Den Kongelige Lazarus 

RockZeit har været et smut i byen for at opleve David Bowies mesterlige musikalske værk LAZARUS, der spilles på Det Kongelige Teater, Store Scene i det fantastiske Skuespilhuset.

En fætter til Blackstar

David Bowie startede med at skrive dette værk sideløbende med arbejdet med hans album “Blackstar”. Først i 2015, blev det i offentligheden kendt, at dette værk var på vej. Lazarus er blevet til i samarbejde med den irske dramatiker Edna Walsh. Mange af numrene i stykket er taget fra Bowie’s tidligere katalog. Andre er skrevet specielt til Lazarus eller taget fra albummet “Blackstar”, der blev Bowie’s sidste udgivelse. Det blev udgivet på hans 69 års fødselsdag, og han afgik ved døden 2 dage senere.

Allerede i 1976 stiftede man i filmen “The Man Who Fell to Earth”, baseret på novellen skrevet af Walter Tevis i 1963, bekendtskab med hovedfiguren i stykket, Thomas Jerome Newton. I filmen spillede David Bowie rollen som Newton, et rumvæsen der var havnet på jorden.

Bowie har altid interesseret sig for rumvæsener, og har ofte berørt emnet i hans sange, og i værket Lazarus, følger han op på historien om rumvæsenet Thomas Jerome Newton, der efter en særdeles indbringende karriere, nu lever isoleret i sin lejlighed, stadig uden mulighed for, at komme hjem til sin hustru og sine børn et sted i det ydre rum. 

Handlingen i korte træk

Vi møder Newton omgivet af sin lejligheds fire vægge. Hans liv er ufattelig trist, ensomt og isoleret. Han har på jorden været udsat for ødelæggende medicinske forsøg. Han tømmer den ene flaske gin efter den anden og lever af choko-pops og af og til Sneakers.

En kæmpe lysende måne hænger fra loftet, og vi følger Newton i hans første sang “Lazarus” fra albummet “Blackstar”. Newton hager sig under sangen fast i månen med fingerspidserne, og månen tager ham med op i luften, men må igen sætte ham ned på jorden.

Vi præsenteres for Newton’s assistent Elly, der er gift med Zach. De har et trist, nærmest mekanisk og platonisk ægteskab. Deres kønsløse samliv understreges af deres kedelige beige beklædninger.

Også præsenteres vi for figuren Valentine, en kynisk og grotesk seriemorder, der evner at forføre sine ofre for derefter at dræbe dem. Kæresteparret Ben og Maemi der snart skal giftes og er så forelskede, at de umuligt kan lade hinanden være i fred. De lever i en verden af lyserøde blomster i håret, kærlighed og kildevand. 

Deres kærlighed er en torn i øjet på seriemorderen Valentin, så også Ben må lade livet. Newton er så optaget af at tegne, at han ikke opdager, at Elly på det nærmeste nu har overtaget identiteten af hans gamle kærlighed Mary Lou. Det gør til gengæld Valentine, og han forsøger at dræbe Elly, men lykkes ikke med sit forehavende.

Om Newton stadig sidder fast på jorden, eller om han kom med må være op, må være op til egen fantasi og fortolkning, men Newton synes dog, at have fået fred i sin sjæl da han afslutter forestillingen med Bowies “Heroes” fra albummet af samme navn.

Udførsel

Sangene var mesterligt sunget af alle parter. Forrygende var det at høre Laus Høybye, der stemmemæssigt ligger meget nær Bowie’s stemme. Sofie Topp-Duus, det sarte delikate væsen, bragede igennem med hendes udgave af “Life on Mars?”

Musikken, var forrygende fremført under ledelse af Søren Graversen og med deres plads bagerst på scenen iført mandekjoler i kønsløst beige, indgik de også i forestillingen som endnu et hold af androgyne væsner, som Bowie igennem hele sit liv, på forskellig vis har skildret.

Hvad ønskede Bowie at fortælle?

Dette er uden tvivl et stykke der vil blive fortolket og overfortolket. Det er en forestilling som helt klart kan ses flere gange, for det er et komplekst og på mange måder voldsomt stykke, der vil have godt af at bundfælde sig for så at blive genset.

Nogle mener, at handlingen hælder til Johannes evangeliet, kapitel 11 i Det Nye Testamente, hvor Lazarus efter fire dage genopstår fra de døde, og dermed hentyder til Bowie’s egen død og at dette værk er hans genopståen.

For hvert et menneske der ser forestillingen, er der sikkert en fortolkning. Men man ved aldrig, nu når vi har med Bowie at gøre, at han måske har haft en “genopståen” i tankerne.

Bowie har hele sit liv haft interesse i rumvæsner. Filmen “The Man Who Fell to Earth”, hvor han selv spillede rollen som Newton. Måske han blot ønskede at fortsætte denne historie, fortsætte den i skrivestil der har præget den største del af hans liv; at skrive om isolation, tungsind, magtesløshed, åndelig tomhed og ensomhed.

Måske er der en lille henvisning til Lazarus’ genopstandelse, og måske er der ende en lille henvisning til Frihedsgudinden, til den sidste del af Emma Lazarus’ digt i bronzepladen ophængt inde i monumentet, der taler om pladsen til de trætte masser, de fattige, hjemløse og sammenkrøbne mennesker i et USA hvor Bowie ganske vist boede, men på mange måder havde et meget ambivalent forhold til. Han forblev i dén grad europæer.

Man må sige at det er et ret komplekst værk, med henvisninger til meget af det Bowie så ofte skrev om, og ikke som en genopstandelse af Lazarus. Endnu et værk fra denne kamæleon, en multikunstner der har givet os en musik- og en tekst skat der altid, og i dén grad vil være værd at lytte til. At han med den har været en kæmpe inspiration for ufattelig mange mennesker!