svar